¹Og Herren talte til Moses: Dra nu bort herfra, både du og det folk som du har ført op fra Egyptens land, til det land jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, da jeg sa: Din ætt vil jeg gi det;

¹In GOSPOD je govoril Mojzesu: Vstani, potuj gori odtod, ti in ljudstvo, ki si ga pripeljal iz dežele Egiptovske, v deželo, o kateri sem prisegel Abrahamu, Izaku in Jakobu in govoril: Semenu tvojemu jo hočem dati;

²og jeg vil sende en engel foran dig og drive ut kana'anittene, amorittene og hetittene og ferisittene og hevittene og jebusittene.

²In pošljem angela pred teboj in izženem Kanaance, Amorejce in Hetejce in Ferizejce, Hevejce in Jebusejce;

³Dra op til et land som flyter med melk og honning; jeg vil ikke selv dra op med dig, fordi du er et hårdnakket folk; jeg vilde ellers komme til å ødelegge dig på veien.

³potuj v deželo, v kateri teče med in mleko; zakaj jaz ne pojdem med vami, ker si trdovratno ljudstvo, da te ne pokončam kje na potu.

⁴Da folket hørte denne hårde tale, sørget de, og ingen tok sine smykker på sig.

⁴In ko je ljudstvo slišalo to hudo poročilo, so žalovali, in nihče ni oblekel lepotine svoje.

⁵For Herren sa til Moses: Si til Israels barn: I er et hårdnakket folk; drog jeg endog bare et øieblikk op med dig, så måtte jeg ødelegge dig; men legg nu dine smykker av dig, så jeg kan vite hvad jeg skal gjøre med dig.

⁵Zakaj GOSPOD je bil rekel Mojzesu: Reci sinovom Izraelovim: Ljudstvo trdovratno ste vi; ako bi šel en trenotek med vami, bi te pokončal. In sedaj odloži lepotičje svoje, da bom vedel, kaj naj ti storim.

⁶Da tok Israels barn sine smykker av og bar dem ikke mere, efterat de hadde draget fra fjellet Horeb.

⁶In sneli so sinovi Izraelovi lepotičje s sebe pri gori Horebski.

⁷Men Moses tok et telt og slo det op utenfor leiren et godt stykke fra; han kalte det sammenkomstens telt, og enhver som søkte Herren, gikk ut til sammenkomstens telt utenfor leiren.

⁷In Mojzes vzame šator in si ga razpne zunaj tabora, daleč od taborišča, in ga je imenoval: Šator shoda. In bilo je, da je vsakdo, ki je iskal GOSPODA, hodil k šatoru shoda, ki je bil zunaj tabora.

⁸Og hver gang Moses gikk ut til teltet, reiste hele folket sig, og de stod hver i døren til sitt telt og så efter Moses, til han var kommet inn i teltet.

⁸In kadarkoli je šel Mojzes ven k Šatoru, je vstalo vse ljudstvo, in vsakteri je stal ob vhodu šatora svojega in gledal za Mojzesom, dokler ni stopil v Šator.

⁹Og når Moses var kommet inn i teltet, da senket skystøtten sig og stod i døren til teltet, og han* talte med Moses. / {* Herren.}

⁹Ko je pa Mojzes stopil v Šator, je prišel doli oblakov steber in stal ob vhodu Šatora, in GOSPOD je govoril z Mojzesom.

¹⁰Og alt folket så skystøtten stå i døren til teltet, og alt folket reiste sig og bøide sig hver i døren til sitt telt.

¹⁰In videlo je vse ljudstvo oblakov steber ob vhodu v Šator; in vse ljudstvo je vstajalo in se poklanjalo, vsak ob vhodu šatora svojega.

¹¹Og Herren talte til Moses åsyn til åsyn, likesom en mann taler med sin næste. Så vendte han tilbake til leiren, men hans tjener Josva, Nuns sønn, en ung mann, vek ikke fra teltet.

¹¹In GOSPOD je govoril z Mojzesom iz obličja v obličje, kakor govori človek s prijateljem svojim. Potem se je vrnil v tabor; njegov strežnik pa, Jozue, sin Nunov, mladenič, ni šel iz Šatora.

¹²Og Moses sa til Herren: Se, du sier til mig: Før dette folk op! Men du har ikke latt mig vite hvem du vil sende med mig, enda du selv har sagt: Jeg kjenner dig ved navn, og du har funnet nåde for mine øine.

¹²In Mojzes reče GOSPODU: Glej, ti mi velevaš: Vodi to ljudstvo gori, a nisi mi ga dal spoznati, koga pošlješ z menoj, čeprav si rekel: Poznam te po imenu, in našel si milost v mojih očeh.

¹³Dersom jeg nu har funnet nåde for dine øine, så la mig se din vei, så jeg kan kjenne dig og finne nåde for dine øine, og kom i hu at dette folk er ditt folk!

¹³Zdaj torej, če sem našel milost v tvojih očeh, mi pokaži pot svojo, da te spoznam in vem, čemu najdem milost v tvojih očeh; in glej, ta narod je tvoje ljudstvo.

¹⁴Da sa han: Mitt åsyn* skal gå med, og jeg vil føre dig til hvile. / {* d.e. jeg selv.}

¹⁴On pa reče: Obličje moje te bo spremljalo, in dam ti pokoj.

¹⁵Men han sa til ham: Dersom ditt åsyn ikke går med, da la oss ikke dra op herfra!

¹⁵In Mojzes mu reče: Ako nas ne bo spremljalo obličje tvoje, ne pelji nas iz tega kraja.

¹⁶Hvorav kan jeg da vite at jeg har funnet nåde for dine øine, jeg og ditt folk, medmindre du går med oss, så jeg og ditt folk blir æret fremfor alle folkeslag på jorden?

¹⁶In po čem naj bo vendar očitno, da sem našel milost v tvojih očeh, jaz in ljudstvo tvoje? Ne li po tem, da hodiš z nami in smo odlikovani, jaz in ljudstvo tvoje, izmed vseh ljudstev, kar jih je na površju zemlje?

¹⁷Da sa Herren til Moses: Også det du nu ber om, vil jeg gjøre; for du har funnet nåde for mine øine, og jeg kjenner dig ved navn.

¹⁷In GOSPOD reče Mojzesu: Tudi to reč, ki si jo govoril, hočem storiti, kajti našel si milost v mojih očeh in poznam te po imenu.

¹⁸Men han sa: La mig da få se din herlighet!

¹⁸On pa reče: Pokaži mi, prosim, slavo svojo!

¹⁹Og han sa: Jeg vil la all min godhet gå forbi ditt åsyn, og jeg vil rope ut Herrens navn for ditt åsyn; for jeg vil være nådig mot den som jeg er nådig imot, og miskunne mig over den som jeg miskunner mig over.

¹⁹In odgovori: Storim, da pojde mimo tebe vsa dobrota moja, in klical bom ime GOSPODOVO pred teboj; in milostiv bodem, komur hočem biti milostiv, in usmilim se, kogar se hočem usmiliti.

²⁰Og han sa: Du kan ikke se mitt åsyn; for intet menneske kan se mig og leve.

²⁰In reče: Ne moreš videti obličja mojega, zakaj človek me ne more videti in ostati živ.

²¹Derefter sa Herren: Se, her tett ved mig er et sted; still dig der på berget,

²¹In GOSPOD reče: Glej, prostor je pri meni, tu se postavi na skalo.

²²og når min herlighet går forbi, da vil jeg la dig stå i fjellkløften, og jeg vil dekke med min hånd over dig til jeg er gått forbi;

²²In zgodi se, ko pojde mimo slava moja, da te postavim v skalno razpoko in te pokrijem z roko svojo, dokler ne preidem mimo.Potem odmaknem roko svojo, in videl me boš odzadaj, a obličja mojega ne bode videti.

²³så vil jeg ta min hånd bort; da kan du se mig bakfra, men mitt åsyn kan ingen se.

²³Potem odmaknem roko svojo, in videl me boš odzadaj, a obličja mojega ne bode videti.