¹Da Jakob fikk vite at det var korn i Egypten, sa han til sine sønner: Hvorfor sitter I og ser på hverandre?

¹Ko je torej videl Jakob, da je žita v Egiptu, reče sinom svojim: Kaj gledate drug drugega?

²Og han sa: Jeg har hørt at det er korn i Egypten; dra dit ned og kjøp korn til oss der, så vi kan leve og ikke dø!

²Glejte, veli, slišal sem, da je žita v Egiptu; idite tja doli in nakupite nam ondi, da bomo živeli in ne umremo.

³Da drog Josefs ti brødre ned for å kjøpe korn i Egypten.

³Šlo je torej deset bratov Jožefovih doli nakupit žita iz Egipta.

⁴Men Benjamin, Josefs bror, sendte Jakob ikke avsted med hans brødre; for han sa: Det kunde møte ham en ulykke.

⁴Benjamina pa, brata Jožefovega, ni poslal Jakob z brati njegovimi, ker je dejal: Da ga ne zadene nesreča!

⁵Så kom Israels sønner for å kjøpe korn blandt alle de andre som kom; for det var hungersnød i Kana'ans land.

⁵In pridejo sinovi Izraelovi kupovat med drugimi, ki so prihajali, kajti lakota je bila v deželi Kanaanski.

⁶Og Josef var den som rådet i landet; det var han som solgte korn til alt folket i landet; og Josefs brødre kom og bøide sig med sitt ansikt til jorden for ham.

⁶Jožef pa je bil vladar v deželi, on je vodil prodajo vsemu ljudstvu dežele; ko so torej prišli bratje Jožefovi, se mu priklonijo ponižno do tal.

⁷Da Josef så sine brødre, kjente han dem igjen; men han lot som om de var fremmede for ham, og talte hårdt til dem og sa til dem: Hvor kommer I fra? De sa: Fra Kana'ans land for å kjøpe korn.

⁷In Jožef, ko je videl brate svoje, jih spozna, toda delal se jim je tujega, ter jih ogovori trdo in vpraša: Odkod ste prišli? Reko mu: Iz dežele Kanaanske kupit živeža.

⁸Josef kjente sine brødre, men de kjente ikke ham.

⁸Spoznal je torej Jožef brate svoje, a oni ga niso spoznali.

⁹Og Josef kom i hu det han hadde drømt om dem, og sa til dem: I er speidere, I er kommet for å se hvor landet ligger åpent.

⁹In spomni se Jožef tistih sanj, ki jih je imel o njih, in jim reče: Ogleduhi ste, prišli ste ogledovat nezavarovane kraje v deželi.

¹⁰De svarte ham: Nei, herre, dine tjenere er kommet for å kjøpe korn.

¹⁰Oni pa mu reko: Ne, gospod moj, hlapci tvoji so prišli kupit žita.

¹¹Vi er alle sønner av én mann; vi er ærlige folk, dine tjenere er ikke speidere.

¹¹Mi vsi smo sinovi enega moža; pošteni smo, nikdar niso bili ogleduhi hlapci tvoji.

¹²Men han sa til dem: Jo, I er kommet for å se hvor landet ligger åpent.

¹²On pa jim reče: Nikakor, marveč prišli ste ogledovat nezavarovane kraje v deželi.

¹³Men de sa: Vi, dine tjenere, er tolv brødre, sønner av én mann i Kana'ans land, den yngste er nu hjemme hos vår far, og én er ikke mere til.

¹³In reko: Dvanajst je bilo hlapcev tvojih; bratje smo, sinovi enega moža v deželi Kanaanski: najmlajši, glej, je sedaj pri očetu našem, enega pa ni več.

¹⁴Josef sa til dem: Det er som jeg har sagt til eder: I er speidere.

¹⁴Veli jim Jožef: To je tisto, kar sem vam rekel: Ogleduhi ste.

¹⁵Men nu skal I prøves: Så sant Farao lever, skal I ikke komme herfra før eders yngste bror kommer hit.

¹⁵To bodi izkušnja vaša: kakor res živi Faraon, ne pojdete odtod, dokler ne pride sem brat vaš najmlajši.

¹⁶Send en av eder avsted for å hente eders bror, men I andre skal holdes fanget, og eders ord skal prøves, om det er sant det I sier; hvis ikke, så er I, så sant Farao lever, speidere.

¹⁶Pošljite enega izmed sebe, ki naj pripelje brata vašega; vi pa bodite jetniki, da se preizkusijo besede vaše, je li resnica pri vas; če pa ne, kakor res živi Faraon, ste ogleduhi.

¹⁷Og han holdt dem alle sammen i fengsel i tre dager.

¹⁷In jih dene vse skup v zapor tri dni.

¹⁸Men den tredje dag sa Josef til dem: Gjør som jeg nu sier, så skal I leve! Jeg frykter Gud.

¹⁸Potem jim reče Jožef tretji dan: To storite in si ohranite življenje – Boga se bojim jaz:

¹⁹Dersom I er ærlige folk, så skal en av eder brødre bli tilbake i fengslet, men I andre kan dra avsted og ha med eder korn til hjelp mot hungersnøden i eders hjem,

¹⁹če ste pošteni, naj ostane eden brat vaš zvezan na mestu ječe vaše; vi pa pojdite, odnesite žito, da ne stradajo rodbine vaše.

²⁰og før eders yngste bror til mig, så eders ord kan sannes, og I ikke skal dø. Og de så gjorde.

²⁰Najmlajšega brata svojega pa pripeljite k meni, in resnične se izkažejo besede vaše in ne umrete. In oni store tako.

²¹Og de sa sig imellem: Sannelig, vi har skyld på oss for vår bror. Vi så hans sjeleangst da han bønnfalt oss, og vi vilde ikke høre; derfor er denne nød kommet over oss.

²¹Reko pa drug drugemu: Res, krivi smo zaradi svojega brata, ki smo videli bridkost duše njegove, ko nas je prosil usmiljenja, a nismo poslušali; zato nas je zadela ta stiska.

²²Da tok Ruben til orde og sa til dem: Sa jeg ikke til eder: Gjør ikke synd mot gutten? Men I vilde ikke høre; se, derfor kreves nu hans blod.

²²In odgovori jim Ruben: Ali vam nisem prigovarjal, rekoč: Ne grešite zoper dečka? Pa me niste poslušali; zato se tudi sedaj, glejte, zahteva kri njegova.

²³Men de visste ikke at Josef forstod det; for han brukte tolk når han talte med dem.

²³Niso pa vedeli, da Jožef ume, zato ker je bil tolmač med njimi.

²⁴Og han vendte sig fra dem og gråt. Så vendte han sig til dem igjen og talte til dem, og han tok Simeon fra dem og lot ham binde så de så på.

²⁴In obrne se od njih, in je jokal. A zopet se vrne k njim in govori ž njimi. In vzame izmed njih Simeona in ga zveže pred njih očmi.

²⁵Og Josef bød sine folk at de skulde fylle deres sekker med korn og legge enhvers penger igjen i hans sekk og gi dem niste med på veien. Og de gjorde således med dem.

²⁵In zapove Jožef, da naj napolnijo njih priprave z žitom ter jim vrnejo denar vsakemu v njegovo vrečo in jim podele brašna na pot. In so jim storili tako.

²⁶Så la de kornet på sine asener og drog derfra.

²⁶Nalože torej žito svoje na osle in odidejo odondod.

²⁷Men da en av dem åpnet sin sekk for å gi sitt asen fôr i herberget, da fikk han se sine penger, de lå øverst i hans sekk.

²⁷Ko je pa razvezal eden vrečo svojo, da bi dal klaje svojemu oslu na prenočišču, zagleda denar svoj, ki je bil, glej, zvrha v vreči njegovi.

²⁸Og han sa til sine brødre: Mine penger er kommet igjen, og se, de ligger her i min sekk. Da blev de motfalne og vendte sig forferdet til hverandre og sa: Hvad er det Gud har gjort mot oss?

²⁸In reče bratom svojim: Vrnil se mi je denar moj, in glejte ga v vreči moji! In upade jim srce in prestrašijo se ter reko drug drugemu: Kaj nam je to storil Bog?

²⁹Så kom de hjem til Jakob, sin far, i Kana'ans land, og de fortalte ham alt det som hadde hendt dem, og sa:

²⁹In ko pridejo k Jakobu, očetu svojemu v deželo Kanaansko, mu povedo vse, kar se jim je prigodilo, govoreč:

³⁰Mannen som råder der i landet, talte hårdt til oss og tok oss for folk som vilde speide ut landet.

³⁰Trdo je z nami govoril tisti mož, one dežele gospod, in sprejel nas je kakor ogleduhe dežele.

³¹Og vi sa til ham: Vi er ærlige folk, vi er ikke speidere;

³¹In rekli smo mu: Pošteni smo, nikdar nismo bili ogleduhi.

³²vi er tolv brødre, alle sønner av samme far, én er ikke mere til, og den yngste er nu hjemme hos vår far i Kana'ans land.

³²Dvanajst nas je bratov, sinov našega očeta: enega ni več in najmlajši je ta čas pri očetu našem v deželi Kanaanski.

³³Da sa mannen som råder der i landet, til oss: Av dette vil jeg forstå om I er ærlige folk: La en av eder brødre bli her hos mig og ta hvad I trenger mot hungersnøden i eders hjem, og far eders vei;

³³In reče nam tisti mož, one dežele gospod: Tako bom spoznal, da ste pošteni: brata izmed sebe enega pustite pri meni in tisto, česar stradajo rodbine vaše, vzemite ter odidite;

³⁴og kom så hit til mig med eders yngste bror, så jeg kan forstå at I ikke er speidere, men ærlige folk! Da vil jeg gi eder eders bror igjen, og I kan fritt dra omkring i landet.

³⁴in pripeljite brata svojega najmlajšega k meni, da spoznam, da niste ogleduhi, ampak poštenjaki. In brata vašega vam vrnem, in tržiti boste smeli po tej deželi.

³⁵Da de så tømte sine sekker, se, da lå enhvers pengepung i hans sekk; og da de og deres far så pengepungene, blev de redde.

³⁵Ko so pa praznili vreče svoje, glej, vsak je imel svoj zavitek denarja v vreči svoji; in ko so videli zavitke svojega denarja, so se bali oni in njih oče.

³⁶Og Jakob, deres far, sa til dem: I gjør mig barnløs; Josef er ikke mere til, og Simeon er ikke mere til, og Benjamin vil I ta fra mig; det kommer over mig alt sammen.

³⁶In Jakob, njih oče, jim reče: Pripravite me ob otroke! Jožefa ni več, in Simeona ni več, in Benjamina bi mi radi vzeli; zoper mene je vse to.

³⁷Da sa Ruben til sin far: Begge mine sønner kan du drepe hvis jeg ikke kommer tilbake til dig med ham; gi ham i min hånd, så vil jeg føre ham tilbake til dig.

³⁷A Ruben ogovori očeta svojega in reče: Ta dva sinova moja daj v smrt, ako ga ne pripeljem zopet k tebi. Daj ga meni v roko, in jaz ga pripeljem zopet k tebi.On pa veli: Ne pojde doli sinček moj z vami; zakaj brat njegov je umrl, in ta je sam ostal, in če njega zadene nesreča na potu, na katerega se pripravljate, spravite sivo glavo mojo z žalostjo v grob [Hebr. šeol.].

³⁸Men han sa: Min sønn skal ikke dra ned med eder; for hans bror er død, og han er alene tilbake, og dersom det møter ham nogen ulykke på den vei som I drar, så kommer I til å sende mine grå hår med sorg ned i dødsriket.

³⁸On pa veli: Ne pojde doli sinček moj z vami; zakaj brat njegov je umrl, in ta je sam ostal, in če njega zadene nesreča na potu, na katerega se pripravljate, spravite sivo glavo mojo z žalostjo v grob [Hebr. šeol.].

³⁹Men hungersnøden var hård i landet.