¹David kvad denne sang for Herren den dag da Herren hadde utfridd ham av alle hans fienders hånd og av Sauls hånd.

¹In David je govoril GOSPODU besede te pesmi v dan, ko ga je GOSPOD otel iz roke vseh sovražnikov njegovih in iz roke Savlove,

²Og han sa: Herren er min klippe og min festning og min redder,

²in dejal je: GOSPOD je skala moja in visok grad moj in rešitelj moj, prav moj.

³min klippefaste Gud, som jeg setter min lit til, mitt skjold og min frelses horn, min borg og min tilflukt, min frelser; fra vold frelser du mig.

³Bog skale moje, v njem mi bode zavetje, ščit moj in rešenja mojega rog, visoka trdnjava moja in moje pribežališče. Moj rešitelj, ti me rešuješ nasilstva!

⁴Jeg påkaller den Høilovede, Herren, og blir frelst fra mine fiender.

⁴Hvale vrednega GOSPODA bom klical in tako se rešim sovražnikov svojih.

⁵Dødens bølger omspente mig, fordervelsens strømmer forferdet mig.

⁵Kajti valovi smrti so me zagrnili, hudourniki Belijalovi so me prestrašili.

⁶Dødsrikets rep omgav mig, dødens snarer overfalt mig.

⁶Peklenske vezi [Hebr. vezi šeola.] so me opele, smrtne zanke so me zajele.

⁷I min trengsel påkalte jeg Herren, og jeg ropte til min Gud; han hørte fra sitt tempel min røst, og mitt skrik kom for hans ører.

⁷V stiski svoji sem klical GOSPODA, da, klical sem k Bogu svojemu, in začul je glas moj iz svetišča svojega in vpitje moje je prišlo do ušes njegovih.

⁸Da rystet og bevet jorden, himmelens grunnvoller skalv, og de rystet; for hans vrede var optendt.

⁸Tu se je zgenila in stresla zemlja, podstave nebes so se gibale in majale, ker se je srdil.

⁹Det steg røk op av hans nese, og fortærende ild fra hans munn; glør brente ut av ham.

⁹Dim se je valil iz nosnic njegovih, in ogenj iz ust njegovih je požiral, žerjavica je prhala od njega.

¹⁰Og han bøide himmelen og steg ned, og det var mørke under hans føtter.

¹⁰Nagnil je nebo ter stopil doli, in oblačna temota mu je bila pod nogami.

¹¹Og han fór på kjeruber og fløi, og han lot sig se på vindens vinger.

¹¹In sedeč na kerubu, je letel, in videti ga je bilo na vetra perotih.

¹²Og han gjorde mørke til skjul rundt omkring sig, vannmasser, tykke skyer.

¹²In temo si je napravil za šatore okoli sebe, grmade vodá, roje oblakov.

¹³Frem av glansen foran ham brente gloende kull.

¹³Od svita pred njim se je vnela žerjavica ognjena.

¹⁴Herren tordnet fra himmelen, den Høieste lot sin røst høre.

¹⁴Na nebesih je grmel GOSPOD, in Najvišji je dal slišati svoj glas.

¹⁵Og han utsendte piler og spredte dem* omkring - lyn og forvirret dem. / {* fiendene.}

¹⁵In izstrelil je pšice ter sovražnike razkropil, strelo, in jih je zbegal.

¹⁶Da kom havets strømmer til syne; jordens grunnvoller blev avdekket ved Herrens trusel, for hans neses åndepust.

¹⁶Tedaj so se prikazale struge morja, podstave zemlje so se odgrnile po svarilu GOSPODOVEM, od sape jeze njegove.

¹⁷Han rakte sin hånd ut fra det høie, han grep mig; han drog mig op av store vann.

¹⁷Iz višine je posegel in me prijel, potegnil me je iz mnogih vodá.

¹⁸Han fridde mig ut fra min sterke fiende, fra mine avindsmenn; for de var mig for mektige.

¹⁸Rešil me je močnega neprijatelja mojega, sovražilcev mojih, ker so mi bili premočni.

¹⁹De overfalt mig på min motgangs dag; men Herren blev min støtte.

¹⁹Naskočili so me ob dnevu nesreče moje, a GOSPOD mi je bil podpora

²⁰Og han førte mig ut i fritt rum; han frelste mig, for han hadde behag i mig.

²⁰in me je izpeljal na plano, rešil me je, ker me je ljubil.

²¹Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, han betalte mig efter mine henders renhet.

²¹Podelil mi je GOSPOD po pravičnosti moji, po čistosti mojih rok mi je povrnil.

²²For jeg tok vare på Herrens veier og vek ikke i ondskap fra min Gud;

²²Kajti držal sem se poti GOSPODOVIH ter se nisem zlobno odvrnil od Boga svojega.

²³for alle hans lover hadde jeg for øie, og fra hans bud vek jeg ikke,

²³Zakaj vse sodbe njegove so bile pred mojimi očmi, in od postav njegovih nisem odstopil.

²⁴og jeg var ulastelig for ham og voktet mig vel for min synd.

²⁴In popolnoma sem mu bil vdan ter sem se varoval, da ne ravnam krivično.

²⁵Og Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, efter min renhet for hans øine.

²⁵In povrnil mi je GOSPOD po pravičnosti moji, po čistosti moji pred njegovimi očmi.

²⁶Mot den fromme viser du dig from, mot den rettvise stridsmann viser du dig rettvis,

²⁶Milosrčnemu se izkazuješ milosrčnega, popolnoma vdanemu se izkazuješ popolnega;

²⁷mot den rene viser du dig ren, mot den forvendte viser du dig vrang*. / {* d.e. gjør du tvert imot hans ønske og forventning.}

²⁷kdor je čist, njemu se kažeš čistega, a popačenemu nasprotnega.

²⁸Elendige folk frelser du, men dine øine er mot de overmodige; dem fornedrer du.

²⁸In ljudstvo ubogo otimlješ, proti prevzetnim pa so tvoje oči, da jih ponižaš.

²⁹For du er mitt lys, Herre, og Herren opklarer mitt mørke.

²⁹Kajti ti si svetilnica moja, o GOSPOD! GOSPOD razjasnjuje tmine moje.

³⁰For ved dig stormer jeg løs på fiendeskarer, ved min Gud springer jeg over murer.

³⁰Kajti s teboj prodiram skozi krdelo, z Bogom svojim preskakujem zid.

³¹Gud, hans vei er fullkommen; Herrens ord er rent, han er et skjold for alle dem som setter sin lit til ham.

³¹Tega Boga mogočnega pot je brezmadežna; govor GOSPODOV je prečiščen; ščit je vsem, ki pribegajo k njemu.

³²For hvem er Gud foruten Herren, og hvem er en klippe foruten vår Gud?

³²Kajti kdo je Bog mogočni razen GOSPODA? in kdo skala razen našega Boga?

³³Gud, han er mitt sterke vern og leder den ulastelige på hans vei.

³³Bog mogočni je močna trdnjava moja in vodi v popolnosti mojo pot.

³⁴Han gir ham føtter likesom hindene og stiller mig på mine høider.

³⁴Stori noge moje enake jelenjim in me stavi na višine moje.

³⁵Han oplærer mine hender til krig, så mine armer spenner kobberbuen.

³⁵Vadi za boj roke moje, da napnem z ramo svojo lok bronasti.

³⁶Og du gir mig din frelse til skjold, og din mildhet gjør mig stor.

³⁶Dal si mi tudi zveličanja svojega ščit, in ljubeznivost tvoja me je poveličala.

³⁷Du gjør rummet vidt for mine skritt under mig, og mine ankler vakler ikke.

³⁷Razširil si prostor korakom mojim pod mano, in členki mojih nog niso omagovali.

³⁸Jeg vil forfølge mine fiender og ødelegge dem, og jeg vender ikke tilbake før jeg har gjort ende på dem.

³⁸Zasledoval sem sovražnike svoje in jih zatiral, in nisem se vrnil, dokler niso bili pokončani.

³⁹Jeg gjør ende på dem og knuser dem, så de ikke kan reise sig; de faller under mine føtter.

³⁹Pokončal sem jih in zdrobil, da ne morejo vstati, da, padli so mi pod noge.

⁴⁰Og du omgjorder mig med kraft til krig, du bøier mine motstandere under mig.

⁴⁰Ker ti si me opasal z močjo za boj, upognil si podme nje, ki so se vzpenjali zoper mene.

⁴¹Og mine fiender lar du vende mig ryggen, mine avindsmenn utrydder jeg.

⁴¹In zapodil si v beg sovražnike moje, da jih ugonobim, ki me sovražijo.

⁴²De ser sig om, men der er ingen frelser - efter Herren, men han svarer dem ikke.

⁴²Ozirali so se, a ni ga bilo, ki bi jih rešil – h GOSPODU, a ni jih uslišal.

⁴³Og jeg knuser dem som jordens støv; jeg sønderknuser dem, tramper dem ned som søle på gatene.

⁴³Tedaj sem jih strl kakor prah zemlje, pogazil in razteptal sem jih kakor blato na ulicah.

⁴⁴Og du redder mig fra mitt folks kamper, du bevarer mig til å være hode for hedninger; folkeferd som jeg ikke kjenner, tjener mig.

⁴⁴Ti si me tudi otel iz prepirov ljudstva mojega in si me ohranil, da bodem narodom za glavo; ljudstvo, ki ga nisem poznal, mi bo služilo.

⁴⁵Fremmede kryper for mig; bare de hører om mig, blir de mig lydige.

⁴⁵Tujci se mi bodo vdajali z laskanjem; komaj začujejo o meni, se mi bodo pokorili.

⁴⁶Fremmede visner bort og går bevende ut av sine borger.

⁴⁶Tujci bodo koprneli in pritrepetavali iz gradov svojih.

⁴⁷Herren lever, og priset er min klippe, og ophøiet er min frelses klippefaste Gud,

⁴⁷Živ je GOSPOD; in hvaljena bodi skala moja in naj se povišuje Bog, skala rešenja mojega,

⁴⁸den Gud som gir mig hevn og legger folkeferd under mig,

⁴⁸ta Bog mogočni, ki mi daje maščevanje in spravlja ljudstva podme

⁴⁹og som fører mig ut fra mine fiender; over mine motstandere ophøier du mig, fra voldsmannen redder du mig.

⁴⁹in me izpeljava izsredi sovražnikov mojih. Da, ti me povzdiguješ nadnje, ki vstajajo zoper mene, siloviteža me otimlješ.

⁵⁰Derfor vil jeg prise dig, Herre, blandt hedningene og lovsynge ditt navn.

⁵⁰Zato te bom hvalil, o GOSPOD, med narodi in psalme prepeval imenu tvojemu.Veliko in obilo rešenje daje kralju svojemu in milost izkazuje maziljencu svojemu, Davidu, in semenu njegovemu na veke.

⁵¹Han gjør frelsen stor for sin konge, og han gjør miskunnhet mot sin salvede, mot David og mot hans ætt til evig tid.

⁵¹Veliko in obilo rešenje daje kralju svojemu in milost izkazuje maziljencu svojemu, Davidu, in semenu njegovemu na veke.