¹Av David. Trett, Herre, med dem som tretter med mig! Strid mot dem som strider mot mig!

¹Toupa aw, honsualte nang sualin: hondoute nang douin.

²Grip skjold og verge og reis dig til hjelp for mig!

²Phaw neu leh phaw lian lenin, honpanpih dingin ding in:

³Dra spydet frem og steng veien for mine forfølgere! Si til min sjel: Jeg er din frelse!

³Tei leng phawi inla, hon delhte lam na dalin: ka hinna kiangah, Na hondampa ka hi, chi in.

⁴La dem blues og bli til skamme som står mig efter livet! La dem vike tilbake med skam som tenker ondt imot mig!

⁴Ka hinna hihmang tuma zongte zahlak saka hihzumin om uhen: hon hihsiatna dinga thubawlte, taijak sakin gending theilou hialin om uhen.

⁵La dem bli som agner for vinden, og Herrens engel støte dem bort!

⁵Toupa angelin hawl kawm jela buhsi huihin a mutleng bangin om uhen.

⁶La deres vei bli mørk og glatt, og Herrens engel forfølge dem!

⁶Toupa angelin delh kawm jela, a lampi uh mial tak leh nal tak hi hen.

⁷For uten årsak har de lønnlig gjort i stand sin garngrav* for mig, uten årsak har de gravd en grav for mitt liv. / {* d.e. med garn dekket grav.}

⁷A jiak omlouin honmatna ding un a len uh kokhuk ah a phah gu ua, a jiak omlouin ka hinna kiakna dingin kokhuk a tou ngal uhi.

⁸La ødeleggelse komme over ham, uten at han merker det, og la hans garn som han lønnlig har utlagt, fange ham, la ham falle i det til sin ødeleggelse!

⁸A ki ginlouh laiin siatna a tungah tung henla; a len phah gukah amah mah awk henla: huaiah ke sia hen.

⁹Da skal min sjel glede sig i Herren, fryde sig i hans frelse;

⁹Huchiin ka hinna Toupa ah a nuam ding hi: a hotdamna ah a kipak ding.

¹⁰alle mine ben skal si: Herre, hvem er som du, du som frir den elendige fra den som er ham for sterk, og den elendige og fattige fra den som plyndrer ham?

¹⁰Ka guh tengteng in, Toupa, migenthei a lanzoh vuallouh laka humbitpa ahi, tagah leh genthei, a hihgampa laka humbitpa, nang bang mawngmawng kua a om? a chi ding.

¹¹Der opstår urettferdige vidner, de spør mig om det jeg ikke vet.

¹¹Theihpih diktatlou hialte a hong ding ua; ka thiltheih hetlouh thu ahte thu a hon dong ua.

¹²De gjengjelder mig godt med ondt; min sjel er forlatt.

¹²Ka hinna in thil tan khop in thil hoih thil sia in a hondin hi.

¹³Og jeg, jeg klædde mig i sørgeklær, da de var syke; jeg plaget min sjel med faste, og min bønn vendte tilbake til min barm*. / {* d.e. jeg bad med hodet bøid mot mitt bryst.}

¹³Ken bel, a damlouh lai un, ka puansilh tuh saiip ahi a: ka hinna anngawlin ka hih genthei ngala; ka thumna tuh keimah angsung ngeiah a hongkik nawn hi.

¹⁴Jeg gikk omkring, som om det var min venn, min bror; jeg gikk nedbøiet i sørgeklær som en som sørger over sin mor.

¹⁴Ka lawm hiam, ka unau hiam leng hi heh aw a tung ua ka omdan ding bang in ahi ka om: mi a nu kah bangin sunin ka kun hi.

¹⁵Men nu da jeg vakler, gleder de sig og flokker sig sammen; skarns-folk flokker sig om mig uten at jeg visste det; de sønderriver* og hviler ikke. / {* d.e. de søker å frarøve mig mitt gode navn og rykte.}

¹⁵Himahleh kei ka bai leh amau a kipak sem ua, a kikhawm hial ua: mi vuak hatte honsual ding in a kikhawm ua, huai lah ka nathei ngal kei a: tawpnuam louin honhih ek uhi.

¹⁶Som skamløse som spotter for et stykke brød, skjærer de tenner imot mig.

¹⁶Ankuang luina a nuihja chiamnuihna gente bang phetin a ha uh hon gawi khum uhi.

¹⁷Herre, hvor lenge vil du se til? Fri min sjel ut fra deres ødeleggelser, mitt eneste fra de unge løver.

¹⁷Toupa, nang bangtan ahia na et ding? Ka hinna hihsiat a tupna lak uah honkhia inla, ka neih sunpen humpinelkai lakah hon khia in.

¹⁸Jeg vil prise dig i en stor forsamling, love dig blandt meget folk.

¹⁸Kikhopna thupi takah kipahthu ka honhilh dinga: mi tampi lakah ka hon phat ding hi.

¹⁹La ikke dem glede sig over mig, som uten grunn er mine fiender! La ikke dem som hater mig uten årsak, blinke med øiet!

¹⁹Ka melmaten diklou takah hon otsan kei uhen: bangmah lou a honhote leng a mit un kihoupih sam kei uhen.

²⁰For de taler ikke fred, men optenker svik mot de stille i landet.

²⁰Kituahna thu himhima gen ngal kei ua: hiai gam a om hiathiat te khemna thute a ngaihtuah jaw uhi.

²¹Og de lukker sin munn vidt op imot mig, de sier: Ha, ha! Der ser vårt øie!

²¹Ahi, a kam un hon kamkat khum ua; Ku! Ku! i mitin i muta a chi ua.

²²Du ser det, Herre, ti ikke! Herre, vær ikke langt borte fra mig!

²²Toupa aw, nang na mu hi, daihsan ken. Toupa aw, hon gamlat mahmah ken.

²³Våkn op og bli våken for å gi mig rett, min Gud og Herre, for å føre min sak!

²³Ka Pathian leh ka Toupa aw, ka vaihawm dingin, ahi, ka thu a hon gum dingin, kihalhsak inla, hakin.

²⁴Døm mig efter din rettferdighet, Herre min Gud, og la dem ikke glede sig over mig!

²⁴Toupa ka Pathian aw, na diktatna bangjelin vai honhawm sak inla; amauten hon otsan kei uhen.

²⁵La dem ikke si i sitt hjerte: Ha! Efter ønske! La dem ikke si: Vi har opslukt ham!

²⁵A lungsim un, Nuam e! Huchi bang a keimaw i deih, chi kei uhen. Amah i valh khinta, chi sam kei uhen.

²⁶La alle dem få skam og bli til skamme som gleder sig ved min ulykke! La dem som ophøier sig over mig, klæs i skam og skjensel!

²⁶Ka siatna tunga kipakte zahlak leh gending beiin om chiat uhenla; ka tung a kiliansakte zahlakna leh zumna silhsakte zahlakna leh zumna silhsak in om uhen.

²⁷La dem juble og glede sig som unner mig min rett, og la dem alltid si: Høilovet være Herren, som unner sin tjener at det går ham vel!

²⁷Ka diktatna tunga kipakte nuama kikouin kipak takin om uhenla: Ahi, a sikha vangphatna tunga kipak sak Toupa tuh pahtawiin om hen, chi gige uhen.Huchiin, ka leiin na diktatna thu a gen dinga, na phatna thu leng nitumin a gen ding hi.

²⁸Da skal min tunge synge om din rettferdighet, hele dagen om din pris.

²⁸Huchiin, ka leiin na diktatna thu a gen dinga, na phatna thu leng nitumin a gen ding hi.