¹Dina, Jakobs datter med Lea, gikk engang ut for å se på landets døtre.

¹Dina pa, Lejina hči, ki jo je bila rodila Jakobu, je šla gledat hčere tistega kraja.

²Og Sikem, som var sønn av hevitten Hemor, høvdingen i landet, så henne; og han tok henne og lå hos henne og krenket henne.

²In videl jo je Sihem, sin Hamorja Hevejca, kneza v tistem kraju, in jo ugrabi ter leže ž njo in jo posili.

³Men hans hjerte hang ved Dina, Jakobs datter, og han elsket piken og talte kjærlig til henne.

³In srce njegovo se je prijelo Dine, Jakobove hčere, in je silno ljubil deklico in govoril, kar ji je segalo v srce.

⁴Så sa Sikem til Hemor, sin far: La mig få denne pike til hustru!

⁴In Sihem ogovori Hamorja, očeta svojega, rekoč: Vzemi mi to deklico za ženo.

⁵Og Jakob fikk høre at han hadde vanæret Dina, hans datter; men hans sønner var med buskapen ute på marken, og Jakob tidde med det til de kom hjem.

⁵Jakob pa je slišal, da je on oskrunil Dino, hčer njegovo; a sinovi njegovi so bili na polju z živino njegovo; in molčal je Jakob dokler niso prišli.

⁶Men Hemor, Sikems far, gikk ut til Jakob for å tale med ham.

⁶Pride pa Hamor, Sihemov oče, k Jakobu, da ž njim govori.

⁷Jakobs sønner kom hjem fra marken da de fikk høre om dette; og mennene gremmet sig og var harmfulle; for han* hadde gjort en skammelig gjerning mot Israel ved å ligge hos Jakobs datter. Slikt burde ikke skje. / {* Sikem.}

⁷In pridejo sinovi Jakobovi s polja, brž ko so slišali; in žalost je obšla te može in razsrdili so se silno, kajti nesramnost je storil v Izraelu, ker je legel s hčerjo Jakobovo, in tako se ne sme storiti.

⁸Da talte Hemor med dem og sa: Min sønn Sikems hjerte henger ved eders datter; kjære, la ham få henne til hustru,

⁸In snubil je pri njih Hamor, govoreč: Sihema, sinú mojega, srce je v ljubezni nagnjeno do hčere vaše; dajte mu jo, prosim, za ženo.

⁹og inngå svogerskap med oss, gi oss eders døtre og ta I våre døtre!

⁹In svaštvo sklenite z nami: hčere svoje dajajte nam in jemljite naše hčere.

¹⁰Bli boende hos oss! Landet skal stå åpent for eder; bo her og dra omkring og få eder eiendommer her!

¹⁰In z nami ostanite: ta pokrajina vam bodi na voljo, prebivajte in tržite po njej in posestniki postanite v njej.

¹¹Og Sikem sa til hennes far og hennes brødre: La mig finne nåde for eders øine! Det I krever av mig, vil jeg gi eder.

¹¹In Sihem reče očetu deklice in bratom njenim: Milost naj najdem v vaših očeh, in kar mi ukažete, dam.

¹²Krev så meget I vil av mig i morgengave og andre gaver! Jeg skal gi det I vil ha; la mig bare få piken til hustru!

¹²Naložite mi kakorsibodi veliko doto in darilo, in dam, kolikor ukažete; samo dajti mi deklico za ženo!

¹³Da svarte Jakobs sønner Sikem og Hemor, hans far, med svikefulle ord, fordi han hadde vanæret deres søster Dina,

¹³Odgovoré pa sinovi Jakobovi zvijačno Sihemu in Hamorju, očetu njegovemu, ker je bil oskrunil Dino, njih sestro,

¹⁴og sa til dem: Det kan vi ikke gjøre, å gi vår søster til en mann som har forhud; det vilde være en skam for oss.

¹⁴ter jima reko: Ne moremo storiti tega, da damo sestro svojo možu neobrezancu, zakaj to nam je sramotno.

¹⁵Bare på det vilkår vil vi være eder til vilje, at I blir som vi, og alt mannkjønn hos eder lar sig omskjære.

¹⁵Vendar s tem pogojem vam privolimo: ako hočete biti nam enaki, da se med vami obreže vse moško,

¹⁶Da vil vi gi eder våre døtre og gifte oss med eders døtre og bo hos eder, så vi blir ett folk.

¹⁶tedaj vam bomo dajali hčere svoje in si jemali hčere vaše, in prebivali bomo z vami in se združimo v eno ljudstvo.

¹⁷Men dersom I ikke vil høre på oss og la eder omskjære, da tar vi vår søster og drar bort.

¹⁷Ako pa nas ne boste poslušali, da se obrežete, vzamemo hčer svojo ter odidemo.

¹⁸Og de syntes godt om deres ord, både Hemor og Sikem, Hemors sønn.

¹⁸In njih besede so ugajale Hamorju in Sihemu, Hamorjevemu sinu.

¹⁹Og den unge mann drygde ikke med å gjøre dette, for han var glad i Jakobs datter, og han var den som hadde mest å si i sin fars hus.

¹⁹In mladenič ni odlašal in je storil to, ker je imel veselje do hčere Jakobove; in on je bil najimenitnejši v vsej hiši očeta svojeta.

²⁰Så gikk Hemor og hans sønn Sikem til porten i sin by, og de talte til mennene i byen og sa:

²⁰Gresta torej Hamor in Sihem, sin njegov, k vratom svojega mesta in ogovorita someščane svoje, rekoč:

²¹Disse menn vil gjerne være venner med oss og vil bo her i landet og dra omkring her, og landet er jo vidt nok for dem; vi vil gifte oss med deres døtre og gi dem våre døtre.

²¹Ti možje so miroljubni proti nam, naj torej bivajo v deželi in tržijo po njej; saj dežela, glejte, je dovolj prostorna zanje; njih hčere si jemljimo za žene in hčere svoje dajajmo njim.

²²Men bare på det vilkår vil mennene være oss til vilje og bo hos oss og bli til ett folk med oss, at alt mannkjønn iblandt oss lar sig omskjære, likesom de selv er omskåret.

²²Samo s tem pogojem nam privolijo oni možje, da bivajo z nami, da se združimo v eno ljudstvo, ako se med nami obrežejo vsi moški, kakor so obrezani oni.

²³Deres buskap og deres gods og alle deres kløvdyr, blir ikke alt det vårt når vi bare er dem til vilje, så de blir boende hos oss?

²³Njih črede in njih posest in vsa njih živina ali ne bode naša? Samo privolimo jim, in prebivali bodo z nami.

²⁴Og de gjorde som Hemor og hans sønn Sikem vilde, alle som hørte hjemme i hans by; og alt mannkjønn, alle som hørte hjemme i hans by, blev omskåret.

²⁴Slušali so torej Hamorja in Sihema, sina njegovega, vsi, ki so hodili skozi vrata njegovega mesta, in obrezali so se vsi moški, vsi, ki so hodili skozi mestna vrata.

²⁵Men på den tredje dag, da de var syke av sine sår, da tok Jakobs to sønner, Simeon og Levi, Dinas brødre, hver sitt sverd, og de kom uforvarende over byen og slo alt mannkjønn ihjel.

²⁵Zgodi se pa tretji dan, ko so bili v bolečinah, da vzameta dva sina Jakobova, Simeon in Levi, Dinina brata, vsak svoj meč ter napadeta tisto brezskrbno mesto ter pomorita vse moške.

²⁶Også Hemor og Sikem, hans sønn, slo de ihjel med sverdets egg, og de tok Dina ut av Sikems hus og drog bort.

²⁶Hamorja tudi in Sihema, sina njegovega, sta umorila z meča ostrino, ter vzameta Dino iz hiše Sihemove in odideta.

²⁷Jakobs sønner kom over de drepte og plyndret byen, fordi deres søster var blitt vanæret.

²⁷Sinovi Jakobovi planejo na pobite in oplenijo mesto, zato ker je odtod prišla oskrumba njih sestri.

²⁸De tok deres småfe og storfe og deres asener, både det som var i byen, og det som var på marken.

²⁸Njih črede in njih goveda in osle, kar je bilo v mestu in kar je bilo na polju, vzemo;

²⁹Og alt deres gods og alle deres barn og deres kvinner førte de bort som bytte, og alt annet som var i husene.

²⁹tudi vse njih blago in vse njih otročiče in njih žene odvedo ujete in uplenijo sploh vse, kar je bilo v hišah.

³⁰Da sa Jakob til Simeon og Levi: I har gjort mig en stor sorg! I har ført mig i vanrykte hos landets innbyggere, Kana'anittene og ferisittene; jeg råder jo bare over en liten flokk, og samler de sig imot mig, kommer de til å slå mig ihjel, sa både jeg og mitt hus går til grunne.

³⁰Tedaj reče Jakob Simeonu in Leviju: V nesrečo sta me spravila, ker sta storila, da smrdim pri prebivalcih tega kraja, pri Kanaancu in Ferizejcu, ko imam le malo ljudi; če se zbero zoper mene, me pobijejo, in pokončan bom jaz in hiša moja.Ona pa rečeta: Ali naj se kakor z nečistnico dela s sestro našo?

³¹Men de svarte: Skulde han da få gjøre med vår søster som med en skjøge?

³¹Ona pa rečeta: Ali naj se kakor z nečistnico dela s sestro našo?