1Fremdeles så jeg alle de voldsgjerninger som skjer under solen; jeg så de undertryktes gråt - det var ingen som trøstet dem; jeg så voldsmennene bruke makt mot dem, og det var ingen som trøstet dem.
1In obrnil sem se in sem videl vse stiskanje, kar se ga godi pod solncem; in glej, solze stiskanih, in niso imeli tolažitelja; in na strani njih tlačiteljev je bila moč in ni jim bilo tolažitelja.
2Da priste jeg de døde, de som allerede hadde fått dø, lykkelige fremfor de levende, de som ennu var i live,
2Zato sem blagroval mrtve, ki so bili davno umrli, bolj nego žive, ki so še v življenju;
3men fremfor dem begge priste jeg lykkelig den som ennu ikke er til, som ikke har sett de onde gjerninger som skjer under solen.
3in za srečnejšega nego oboje sem štel njega, ki ga še ni bilo, ki še ni videl zlega dejanja, ki se godi pod solncem.
4Og jeg så at alt strev og all dyktighet i arbeid har sin grunn i at den enes ærgjerrighet er større enn den andres, også det er tomhet og jag efter vind.
4Tedaj sem videl ves trud in ves uspeh v delu, da zaradi tega zavidajo drug drugemu. Tudi to je ničemurnost in lovljenje vetra!
5Dåren legger hendene i fanget og tærer på sitt eget kjøtt.
5Bedak sklepa roke in jé svoje lastno meso.
6Bedre er en håndfull ro enn begge never fulle av strev og jag efter vind.
6Boljša je peščica s pokojem nego dve pesti, polni truda in lovljenja vetra.
7Og ennu mere tomhet blev jeg var under solen:
7In obrnil sem se in sem videl ničemurnost pod solncem:
8Stundom står en mann alene og har ingen annen med sig, hverken sønn eller bror, og allikevel er det ingen ende på alt hans strev, og hans øine blir ikke mette av rikdom. Men hvem strever jeg for og nekter mig selv det som godt er? Også det er tomhet, og en ond plage er det.
8Samec je in nima druga, tudi nima sina, ne brata, a mnogemu trudu njegovemu ni konca; pri vsem tem se ne nasitijo bogastva oči njegove. Ne misli: Za koga se trudim in kratim duši svoji dobro? Tudi to je ničemurnost in prehudo opravilo.
9Bedre å være to enn én, for de har god lønn for sitt strev;
9Bolje je dvema nego enemu, ker imata dobro plačilo za svoj trud.
10om de faller, kan den ene reise sin stallbror op; men stakkars den som er alene, for faller han, har han ingen til å reise sig op!
10Zakaj če padeta, vzdigne tovariš tovariša; ali gorje samemu, ko pade in nima druga, da bi ga vzdignil!
11Likeledes når to ligger sammen, så blir de varme; men hvorledes kan den som ligger alene, bli varm?
11Tudi kadar dva vkup ležita, se grejeta; a kako se hoče kdo zgreti, ko je sam?
12Og om nogen kan vinne over den som er alene, så kan to holde stand mot ham, og en tredobbelt tråd sønderrives ikke så snart.
12In če enega siloma napadejo, se dva v bran postavita; in trojna vrvica se ne raztrga lahko.
13Bedre å være en fattig og vis ungdom enn en gammel dåre av en konge, som ikke mere har forstand nok til å la sig advare;
13Boljši ubog in moder deček nego star in bedast kralj, ki nima več toliko uma, da bi se dal posvariti.
14for fra fengslet kommer den ene ut og blir konge*; den andre blir fattig, enda han er født i sitt kongedømme. / {* som Josef; 1MO 41, 41 fg.}
14Zakaj iz jetnišnice je prišel deček, da bi kraljeval, čeprav se je ubog rodil v kraljestvu njegovem.
15Jeg så alle de levende som ferdes under solen, følge med den unge mann, han den nye, som skulde trede i den gamles* sted. / {* kongens.}
15Videl sem vse živeče, ki hodijo pod solncem, da so bili pri dečku, drugem, ki je imel stopiti na onega mesto;ni bilo konca vsemu tistemu ljudstvu, ki mu je bil na čelu; a potomci se ga ne bodo veselili. Res, tudi to je ničemurnost in lovljenje vetra.
16Det var ingen ende på alt det folk han var fører for. Allikevel har efterkommerne ingen glede av ham, for også dette er tomhet og jag efter vind.
16ni bilo konca vsemu tistemu ljudstvu, ki mu je bil na čelu; a potomci se ga ne bodo veselili. Res, tudi to je ničemurnost in lovljenje vetra.
17Vokt din fot når du går til Guds hus! Å komme dit for å høre er bedre enn når dårene bærer frem offer; for de vet ikke at de gjør ondt.