¹Så hendte det da to år var omme, at Farao drømte han stod ved elven*. / {* Nilen.}

¹Zgodi se pa, ko so pretekli dveh let dnevi, da se je Faraonu sanjalo, in glej, stoji ob Nilu.

²Og se, det steg op av elven syv kyr, vakre å se til og fete, og de gikk og beitet i elvegresset.

²Glej pa, iz reke stopa sedem krav, lepih in debelih, in pasle so se po travi.

³Og efter dem steg det op av elven syv andre kyr, stygge å se til og magre, og de stod ved siden av de andre kyr på elvebredden.

³In glej, sedem drugih krav pride za njimi iz reke, grdih in suhih, in postavijo se poleg onih krav na bregu reke.

⁴Og de stygge og magre kyr åt op de syv vakre og fete kyr. Da våknet Farao.

⁴Tiste grde in suhe krave pa požro onih sedem lepih in debelih krav. Tedaj se prebudi Faraon.

⁵Så sovnet han igjen og drømte annen gang, og se, syv aks, frodige og gode, vokste op på ett strå.

⁵Ali zopet zaspi, in sanja se mu v drugič. In glej, sedem klasov je zraslo na enem steblu, polnih in lepih.

⁶Og efter dem skjøt det op syv aks som var tynne og svidd av østenvind.

⁶Glej pa, sedem klasov drobnih, ki jih je vzhodni veter osmodil, požene za njimi.

⁷Og de tynne aks slukte de syv frodige og fulle aks. Da våknet Farao, og skjønte at det var en drøm.

⁷Drobni klasovi pa pogoltnejo sedem debelih in polnih klasov. In ko se Faraon zbudi, glej, sanje so bile.

⁸Men om morgenen var han urolig til sinns, og han sendte bud og lot kalle alle tegnsutleggerne og alle vismennene i Egypten; og Farao fortalte dem sine drømmer, men det var ingen som kunde tyde dem for ham.

⁸In zjutraj, ko je bila zbegana duša njegova, pošlje in pokliče vse egiptovske pismouke in vse modrijane; njim pove Faraon sanje svoje, ali nobenega ni bilo, da bi jih razložil Faraonu.

⁹Da talte den øverste munnskjenk til Farao og sa: Jeg må idag minne om mine synder.

⁹Tedaj ogovori veliki točaj Faraona in reče: Svojih grehov se spominjam danes.

¹⁰Farao blev vred på sine tjenere og satte mig fast hos høvdingen over livvakten, både mig og den øverste baker.

¹⁰Faraon se je raztogotil zoper hlapce svoje in me je dejal v zapor v hiši načelnika telesne straže, mene in velikega peka.

¹¹Da hadde vi hver sin drøm i samme natt, jeg og han, og våre drømmer hadde hver sin mening.

¹¹Imela sva pa sanje v isti noči jaz in on; primerno razlagi najinih sanj se je sanjalo nama.

¹²Og det var en hebraisk gutt sammen med oss der; han var tjener hos høvdingen over livvakten; ham fortalte vi våre drømmer, og han tydet dem for oss; efter som enhver hadde drømt, tydet han dem.

¹²Bil je pa tam z nama mladenič Hebrejec, hlapec načelnika telesne straže, ki nama je sanje najine razložil, kakor sva mu povedala; vsakemu primerno sanjam njegovim je razložil.

¹³Og som han tydet dem for oss, således gikk det; jeg blev satt i mitt embede igjen, og han blev hengt.

¹³In zgodilo se je tako, kakor je nama razložil: mene je postavil Faraon zopet v službo mojo, onega pa je obesil.

¹⁴Da sendte Farao bud og lot Josef kalle, og de førte ham skyndsomt ut av fengslet; og han lot sig rake og skiftet klær og trådte frem for Farao.

¹⁴Pošlje torej Faraon in pokliče Jožefa, in hitro so ga pustili iz temnice; in ko se je obril in preoblekel, pride k Faraonu.

¹⁵Da sa Farao til Josef: Jeg har hatt en drøm, og det er ingen som kan tyde den; men jeg har hørt si om dig at så snart du hører en drøm, kan du tyde den.

¹⁵Tedaj reče Faraon Jožefu: Imel sem sanje, a ni nikogar, da bi jih razložil. Slišal sem pa o tebi praviti: ko čuješ sanje, jih lahko razložiš.

¹⁶Og Josef svarte Farao og sa: Det står ikke til mig; Gud vil gi et svar som spår lykke for Farao.

¹⁶Odgovori pa Jožef Faraonu in reče: To ni moja reč: Bog bo odgovoril, kar je v srečo Faraonu.

¹⁷Da sa Farao til Josef: Jeg syntes i drømme at jeg stod på elvebredden.

¹⁷Reče torej Faraon Jožefu: V sanjah svojih, glej, sem stal na bregu Nila.

¹⁸Og se, av elven steg det op syv kyr, fete og vakre av skikkelse, og de gikk og beitet i elvegresset.

¹⁸In glej, iz reke stopa sedem krav, debelih in lepih, in pasle so se po travi.

¹⁹Og efter dem steg det op syv andre kyr, tynne og svært stygge av skikkelse og magre; jeg har aldri sett så stygge kyr i hele Egyptens land.

¹⁹Nato, glej, pride sedem drugih krav za njimi, suhih in zelo grdih in mršavih; nisem videl po grdosti njim podobnih v vsej deželi Egiptovski.

²⁰Og de magre og stygge kyr åt op de syv første, fete kyr.

²⁰In požrle so te krave mršave in grde prejšnjih sedem krav debelih;

²¹Og da de hadde fått dem til livs, kunde det ikke merkes på dem, de var like stygge å se til som før. Da våknet jeg.

²¹in dasi so jim prišle v trebuh, ni bilo tega zaznati, ampak bile so videti grde kakor poprej. In prebudil sem se.

²²Så drømte jeg igjen, og se: Syv aks, fulle og gode, vokste op på ett strå.

²²Še sem videl v sanjah svojih, in glej, sedem klasov je zraslo na enem steblu, polnih in lepih.

²³Og efter dem skjøt det op syv aks som var fortørket og tynne og svidd av østenvind.

²³Glej pa, sedem klasov drobnih in suhih, ki jih je vzhodni veter osmodil, je pognalo za njimi.

²⁴Og de tynne aks slukte de syv gode aks. Og jeg fortalte det til tegnsutleggerne, men ingen kunde forklare det for mig.

²⁴Tisti drobni klasi pa so pogoltnili sedem lepih klasov. In to sem povedal pismoukom, a nobenega ni bilo, ki bi mi razložil.

²⁵Da sa Josef til Farao: Faraos drømmer har én mening; hvad Gud vil gjøre, har han latt Farao få vite.

²⁵Tedaj reče Jožef Faraonu: Sanje Faraonove so ene: kar hoče storiti Bog, je razodel Faraonu.

²⁶De syv gode kyr er syv år, og de syv gode aks er syv år; det er en og samme drøm.

²⁶Tistih sedem krav lepih je sedem let, in tistih sedem klasov lepih je sedem let; sanje so ene.

²⁷Og de syv magre og stygge kyr som steg op efter dem, er syv år, og de syv tomme aks som var svidd av østenvinden, er syv hungersår, som skal komme.

²⁷Sedem krav pa, mršavih in grdih, ki so prišle za onimi, je sedem let, tudi sedem klasov praznih, ki jih je vzhodni veter osmodil, je sedem let lakote.

²⁸Det er som jeg sa til Farao: Hvad Gud vil gjøre, har han latt Farao se.

²⁸To je beseda, ki sem jo rekel Faraonu: Kar hoče Bog storiti, je pokazal Faraonu.

²⁹Det kommer syv år med stor overflod i hele Egyptens land;

²⁹Glej, sedem let pride, ko bo velika obilost po vsej Egiptovski deželi.

³⁰men efter dem kommer det syv hungersår, så all denne overflod skal bli glemt i Egyptens land, og hungeren skal arme ut landet;

³⁰A za njimi pride sedem let lakote, v katerih se pozabi vsa tista obilost po deželi Egiptovski: trla namreč bo lakota to deželo;

³¹og ingen skal minnes den overflod som var i landet, for hungeren bakefter; for den skal bli meget hård.

³¹in nič se ne bo vedelo v deželi za obilost zavoljo lakote, ki pride potem, zato ker huda bode silno.

³²Men at drømmen kom to ganger for Farao, det vil si at saken er fast besluttet av Gud, og at Gud vil gjøre det snart.

³²Da so se pa ponovile sanje Faraonu dvakrat, pomeni, da je Bog to stvar trdno sklenil, in Bog jo v kratkem izpolni.

³³Nu skulde Farao utse sig en forstandig og vis mann og sette ham over Egyptens land!

³³Zdaj torej naj poskrbi Faraon za moža razumnega in modrega in ga naj postavi čez deželo Egiptovsko.

³⁴Det skulde Farao gjøre og så sette opsynsmenn over landet og ta femtedelen av avgrøden i Egyptens land i de syv overflodsår.

³⁴To naj stori Faraon in postavi naj oblastnike tej deželi, da pobere petino pridelkov dežele Egiptovske v sedmih letih obilosti.

³⁵Og de skal samle alt som kan tjene til føde, i disse gode år som kommer, og under Faraos hånd dynge op korn i byene til føde og ta vare på det.

³⁵Oni naj zbero vse žito dobrih let, ki pridejo, in zneso naj žito Faraonu pod roko, v živež po mestih, in ga shranijo.

³⁶Og kornet skal tjene til forråd for landet i de syv hungersår som skal komme over Egyptens land, så landet ikke skal ødelegges av hungeren.

³⁶In ta živež bodi v zalogo deželi za tistih sedem let lakote, ki bode v deželi Egiptovski, da ne pogine dežela od lakote.

³⁷Disse ord syntes Farao og alle hans tjenere godt om.

³⁷In ta beseda je bila dobra v očeh Faraonovih in v očeh vseh služabnikov njegovih.

³⁸Og Farao sa til sine tjenere: Mon det finnes nogen som han, en mann som har Guds ånd?

³⁸In Faraon reče služabnikom svojim: Najdemo li mar temu enakega moža, ki je v njem duh Božji?

³⁹Så sa Farao til Josef: Siden Gud har latt dig vite alt dette, så er det ingen så forstandig og vis som du.

³⁹Nato veli Faraon Jožefu: Ker ti je Bog razodel vse to, nihče ni razumen in moder kakor ti.

⁴⁰Du skal forestå mitt hus, og hele mitt folk skal rette sig efter ditt ord; bare tronen vil jeg ha fremfor dig.

⁴⁰Ti bodeš čez hišo mojo in po povelju tvojem se bo ravnalo ljudstvo moje, samo za ta prestol bodem višji od tebe.

⁴¹Og Farao sa fremdeles til Josef: Se, jeg setter dig over hele Egyptens land.

⁴¹Dalje reče Faraon Jožefu: Glej, stavim te čez vso deželo Egiptovsko.

⁴²Og Farao tok sin signetring av sin hånd og satte den på Josefs hånd og klædde ham i klær av fint lin og hengte en gullkjede om hans hals.

⁴²In Faraon sname pečatni prstan z roke svoje ter ga natakne na roko Jožefovo in veli mu obleči oblačila iz tenčice in zlato verižico mu dene okoli vratu.

⁴³Og han lot ham kjøre i den vogn som var nærmest efter hans egen, og de ropte foran ham: Abrek!* Og han satte ham over hele Egyptens land. / {* bøi kne!.}

⁴³In ukaže, naj ga peljejo na drugem vozu njegovem, in klicali so pred njim: Priklonite se! In postavil ga je čez vso deželo Egiptovsko.

⁴⁴Og Farao sa til Josef: Jeg er Farao, og uten din vilje skal ingen mann løfte hånd eller fot i hele Egyptens land.

⁴⁴In reče Faraon Jožefu: Jaz sem Faraon, a brez tebe ne vzdigne nihče roke svoje ali noge svoje po vsej deželi Egiptovski.

⁴⁵Og Farao gav Josef navnet Sofnat-Paneah* og gav ham til hustru Asnat, en datter av Potifera, presten i On. Så drog Josef omkring i Egyptens land. / {* måskje: Verdens frelser.}

⁴⁵Imenoval pa je Faraon ime Jožefovo Zafnat-paneah [T. j. rešitelj sveta.], in dal mu je za ženo Asnato, hčer Potiferja, svečenika v Onu. In Jožef je šel vladat deželo Egiptovsko.

⁴⁶Josef var tretti år gammel da han stod for Egyptens konge Faraos åsyn. Og efterat Josef var gått ut fra Farao, reiste han gjennem hele Egyptens land.

⁴⁶Imel pa je Jožef trideset let, ko je stal pred Faraonom, kraljem egiptovskim. In Jožef je šel izpred obličja Faraonovega in je obhodil vso deželo Egiptovsko.

⁴⁷Og jorden bar rikelig i de syv overflodsår.

⁴⁷Rodila je pa zemlja v sedmih letih obilosti, kolikor so le nabrati mogli.

⁴⁸Og han samlet alle slags grøde i de syv gode år som kom i Egyptens land, og la den op i byene; i hver by la han op avgrøden fra landet som lå omkring.

⁴⁸Zbral je torej vse žito sedmih dobrih let, ki so bila v deželi Egiptovski, in shranil je živež po mestih; žito s polja okrog vsakega mesta je shranil v njem.

⁴⁹Så hopet da Josef op korn som havets sand, i svære mengder, inntil de holdt op med å telle; for det var ikke tall på det.

⁴⁹Tako je nabral Jožef žita silno mnogo, kakor peska morskega, da so nehali šteti, ker ga je bilo brez števila.

⁵⁰Før det første hungersår kom, fikk Josef to sønner med Asnat, datter av Potifera, presten i On.

⁵⁰Jožefu pa sta se rodila dva sina, preden je prišlo leto lakote, katera mu je rodila Asnata, hči Potiferja, svečenika onskega.

⁵¹Og Josef kalte sin førstefødte sønn Manasse*; for [sa han] Gud har latt mig glemme all min møie og hele min fars hus. / {* en som får folk til å glemme.}

⁵¹In imenoval je Jožef prvenca Manaseja, kajti, reče, Bog mi je dal pozabiti vse trpljenje moje in vso hišo mojega očeta.

⁵²Og den andre sønn kalte han Efra'im*; for [sa han] Gud har gjort mig fruktbar i det land som jeg led ondt i. / {* dobbelt frukt.}

⁵²Drugega pa je imenoval Efraima, kajti, reče, rodovitnega me je naredil Bog v deželi ponižanja mojega.

⁵³Da de syv overflodsår i Egyptens land var til ende,

⁵³In ko je preteklo sedem let obilosti, ki je bila v deželi Egiptovski,

⁵⁴begynte de syv hungersår å komme, således som Josef hadde sagt. Da blev det hungersnød i alle landene, men i hele Egyptens land var det brød.

⁵⁴je nastopilo sedem let lakote, kakor je bil povedal Jožef, in bila je lakota po vseh deželah, v vsej pa deželi Egiptovski je bilo kruha.

⁵⁵Og da hele Egyptens land led hunger, ropte folket til Farao om brød. Da sa Farao til alle egypterne: Gå til Josef! Hvad han sier eder, skal I gjøre.

⁵⁵In ko je vsa dežela Egiptovska trpela lakoto, je vpilo ljudstvo k Faraonu zaradi kruha; Faraon pa reče vsem Egipčanom: Pojdite k Jožefu, in kar vam veli, storite!

⁵⁶Da det nu var hungersnød over hele landet, åpnet Josef alle oplagshusene og solgte korn til egypterne; for hungersnøden var hård i Egyptens land.

⁵⁶In lakota je bila po vsem površju zemlje. In Jožef je odprl vsa skladišča in prodajal Egipčanom, ker je lakota hudo stiskala deželo Egiptovsko.In iz vseh dežel so hodili v Egipt k Jožefu kupovat, zato ker je lakota hudo stiskala vso zemljo.

⁵⁷Og fra alle landene kom de til Josef i Egypten for å kjøpe korn; for hungersnøden var hård i alle landene.

⁵⁷In iz vseh dežel so hodili v Egipt k Jožefu kupovat, zato ker je lakota hudo stiskala vso zemljo.