¹Alt har sin tid, og en tid er der satt for hvert foretagende under himmelen.

¹Vse ima svoj določeni čas in vsako početje pod nebom svojo dobo.

²Å fødes har sin tid og å dø har sin tid, å plante har sin tid og å rykke op det som er plantet, har sin tid;

²Je čas rojenja in je čas smrti; je čas, da se sadi, in čas, da se vsajeno izruje;

³å drepe har sin tid og å læge har sin tid; å rive ned har sin tid og å bygge op har sin tid;

³je čas morjenja in čas ozdravljanja, čas podiranja in čas zidanja,

⁴å gråte har sin tid og å le har sin tid; å klage har sin tid og å danse har sin tid;

⁴čas jokanja in čas smejanja, čas žalovanja in čas plesanja,

⁵å kaste bort stener har sin tid og å samle stener har sin tid; å ta i favn har sin tid og å holde sig fra favntak har sin tid;

⁵čas razmetavanja kamenov in čas zbiranja kamenov, čas objemanja in čas, zdrževati se objemanja,

⁶å søke har sin tid og å tape har sin tid; å gjemme har sin tid og å kaste bort har sin tid;

⁶čas iskanja in čas izgubljanja, čas spravljanja in čas zametanja,

⁷å sønderrive har sin tid og å sy sammen har sin tid; å tie har sin tid og å tale har sin tid;

⁷čas, da se raztrga, in čas, da se sešije, čas molčanja in čas govorjenja,

⁸å elske har sin tid og å hate har sin tid; krig har sin tid og fred har sin tid.

⁸čas ljubezni in čas sovraštva, čas vojne in čas miru.

⁹Hvad vinning har den som gjør noget, av det strev han har med det?

⁹Kaj ima koristi, kdor karkoli dela, od tega, s čimer se trudi?

¹⁰Jeg så den plage som Gud har gitt menneskenes barn å plage sig med.

¹⁰Videl sem trudno opravilo, ki ga je Bog dal otrokom človeškim, da se ž njim ukvarjajo.

¹¹Alt har han gjort skjønt i sin tid; også evigheten har han lagt i deres hjerte, men således at mennesket ikke til fulle kan forstå det verk Gud har gjort, fra begynnelsen til enden.

¹¹On je vse storil, da je lepo ob svojem času; tudi večnost jim je položil v srce, samo da ne more človek doumeti dela, ki ga je Bog napravil, od začetka do konca.

¹²Jeg skjønte at de intet annet gode har enn å glede sig og å gjøre sig til gode i livet;

¹²Spoznal sem, da ni nič boljšega med njimi, nego da se veselé in delajo dobro v življenju svojem;

¹³men når et menneske, hvem det så er, får ete og drikke og unne sig gode dager til gjengjeld for alt sitt strev, så er også det en Guds gave.

¹³pa tudi, ko človek jé in pije in uživa dobro pri vsem trudu svojem, da je to vsakemu dar Božji.

¹⁴Jeg skjønte at alt hvad Gud gjør, det varer evig; intet kan legges til og intet kan tas fra. Så har Gud gjort det, forat vi skal frykte ham.

¹⁴Spoznal sem, da bode vse, kar Bog dela, za večno: nič se temu ne more prideti, nič od tega vzeti; in Bog je to storil, da se ga boje.

¹⁵Hvad der er, det var allerede før, og hvad der skal bli, det har også vært før; Gud søker frem igjen det forgangne.

¹⁵Kar je, je bilo že preje, in kar bode, je bilo zdavnaj, in Bog gleda, da pride na svetlo, kar je minilo.

¹⁶Fremdeles så jeg under solen at på dommersetet, der satt gudløsheten, og hvor rettferdighet skulde råde, der rådet gudløshet.

¹⁶Dalje sem videl pod solncem: na mestu sodbe je bila nepravda in na mestu pravičnosti je bila brezbožnost.

¹⁷Da sa jeg i mitt hjerte: Gud skal dømme den rettferdige så vel som den gudløse; for hos ham er det fastsatt en tid for hvert foretagende og for alt hvad som gjøres.

¹⁷Rekel sem v srcu svojem: Bog bo sodil pravičnega in brezbožnega, zakaj on je določil čas vsakemu počenjanju in vsakemu delu.

¹⁸Jeg sa i mitt hjerte: Dette skjer for menneskenes barns skyld, forat Gud kan prøve dem, og forat de kan se at de i sig selv ikke er annet enn dyr;

¹⁸Rekel sem v srcu svojem: Zaradi otrok človeških se tako godi, da jih Bog izkusi in da vidijo, da sami ob sebi so kakor živina.

¹⁹for det går menneskenes barn som det går dyrene; den samme skjebne rammer dem; som den ene dør, så dør den andre, og en livsånde har de alle; mennesket har ikke noget fortrin fremfor dyret; for alt er tomhet.

¹⁹Kajti kar se naključi otrokom človeškim in kar se naključi živalim, je ista naključba: kakor te umrjo, umrjo tudi oni, in enak dih imajo vsi, in človek nima prednosti proti živini; zakaj vse je ničemurnost.

²⁰De farer alle til ett sted; de er alle blitt til av støvet, og de vender alle tilbake til støvet.

²⁰Vse gre na eno mesto; vse je postalo iz prahu in vse se vrača zopet v prah.

²¹Hvem vet om menneskenes ånd stiger op, og om dyrets ånd farer ned til jorden?

²¹Kdo pozna dih otrok človeških, če gre navzgor, in dih živine, če gre navzdol k zemlji?Tako sem videl, da ni nič boljšega, nego da se človek veseli del svojih, zakaj to je delež njegov. Kajti kdo ga privede nazaj, da bi videl, kaj bode za njim?

²²Og jeg så at intet er bedre for mennesket enn at han gleder sig ved sitt arbeid; for det er det gode som blir ham til del; for hvem lar ham få se det som skal komme efter ham?

²²Tako sem videl, da ni nič boljšega, nego da se človek veseli del svojih, zakaj to je delež njegov. Kajti kdo ga privede nazaj, da bi videl, kaj bode za njim?