¹Dette er det utsagn som profeten Habakuk skuet.

¹Prorokovanje, ki ga je v prikazni prejel Habakuk, prorok.

²Hvor lenge, Herre, skal jeg ennu rope uten at du hører! Jeg klager for dig over vold - og du frelser ikke.

²Kako dolgo, o GOSPOD, sem vpil k tebi, in ne slišiš! Vpijem k tebi o nasilstvu, a ne rešiš.

³Hvorfor lar du mig skue urett, og hvorledes kan du selv se på slik elendighet? Ødeleggelse og vold har jeg for mine øine; det yppes kiv og opstår tretter.

³Zakaj dopuščaš, da vidim krivico, zakaj gledaš nadlogo? Kajti pustošenje in nasilstvo je pred menoj, in nastaja prepir in vnema se boj!

⁴Derfor er loven maktesløs, og retten kommer aldri frem; for ugudelige omringer den rettferdige, derfor kommer retten frem forvendt.

⁴Zato izgublja postava veljavo in prava sodba ne pride nikdar na dan; kajti brezbožnik obdaja pravičnega, zato prihaja le popačena sodba na svetlo.

⁵Se eder omkring blandt folkene, se og bli forferdet, ja forferdet! For en gjerning gjør jeg i eders dager - I skulde ikke tro den når den blev fortalt.

⁵Ozrite se v narode in poglejte, in čudite se, strmite; kajti delam v dneh vaših delo, ki ga ne boste verovali, če kdo pripoveduje.

⁶For se, jeg lar kaldeerne reise sig, det ville og voldsomme folk, som farer frem så vide som jorden når, for å ta i eie boliger som ikke hører det til.

⁶Glejte, jaz obujam Kaldejce, tisto trdo in hitro ljudstvo, ki hodi po širjavi zemlje, da si lasti domovanja, ki niso njegova.

⁷Fryktelig og forferdelig er det; fra sig selv henter det sin rett og sin høihet.

⁷Strašno je in grozovito; sodba in mogočnost njegova izvirata od njega samega.

⁸Dets hester er raskere enn leoparder og skarpere til å springe enn ulver om aftenen; dets ryttere sprenger frem, dets ryttere kommer langt borte fra, de flyver som en ørn når den styrter sig over sitt rov.

⁸Čili so konji njegovi bolj nego pardi in hitrejši nego volkovi na večer; ponosno dirjajo konjiki njegovi, jezdeci njegovi prihajajo oddaleč, lete kakor orel, ki plane na jed.

⁹Alle kommer de for å gjøre voldsverk, de stirrer stridslystne fremad, og de samler fanger som sand.

⁹Vsi prihajajo zavoljo nasilstva! oči jim gledajo naravnost predse in ujetnike grabijo kakor pesek.

¹⁰De spotter konger, og fyrster er til latter for dem; de ler av hver festning, de dynger jord op mot den og tar den.

¹⁰Smeje se to ljudstvo kraljem in knezi so mu v zasmeh; zasmehuje vsako trdnjavo, ker nanosi zemlje in jo vzame.

¹¹Så stryker de avsted som en vind og farer frem og drar skyld over sig; deres kraft er deres gud.

¹¹Potem puhne kakor veter mimo in preide ter se pregreši: ta moč njegova mu je bog!

¹²Er du ikke fra fordums tid Herren min Gud, min Hellige? Vi skal ikke dø. Herre! Til å fullbyrde dom har du satt dem. Du vår klippe! Til å straffe har du gitt dem fullmakt.

¹²Nisi li ti od vekomaj, GOSPOD, Bog moj in Svetnik moj? Mi ne umrjemo. O GOSPOD, za sodbo si ga postavil, o Skala, strahovanje si mu zaukazal.

¹³Du som er ren av øine, så du ikke kan se på ondt* og ikke er i stand til å skue på elendighet**! Hvorfor ser du på troløse, hvorfor tier du når den ugudelige tilintetgjør den som er rettferdigere enn han? / {* uten å straffe.} / {** uten å hjelpe.}

¹³Prečiste so tvoje oči, da bi gledal hudo, in nepravde ne moreš videti: zakaj gledaš na tiste, ki ravnajo izdajalski, molčiš, ko brezbožnik požira pravičnejšega od sebe?

¹⁴Du har jo gjort med menneskene som med havets fisker, som med krypet, som ingen herre har!

¹⁴in dopuščaš, da se ravna z ljudmi kakor z morskimi ribami, kakor s črvadjo, ki nima vladarja? –

¹⁵Dem alle drar de* op med krok, samler dem i sin not og sanker dem i sitt garn; derfor gleder de sig og jubler. / {* kaldeerne.}

¹⁵Vse jih lovi s trnkom, jih vleče v mreži svoji in zbira v svojo vršo; ob tem se veseli in vriska.

¹⁶Derfor ofrer de til sin not og brenner røkelse for sitt garn; for de gir dem deres fete lodd og deres kraftige mat.

¹⁶Zato daruje mreži in žge kadilo vrši svoji; kajti po njej ima debel delež in preobilen živež.Sme li zato vedno prazniti mrežo svojo in neprestano moriti narode neusmiljeno?

¹⁷Men skal de derfor fremdeles få tømme sin not og uavlatelig slå folkeslag ihjel uten skånsel?

¹⁷Sme li zato vedno prazniti mrežo svojo in neprestano moriti narode neusmiljeno?