¹Så fikk han høre at Labans sønner hadde sagt: Jakob har tatt alt det som vår far eide, og av det som vår far eide, har han lagt sig til all denne rikdom.

¹Slišal pa je Jakob besede sinov Labanovih, govorečih: Vzel je Jakob, karkoli je imel naš oče, in iz imetja našega očeta si je pridobil vso tisto slavo.

²Og Jakob så på Labans ansikt at han ikke var den samme mot ham som før.

²Videl je tudi Jakob obličje Labanovo, in glej, ni bilo do njega kakor poprej.

³Og Herren sa til Jakob: Vend tilbake til dine fedres land og ditt eget folk, og jeg vil være med dig.

³In GOSPOD je velel Jakobu: Vrni se v deželo očetov svojih in k sorodovini svoji, in bodem s teboj.

⁴Da sendte Jakob bud efter Rakel og Lea og bad dem komme ut på marken, hvor han var med sin buskap.

⁴In pošlje Jakob in pokliče Rahelo in Lejo na polje k svoji čredi

⁵Og han sa til dem: Jeg ser på eders fars ansikt at han ikke er den samme mot mig som før; men min fars Gud har vært med mig.

⁵in jima reče: Vidim, da obličje očeta vajinega ni do mene kakor poprej; toda Bog očeta mojega je bil pri meni.

⁶Og I vet selv at jeg av all min evne har tjent eders far.

⁶In vedve vesta, da sem po vsej svoji moči služil vajinemu očetu.

⁷Men eders far har sveket mig og forandret min lønn ti ganger; men Gud lot ham ikke få gjøre mig noget ondt.

⁷Oče vajin pa me je varal in premenil plačilo moje desetkrat, a Bog mu ni dovolil, da bi me oškodoval.

⁸Når han sa: Det flekkete skal være din lønn, da fikk alt småfeet flekkete unger, og når han sa: Det stripete skal være din lønn, da fikk alt småfeet stripete unger.

⁸Ako je rekel: Kar je pestrega, bodi plačilo tvoje, tedaj so rodile vse črede pestro; ko je pa tako rekel: Kar je progastega, bodi plačilo tvoje, tedaj so rodile vse črede progasto.

⁹Således tok Gud eders fars fe fra ham og gav mig det.

⁹Bog torej je vzel blago vajinega očeta in ga dal meni.

¹⁰Og ved den tid småfeet parret sig, så jeg frem for mig i drømme og fikk se at bukkene som parret sig med småfeet, var stripete, flekkete og prikkete.

¹⁰Ob času namreč, ko se mrkajo ovce, sem povzdignil oči in videl v sanjah, in glej, ovni, ki zaskakujejo ovce, so pisani, marogasti in grahasti.

¹¹Og Guds engel sa til mig i drømmen: Jakob! Og jeg sa: Ja, her er jeg.

¹¹In angel Božji mi reče v sanjah: Jakob! In rečem: Glej, tu sem.

¹²Da sa han: Se nu frem for dig, så skal du få se at alle bukkene som parrer sig med småfeet, er stripete, flekkete og prikkete; for jeg har sett alt det Laban gjør mot dig.

¹²In veli: Povzdigni sedaj oči in poglej vse ovne, ki zaskakujejo ovce, da so progasti in pisani in grahasti; kajti videl sem vse, kar ti dela Laban.

¹³Jeg er den Gud som du så i Betel, der hvor du salvet en minnesten, og hvor du gjorde mig et løfte; gjør dig nu rede og dra bort fra dette land, og vend tilbake til ditt fødeland.

¹³Jaz sem Bog mogočni iz Betela, kjer si pomazilil spomenik, kjer si mi storil obljubo. Sedaj vstani, pojdi iz tega kraja in vrni se v deželo rojstva svojega.

¹⁴Da svarte Rakel og Lea og sa til ham: Har vi vel ennu nogen lodd og arv i vår fars hus?

¹⁴In odgovorita Rahela in Leja ter mu rečeta: Imamo li še delež in dedino v hiši najinega očeta?

¹⁵Har han ikke aktet oss som fremmede? Han har jo solgt oss og selv fortært det han fikk for oss.

¹⁵Ali ni naju štel za tujki sebi? Saj naju je prodal in tudi izkupiček za naju je požrl.

¹⁶All den rikdom Gud har tatt fra vår far, den hører oss og våre barn til; gjør nu bare du alt det Gud har sagt til dig!

¹⁶Kajti vse to bogastvo, katero je Bog odvzel najinemu očetu, najino je in najinih otrok; sedaj pa, karkoli ti je velel Bog, stóri!

¹⁷Så gjorde Jakob sig ferdig og satte sine barn og hustruer på kamelene,

¹⁷Vstane torej Jakob, vzame sinove svoje in ženi svoji ter jih posadi na velblode

¹⁸og han tok med sig hele sin buskap og alt det gods som han hadde samlet sig, det fe han eide, og som han hadde lagt sig til i Mesopotamia, og vilde dra til Isak, sin far, i Kana'ans land.

¹⁸in odpelje vso živino svojo in vse blago svoje, katero je bil nabral, živino lastnine svoje, ki jo je pridobil v Padan-aramu, da bi potoval k očetu svojemu Izaku v deželo Kanaansko.

¹⁹Men Laban hadde draget bort for å klippe sine får; da stjal Rakel sin fars husguder.

¹⁹Laban pa je bil odšel ovce svoje strič, in tedaj ukrade Rahela domače malike, ki so bili njenega očeta.

²⁰Og Jakob stjal sig bort fra arameeren Laban; han sa ikke noget til ham om at han vilde flykte.

²⁰Jakob pa prekani dušo Labana Aramejca, ker mu ni dal zaznati, da beži.

²¹Så flyktet han med alt det han hadde; han gjorde sig ferdig og satte over elven* og tok veien til Gileadfjellet. / {* Eufrat.}

²¹Tako pobegne on z vsem, kar je imel; in vstane ter prekorači reko in nameri obličje svoje proti gori Gileadski.

²²Den tredje dag efter fikk Laban vite at Jakob var flyktet.

²²A tretji dan sporoče Labanu, da je Jakob zbežal.

²³Da tok han med sig sine frender og satte efter ham syv dagsreiser, og nådde ham igjen på Gilead-fjellet.

²³In vzame brate svoje s seboj ter gre za njim sedem dni hodá, in dohiti ga na gori Gileadski.

²⁴Men Gud kom til arameeren Laban i en drøm om natten og sa til ham: Vokt dig og si ikke noget til Jakob, hverken godt eller ondt!

²⁴Bog pa pride k Labanu Aramejcu v nočnih sanjah ter mu reče: Varuj se, da ne govoriš z Jakobom bodi dobro, bodi hudo.

²⁵Da Laban nådde Jakob igjen, hadde Jakob slått op sitt telt på fjellet, og Laban med sine frender slo også op sitt telt på Gilead-fjellet.

²⁵In dojde Laban Jakoba. Jakob pa je bil zasadil šator svoj na gori, tudi Laban z brati svojimi ga zasadi na gori Gileadski.

²⁶Da sa Laban til Jakob: Hvad er det du har gjort? Du har stjålet dig bort fra mig og ført mine døtre avsted som om de var tatt i krig.

²⁶Tedaj reče Laban Jakobu: Kaj si storil, da si prekanil dušo mojo in si odpeljal hčeri moji, kakor da si ju ujel v vojski?

²⁷Hvorfor flyktet du hemmelig og stjal dig bort fra mig og sa ikke noget om det til mig, så jeg kunde ha fulgt dig på veien med gledesrop og sanger, med trommer og harper?

²⁷Zakaj si pobegnil na skrivnem in si me prekanil? in mi nisi nič povedal, da bi te odpustil z radostjo in s petjem, z bobnom in s strunami?

²⁸Du lot mig ikke engang få kysse mine sønner og døtre; det var uforstandig gjort av dig.

²⁸In nisi mi dovolil, da poljubim sine svoje in hčere svoje? Zdaj si ravnal nespametno.

²⁹Jeg har det i min makt å gjøre ondt mot eder; men eders fars Gud sa til mig inatt: Vokt dig og si ikke noget til Jakob, hverken godt eller ondt!

²⁹Bilo bi v moči roke moje, hudo vam storiti, ali Bog očeta vašega me je ogovoril snoči takole: Varuj se, da ne govoriš z Jakobom bodi dobro, bodi hudo.

³⁰Men når du nu har draget bort, fordi du lengtes så såre efter din fars hus, hvorfor stjal du da mine guder?

³⁰Zdaj pa, ker si že ušel, kajti silno si hrepenel na svojega očeta dom, zakaj si ukradel bogove moje?

³¹Da svarte Jakob og sa til Laban: Jeg var redd; jeg tenkte at du kunde ta dine døtre fra mig med makt.

³¹In odgovori Jakob in reče Labanu: Ker sem se bal; mislil sem namreč, da bi mi ti siloma odvzel hčeri svoji.

³²Men den som du finner dine guder hos, han skal ikke leve. Se nu efter i våre frenders nærvær, om du kjennes ved noget av det jeg har med mig, og ta det så! Men Jakob visste ikke at Rakel hadde stjålet dem.

³²Pri komer najdeš bogove svoje, naj ne bode živel; vpričo bratov naših preglej, kaj je tvojega pri meni, in vzemi si. Jakob namreč ni vedel, da jih je bila ukradla Rahela.

³³Da gikk Laban inn i Jakobs telt og i Leas telt og i begge trælkvinnenes telt, men fant ikke noget. Så gikk han ut av Leas telt og inn i Rakels telt.

³³Laban torej gre v šator Jakobov in v šator Lejin in v šator obeh dekel, a jih ne najde. In pride iz šatora Lejinega in stopi v šator Rahelin.

³⁴Men Rakel hadde tatt husgudene og lagt dem i kamelsalen og satt sig på dem; og Laban gjennemsøkte hele teltet, men fant ikke noget.

³⁴Rahela pa je vzela tiste malike in jih dejala na velbodovo sedlo in je sedla nanje. In Laban pretakne ves šator njen, a jih ne najde.

³⁵Og hun sa til sin far: Min herre må ikke bli vred fordi jeg ikke kan reise mig for dig; for det går mig på kvinners vis. Så lette han efter husgudene, men fant dem ikke.

³⁵Ona pa reče očetu svojemu: Ne bodi žaljivo v očeh gospoda mojega, da ne morem vstati pred teboj, ker mi je po ženski navadi. Ko preišče torej vse, ne najde svojih malikov.

³⁶Da blev Jakob vred og gikk i rette med Laban. Og Jakob tok til orde og sa til Laban: Hvad er min brøde, hvad er min synd, siden du forfølger mig så?

³⁶Tedaj se razjezi Jakob in začne očitati Labanu; in odgovori Jakob ter reče Labanu: Kaj je moj prestopek, kaj je moj greh, da si hitel tako nagle jeze za mano?

³⁷Du har nu gjennemsøkt alt det jeg har; hvad fant du da som hører ditt hus til? Legg det frem her for mine og dine frender, så de kan dømme mellem oss to!

³⁷In ker si obtipal vse pohištvo moje, kaj si našel od vsega blaga hiše svoje? Položi sem, vpričo bratov mojih in bratov tvojih, da razsodijo med nama obema!

³⁸Nu har jeg vært hos dig i tyve år; dine får og dine gjeter har ikke født i utide, og værene av ditt småfe har jeg ikke ett op;

³⁸Dvajset let je, odkar sem bil s teboj: ovce in koze tvoje niso bile jalove, in ovnov črede tvoje nisem jedel.

³⁹det som var sønderrevet, kom jeg ikke hjem til dig med; jeg godtgjorde selv skaden; av mig krevde du det, enten det var stjålet om dagen, eller det var stjålet om natten.

³⁹Raztrganih živali nisem prinesel k tebi: sam sem škodo trpel, iz moje roke si to zahteval, ukradeno mi po dnevi, ukradeno mi po noči.

⁴⁰Slik hadde jeg det: Om dagen fortærtes jeg av hete og av kulde om natten, og søvnen flydde fra mine øine.

⁴⁰Tako je bilo: po dnevi me je morila vročina in mraz po noči, in spanje se je umikalo mojim očem.

⁴¹I tyve år har jeg nu vært i ditt hus, jeg har tjent dig fjorten år for dine to døtre og seks år for ditt småfe; men du forandret min lønn ti ganger.

⁴¹To mi je bilo dvajseto leto v hiši tvoji; služil sem ti štirinajst let za dve hčeri tvoji in šest let za čredo tvojo, a izpremenil si plačilo moje desetkrat.

⁴²Hadde ikke min fars Gud vært med mig, han som var Abrahams Gud, og som også Isak frykter, sannelig, du hadde nu latt mig fare med tomme hender. Men Gud har sett min møie og alt mitt strev, og han har dømt inatt.

⁴²Ako bi mi ne bil mojega očeta Bog, Bog Abrahamov in Strah Izakov, na strani, ti bi me bil sedaj odpustil praznega. Bog se je ozrl na ponižanje moje in rok mojih trud, in te je posvaril nocoj.

⁴³Da svarte Laban og sa til Jakob: Døtrene er mine døtre, og barna er mine barn, og buskapen er min buskap, og alt det du ser, er mitt; hvad skulde jeg da nu kunne gjøre mot disse mine døtre eller mot deres barn, som de har født?

⁴³Odgovarjaje pa Laban, reče Jakobu: Ti hčeri hčeri sta moji in ti sinovi sinovi so moji, in ta živina živina moja, skratka: vse, kar vidiš, je moje. A kaj bi storil danes tema hčerama svojima ali otrokom njijnim, ki sta jih rodili?

⁴⁴Så kom nu og la oss gjøre en pakt, jeg og du, og den skal være et vidne mellem mig og dig.

⁴⁴In sedaj, dej, skleniva zavezo, jaz in ti, in naj bode v pričevanje med menoj in teboj.

⁴⁵Da tok Jakob en sten og reiste den op som en minnesten.

⁴⁵Jakob torej vzame kamen in ga postavi v spomenik.

⁴⁶Og Jakob sa til sine frender: Sank sammen stener! Og de tok stener og laget en røs; og de holdt måltid der ved stenrøsen.

⁴⁶In bratom svojim veli Jakob: Poberite kamenje! In vzemo kamenje in naredé kup; in jedli so tam na tem kupu.

⁴⁷Og Laban kalte den Jegar-Sahaduta, men Jakob kalte den Gal-Ed*. / {* vidnesbyrdets stenrøs.}

⁴⁷In Laban ga je imenoval Jegar sahaduta [T. j. kup pričevanja, aramejski.], Jakob pa ga je imenoval Galed [T. j. kup pričevanja, hebrejski.].

⁴⁸Da sa Laban: Denne røs skal være et vidne mellem mig og dig idag. Derfor kalte de den Gal-Ed,

⁴⁸Rekel je namreč Laban: Ta kup bodi priča med teboj in menoj danes; zato mu je dano ime Galed,

⁴⁹og tillike Mispa*, fordi han sa: Herren holde vakt mellem mig og dig, når vi kommer hverandre av syne; / {* d.e. et sted hvorfra en skuer vidt omkring.}

⁴⁹in tudi Micpa [T. j. straža.], ker je rekel Laban: Straži naj GOSPOD med menoj in teboj, ko ne bova drug drugega videla.

⁵⁰dersom du farer ille med mine døtre eller tar dig andre hustruer foruten mine døtre, da er det vel intet menneske hos oss, men se, Gud er vidne mellem mig og dig.

⁵⁰Ako boš grdo ravnal z mojima hčerama in če si vzameš še žene poleg hčer mojih, nobenega človeka ne bode med nama: glej, Bog bode priča med menoj in teboj.

⁵¹Så sa Laban til Jakob: Se, denne røs og denne minnesten som jeg har reist mellem mig og dig -

⁵¹Še reče Laban Jakobu: Glej ta kup in glej ta spomenik, ki sem ga postavil med seboj in teboj:

⁵²vidner skal de være, både røsen og minnestenen, at ikke skal jeg dra til dig forbi denne røs, og at heller ikke skal du dra til mig forbi denne røs og denne minnesten med ondt i sinne.

⁵²ta kup bodi priča in ta spomenik bodi priča, da ne pojdem jaz čez ta kup do tebe in da tudi ti ne pojdeš čez ta kup in ta spomenik do mene, na húdo.

⁵³Abrahams Gud og Nakors Gud skal dømme mellem oss, han som var deres fars Gud. Så svor Jakob ved ham som hans far Isak fryktet.

⁵³Bog Abrahamov in Bog Nahorjev, Bog njiju očeta, naj sodi med nama! In Jakob priseže pri Strahu očeta svojega Izaka.

⁵⁴Og Jakob ofret et slaktoffer på fjellet og innbød sine frender til måltid. Og de holdt måltid og blev natten over på fjellet.

⁵⁴Nato zakolje Jakob žrtev na tisti gori in pokliče brate svoje, da použijejo jed. In použili so jed in prenočili na gori.In zgodaj zjutraj vstane Laban in poljubi sine svoje in hčeri svoji in jih blagoslovi; in Laban odide ter se vrne v svoj kraj.

⁵⁵Morgenen efter stod Laban tidlig op, og han kysset sine sønner og sine døtre og velsignet dem. Så drog Laban hjem igjen.

⁵⁵In zgodaj zjutraj vstane Laban in poljubi sine svoje in hčeri svoji in jih blagoslovi; in Laban odide ter se vrne v svoj kraj.