¹Dette er de ord Moses talte til hele Israel i ørkenen på hin side* Jordan, i ødemarken, midt imot Suf, mellem Paran og Tofel og Laban og Haserot og Di-Sahab, / {* østenfor.}

¹To so besede, ki jih je Mojzes govoril vsemu Izraelu vzhodno od Jordana v puščavi, v nižini [Hebr. Araba, t. j. nižina ob Jordanu in Mrtvem morju.] nasproti Sufu, med Paranom in Tofelom in Labanom in Hazerotom in Dizahabom.

²elleve dagsreiser fra Horeb efter den vei som fører til Se'ir-fjellene, til Kades-Barnea.

²Enajst dni hoda je to od Horeba, na poti na Seirsko goro, do Kades-barnee.

³Det var i det firtiende år, i den ellevte måned, på den første dag i måneden Moses talte til Israels barn og bar frem alt det Herren hadde befalt ham å tale til dem,

³V štiridesetem letu, prvi dan enajstega meseca, je govoril Mojzes Izraelovim sinovom vse, kar mu je bil GOSPOD zapovedal zanje;

⁴efterat han hadde slått Sihon, amorittenes konge, som bodde i Hesbon, og ved Edre'i hadde slått Og, kongen i Basan, som bodde i Astarot.

⁴potem ko je bil porazil Sihona, kralja Amorejcev, ki je prebival v Hesbonu, in Oga, kralja basanskega, ki je prebival v Astarotu in v Edreju.

⁵På hin side Jordan, i Moabs land, tok Moses sig fore å utlegge denne lov og sa:

⁵Onostran Jordana, v deželi Moabovi, je začel Mojzes razlagati ta zakon, rekoč:

⁶Herren vår Gud talte til oss ved Horeb og sa: Lenge nok har I opholdt eder ved dette fjell.

⁶GOSPOD, Bog naš, nam je govoril na Horebu takole: Dosti dolgo ste prebivali na tej gori;

⁷Bryt nu op og gi eder på veien til amoritter-fjellene og til alle de folk som bor deromkring, i ødemarken, i fjellbygdene og i lavlandet og i sydlandet og ved havstranden, til kana'anittenes land og til Libanon, helt til den store elv, elven Frat.

⁷obrnite se in odpotujte ter pojdite h gorovju Amorejcev in k vsem njih sosedom v nižini na gorovju in v nižavi, proti Jugu in proti morskemu obrežju, v deželo Kanaanca in k Libanonu, tja do reke, do velereke Evfrata.

⁸Se, jeg har gitt landet i eders vold; dra avsted og innta det land som Herren har tilsvoret eders fedre Abraham, Isak og Jakob å ville gi dem og deres ætt efter dem!

⁸Poglejte, izročam vam to deželo; pojdite vanjo in posedite deželo, za katero je GOSPOD prisegel vašim očetom, Abrahamu, Izaku in Jakobu, da jo hoče dati njim in njih semenu za njimi.

⁹Dengang sa jeg til eder: Jeg makter ikke alene å bære eder.

⁹A jaz sem vam rekel v tistem času: Ne morem vas nositi sam.

¹⁰Herren eders Gud har gjort eder tallrike, så I idag er som stjernene på himmelen i mengde;

¹⁰GOSPOD, vaš Bog, vas je razmnožil, da vas je danes, glejte, mnogo kakor zvezd na nebu.

¹¹og måtte bare Herren, eders fedres Gud, gjøre eder tusen ganger flere enn I er, og velsigne eder, som han har tilsagt eder!

¹¹GOSPOD, očetov vaših Bog, razmnóži vas še tisočkrat in blagoslovi vas, kakor vam je obljubil!

¹²Men hvorledes kan jeg alene bære strevet og møien med eder og alle eders tretter?

¹²Kako pa naj sam prenašam vaše težave, vaše breme in vaše prepire?

¹³Kom med nogen vise og forstandige og prøvede menn fra hver av eders stammer! Så vil jeg sette dem til høvdinger over eder.

¹³Oskrbite si modre može, razumne in poznane po vaših rodovih, da vam jih postavim za poglavarje.

¹⁴Da svarte I mig: Det er både rett og godt det du sier.

¹⁴In odgovorili ste mi, rekoč: Reč, o kateri praviš, je dobra, da jo storimo.

¹⁵Så tok jeg høvdingene for eders stammer, vise og prøvede menn, og satte dem til høvdinger over eder, nogen over tusen og nogen over hundre og nogen over femti og nogen over ti, og jeg gjorde dem til tilsynsmenn over eders stammer.

¹⁵Vzel sem torej načelnike vaših rodov, modre može in poznane, in postavil sem vam jih za poglavarje, za vojvode čez tisoč, vojvode čez sto, vojvode čez petdeset in vojvode čez deset, in za oblastnike po vaših rodovih.

¹⁶Dengang bød jeg også eders dommere og sa: Hør på de saker som eders brødre har sig imellem, og døm med rettferdighet mellem en mann og hans bror eller en fremmed som bor hos ham!

¹⁶In naročil sem takrat sodnikom vašim, rekoč: Zaslišujte pravde svojih bratov in pravično sodite vsakega in njegovega brata in tujca, ki biva ž njim.

¹⁷I skal ikke gjøre forskjell på folk når I dømmer; den minste som den største skal I høre på. I skal ikke være redde for nogen, for dommen hører Gud til. Men om nogen sak er for vanskelig for eder, skal I føre den frem for mig; så vil jeg høre på den.

¹⁷Ne ozirajte se na osebe v sodbi, temuč poslušajte malega kakor velikega; nikogar se ne bojte, zakaj Božja je sodba. Zadeva pa, ki bi vam bila pretežka, dejte, da pride predme, da jo slišim.

¹⁸Og på samme tid bød jeg eder alt det I skulde gjøre.

¹⁸In zapovedal sem vam takrat vse, kar naj delate.

¹⁹Så brøt vi op fra Horeb og drog gjennem hele den store og forferdelige ørken som I har sett, på veien til amoritter-fjellene, således som Herren vår Gud bød oss; og vi kom til Kades-Barnea.

¹⁹Tedaj smo odrinili s Horeba in šli skozi vso to puščavo, ki je velika in grozovita, kakor ste videli, po poti v gorovje Amorejcev, kakor nam je bil zapovedal GOSPOD, Bog naš; in prišli smo v Kades-barneo.

²⁰Da sa jeg til eder: Nu er I kommet til amoritter-fjellene, som Herren vår Gud vil gi oss.

²⁰Tu sem vam rekel: Prišli ste h gorovju Amorejcev, katero nam daje GOSPOD, Bog naš.

²¹Se, Herren din Gud har gitt landet i din vold; dra op og innta det, som Herren, dine fedres Gud, har tilsagt dig! Frykt ikke og vær ikke redd!

²¹Poglej, izročil ti je deželo GOSPOD, Bog tvoj: pojdi gori, posedi jo, kakor ti je obljubil GOSPOD, očetov tvojih Bog. Ne boj se in ne plaši se!

²²Da kom I til mig alle sammen og sa: La oss sende folk i forveien for oss, så de kan utspeide landet for oss og gi oss beskjed om hvad vei vi skal dra dit op, og hvad byer vi kommer til!

²²Nato ste vsi pristopili k meni in dejali: Naj pošljemo može pred seboj, da nam razgledajo to deželo ter nam povedo, po kateri poti naj gremo vanjo in v katera mesta pridemo.

²³Dette syntes jeg godt om, og jeg tok ut blandt eder tolv menn, én mann for hver stamme.

²³To se mi je dobro videlo; vzel sem torej izmed vas dvanajst mož, iz vsakega rodu enega.

²⁴Og de tok avsted og drog op i fjellene og kom til Eskol-dalen; og de utspeidet landet.

²⁴Ti so krenili na pot in so šli v gore in prišli do potoka Eškola in si jo ogledali;

²⁵Og de tok med sig av landets frukter ned til oss, og de gav oss beskjed tilbake og sa: Det land som Herren vår Gud vil gi oss, er et godt land.

²⁵in so vzeli s sabo od tiste dežele sadu in prinesli sem k nam, in so nam sporočili, govoreč: Dobra je dežela, ki nam jo hoče dati GOSPOD, Bog naš.

²⁶Men I vilde ikke dra dit op; I var gjenstridige mot Herrens, eders Guds ord.

²⁶Ali niste hoteli iti gori; upirali ste se povelju GOSPODA, Boga svojega,

²⁷Og I knurret i eders telter og sa: Herren hater oss; derfor har han ført oss ut av Egyptens land og vil gi oss i amorittenes hånd og ødelegge oss.

²⁷in mrmrali ste po šatorih in govorili: GOSPOD nam je sovražen, zato nas je odpeljal iz Egiptovske dežele, da nas da Amorejcem v pest, da nas pokončajo.

²⁸Hvad er det for et land vi skal dra op til! Våre brødre har gjort vårt hjerte mistrøstig ved å si: Det er et folk som er større og høiere enn vi, og de har store byer med murer som når til himmelen; og der så vi også anakittenes barn.

²⁸Kam hočemo iti? Naši bratje so nam v obup zapeljali srce, govoreč: To ljudstvo je večje in višje postave od nas, mesta so velika in do neba obzidana, vrhutega smo tam videli sinove Enakimov.

²⁹Da sa jeg til eder: I skal ikke forferdes og ikke være redde for dem;

²⁹Pa sem vam rekel: Ne strašite se in ne boj te se jih!

³⁰Herren eders Gud, som går foran eder, han skal stride for eder, således som I så han gjorde for eder i Egypten

³⁰GOSPOD, Bog vaš, ki gre pred vami, se bo bojeval za vas, prav kakor vam je storil v Egiptu pred vašimi očmi

³¹og i ørkenen du har sett, der hvor Herren din Gud bar dig som en mann bærer sitt barn, på hele den vei I har vandret til I kom til dette sted.

³¹in v puščavi, kjer si videl, da te je nosil GOSPOD, Bog tvoj, liki mož, ki nosi svojega sinčka, po vsej poti, po kateri ste šli, dokler niste dospeli do tega kraja.

³²Men allikevel trodde I ikke på Herren eders Gud,

³²A navzlic temu niste verovali v GOSPODA, Boga svojega,

³³han som gikk foran eder på veien for å søke ut leirplass for eder, om natten i en ild, så I kunde se den vei I skulde gå, og om dagen i en sky.

³³ki je hodil po poti pred vami, da vam poišče mesta, kjer naj bi si razpeli šatore, po noči v ognju, da vidite pot, po kateri vam je iti, a po dne v oblaku.

³⁴Da Herren hørte eders tale, blev han vred og svor:

³⁴Ko pa je GOSPOD slišal glas vaših besed, se je razsrdil in prisegel, rekoč:

³⁵Sannelig, ikke nogen av disse menn, av denne onde slekt, skal se det gode land jeg har svoret å ville gi eders fedre -

³⁵Nobeden teh mož, nihče iz tega hudega rodu ne bo videl tiste dobre dežele, za katero sem prisegel njih očetom, da jim jo dam,

³⁶ingen uten Kaleb, Jefunnes sønn; han skal få se det; ham og hans barn vil jeg gi det land han har trådt på med sin fot, for han har trolig fulgt Herren.

³⁶razen Kaleba, sinu Jefunovega, on jo bo videl: njemu in njegovim otrokom hočem dati deželo, po kateri je stopal, zato ker je zvesto hodil za GOSPODOM.

³⁷Også mig blev Herren vred på for eders skyld og sa: Heller ikke du skal komme der inn.

³⁷Tudi nad menoj se je srdil GOSPOD zaradi vas in rekel: Tudi ti ne prideš vanjo.

³⁸Josva, Nuns sønn, som går dig til hånde, han skal komme der inn; styrk ham, for han skal skifte det ut til arv blandt Israel.

³⁸Jozue, sin Nunov, ki ti služi, pride vanjo: njega ohrabri! zakaj on razdeli Izraelu dediščino.

³⁹Og eders barn, som I sa vilde bli til rov, og eders sønner, som ennu ikke kan skille godt fra ondt, de skal komme der inn, dem vil jeg gi det, og de skal ta det i eie.

³⁹Otročiči vaši pa, o katerih ste dejali, da pridejo v plen, in sinovi vaši, ki še ne poznajo ne dobrega, ne hudega, ti pridejo vanjo, njim jo dam in oni jo posedejo.

⁴⁰Men vend I om og ta ut i ørkenen, på veien til det Røde Hav!

⁴⁰Vi pa se obrnite in popotujte v puščavo po poti k Rdečemu morju.

⁴¹Da svarte I og sa til mig: Vi har syndet mot Herren; nu vil vi dra op og stride, således som Herren vår Gud har befalt oss. Og I omgjordet eder med eders stridsvåben hver og en, og I holdt det for en lett sak å dra op i fjellene.

⁴¹Tedaj ste odgovorili in mi rekli: Grešili smo zoper GOSPODA; hočemo pa iti gori in se bojevati, prav kakor nam je zapovedal GOSPOD, Bog naš. In pripasali ste si vsak svoj meč, in lahkomiselno ste ubrali pot v gorovje.

⁴²Da sa Herren til mig: Si til dem: I skal ikke dra op, og I skal ikke stride; for jeg er ikke med eder; I kommer bare til å bli slått av eders fiender.

⁴²GOSPOD pa mi je rekel: Véli jim, ne hodite gori in ne bojujte se, zakaj jaz nisem med vami, da ne boste poraženi pred sovražniki svojimi.

⁴³Og jeg talte til eder, men I hørte ikke på mig; I var gjenstridige mot Herrens ord og dristet eder til å dra op i fjellene.

⁴³To sem vam povedal, toda vi niste poslušali, temuč uprli ste se povelju GOSPODOVEMU in v prevzetnosti svoji šli na gorovje.

⁴⁴Da drog amorittene, som bodde der i fjellene, ut mot eder, og de forfulgte eder likesom en bisverm, og de slo eder sønder og sammen i Se'ir og drev eder like til Horma.

⁴⁴Tedaj pridejo vam nasproti Amorejci, ki so bivali na tistem gorovju, in so vas gonili, kakor delajo čebele, in so vas pobijali v Seiru prav do Horme.

⁴⁵Og I vendte tilbake og gråt for Herrens åsyn; men Herren hørte ikke på eders klager og vendte ikke sitt øre til eder.

⁴⁵In ko ste se vrnili, ste jokali pred GOSPODOM, a GOSPOD ni hotel vašega glasu poslušati ter ni nagnil k vam ušesa svojega.Zato ste ostali mnogo dni v Kadesu, kolikor dni ste morali ondi bivati.

⁴⁶Og I måtte bli i Kades i lang tid, hele den tid I var der.

⁴⁶Zato ste ostali mnogo dni v Kadesu, kolikor dni ste morali ondi bivati.