¹Ve dem som gir urettferdige lover og utsteder fordervelige skrivelser

¹Gorje jim, ki sklepajo krivične postave, in pisateljem, ki spisujejo nadlogo,

²for å trenge småfolk bort fra domstolen og for å frarane de fattige i mitt folk deres rett, for å gjøre enker til sitt bytte og for å plyndre de farløse.

²da izpodrinejo siromake iz pravde in da ugrabijo pravico ubožcem ljudstva mojega, da jim bodo vdove za plen ter da oropajo sirote!

³Men hvad vil I gjøre på hjemsøkelsens dag, når ødeleggelsen kommer fra det fjerne? Til hvem vil I fly for å få hjelp, og hvor vil I gjøre av eders skatter?

³Kaj boste počeli ob dnevi obiskovanja in ob nevihti, ki pride iz daljave? h komu se zatečete za pomoč? in kam spravite bogastvo svoje?

⁴Den som ikke synker i kne blandt fangene, skal falle blandt de drepte. Men med alt dette vender hans vrede ikke tilbake, og ennu er hans hånd rakt ut.

⁴Nič drugega vam ne bo mogoče, nego sključiti se med ujetniki in pasti med ubitimi. Pri vsem tem se ne odvrne jeza Njegova, a še je iztegnjena Njegova roka.

⁵Ve Assur, min vredes ris! Min harme er staven i hans hånd.

⁵Gorje Asircu, ki je šiba jeze moje in palica v roki njegovi togota moja!

⁶Mot et gudløst folk sender jeg ham, mot et folk jeg er vred på, byder jeg ham fare for å røve og plyndre og trå det ned som skarn på gatene.

⁶Nad hinavski rod ga pošljem in zoper ljudstvo, s katerim se srdim, mu dam povelje, da naj pleni plen in da naj ropa rop in naj jih potepta kakor na ulicah blato.

⁷Men så mener ikke han, og i sitt hjerte tenker han ikke så; men til å ødelegge står hans hu og til å utrydde folk i mengde.

⁷On seveda ne meni tako in srce njegovo ne misli tako; pogubiti mu je le namera in potrebiti narodov ne malo.

⁸For han sier: Er ikke mine høvdinger konger alle sammen?

⁸Kajti govori: Niso li vsi knezi moji tudi kralji?

⁹Er det ikke gått Kalno som Karkemis? Er det ikke gått Hamat som Arpad? Er det ikke gått Samaria som Damaskus?

⁹Ni li Kalno kakor Karkemiš? ni li Hamat kakor Arpad? ni li kakor Damask Samarija?

¹⁰Likesom min hånd har nådd de andre guders riker, enda deres utskårne billeder overgikk Jerusalems og Samarias,

¹⁰Kakor je roka moja dosegla kraljestva malikov, katerih rezane podobe so bile lepše od jeruzalemskih in samarijskih –

¹¹skulde jeg da ikke kunne gjøre det samme med Jerusalem og dets gudebilleder som jeg har gjort med Samaria og dets guder?

¹¹ali ne bom, kakor sem storil Samariji in malikom njenim, enako storil Jeruzalemu in njegovim podobam?

¹²Men når Herren har fullført hele sin gjerning på Sions berg og i Jerusalem, da vil jeg hjemsøke Assurs konge for frukten av hans hjertes overmot og hans stolte øines tross.

¹²Zato se zgodi, ko Gospod dovrši vse delo svoje na gori Sionski in v Jeruzalemu, da bom kaznoval sad prevzetnega srca kralja asirskega in bahanje ponosnih oči njegovih.

¹³For han sier: Ved min hånds kraft har jeg gjort det og ved min visdom, for jeg er forstandig; jeg flyttet folkeslags landemerker, og deres skatter har jeg plyndret, og i mitt velde støtte jeg ned dem som satt i høisetet,

¹³Kajti govoril je: Z roke svoje krepkostjo sem storil to in z modrostjo svojo, ker sem razumen; in premaknil sem ljudstvom meje in uplenil sem njih zaklade in pahnil kot mogočnjak s prestolov nje, ki so na njih sedeli;

¹⁴og min hånd grep efter folkenes gods som efter et fuglerede, og som en sanker forlatte egg, har jeg sanket alle land på jorden, og det var ingen som rørte en vinge eller åpnet sitt nebb og pep.

¹⁴in roka moja je dosegla kakor gnezdo bogastvo ljudstev, in kakor bi pobiral jajca zapuščena, sem obral vso deželo, in ni ga bilo, da bi bil ganil s perutjo ali odprl usta ali začivkal. –

¹⁵Roser vel øksen sig mot den som hugger med den, eller gjør sagen sig stor mot den som drar den? Rett som om staven svinget den som løfter den, som om kjeppen løftet den som ikke er av tre*! / {* mannen som har den i hånden.}

¹⁵Se li more ponašati sekira proti njemu, ki seka ž njo? ali rezilo se poviševati proti njemu, ki ga rabi? kakor da bi šiba vihtela njega, ki jo dviga, kakor da bi privzdigovala palica človeka, ki ni od lesa!

¹⁶Derfor skal Herren, Israels Gud, hærskarenes Gud, sende tærende sott blandt hans kraftfulle menn, og under hans herlighet skal det brenne en brand som luende ild.

¹⁶Zato pošlje Gospod, Jehova nad vojskami, med debeluhe njegove sušico, in pod slavo njegovo se vname požar, podoben ognjenemu požaru.

¹⁷Israels lys skal bli til en ild, og dets Hellige til en lue, og den skal brenne og fortære hans torn og tistel, alt på en dag.

¹⁷In luč Izraelova bode za ogenj in Svetnik njegov za plamen, ki zapali in požge grmovje in trnje njegovo en dan.

¹⁸Og han skal gjøre ende på hans skogs og hans fruktbare marks herlighet, både rubb og stubb, og det skal gå som når en syk visner bort.

¹⁸In pokonča slavo gozda njegovega in rodovitnih njiv njegovih z dušo in z mesom, da bode, kakor ko hira jetičnik.

¹⁹De trær som blir levnet av hans skog, skal lett kunne telles; et barn kan skrive dem op.

¹⁹In majhen bode ostanek drevja v gozdu njegovem, da ga bo deček mogel zapisati.

²⁰På den tid skal levningen av Israel og de undkomne av Jakobs hus ikke mere bli ved å stole på ham som slo det*, men de skal trofast stole på Herren, Israels Hellige. / {* Assur; 2KG 16, 7.}

²⁰In zgodi se tisti dan, da se ne bode ostanek Izraelov in kdor se ohrani hiši Jakobovi več opiral nanj, ki jih je tepel, marveč opiral se bo na GOSPODA, Svetnika Izraelovega, v resnici.

²¹En levning skal omvende sig, levningen av Jakob, til Gud den veldige.

²¹Ostanek se preobrne, ostanek Jakobov k mogočnemu Bogu.

²²For om ditt folk, Israel, er som havets sand, skal bare en levning av det omvende sig; tilintetgjørelse er fast besluttet, en flom av rettferdighet*. / {* Guds straffende rettferdighet.}

²²Kajti ko bi bilo ljudstva tvojega, Izrael, kakor peska morskega, le ostanek se preobrne iz njega. Določeno je pokončanje, ki razliva obilno pravičnost.

²³For tilintetgjørelse og fast besluttet dom fullbyrder Herren, Israels Gud, hærskarenes Gud, over all jorden.

²³Zakaj pokončanje, in to določeno, dovrši Gospod, Jehova nad vojskami, sredi vse zemlje.

²⁴Derfor sier Herren, Israels Gud, hærskarenes Gud, så: Frykt ikke, du mitt folk som bor i Sion, for Assur, når han slår dig med kjeppen og løfter sin stav over dig, således som de gjorde i Egypten!

²⁴Zatorej pravi tako Gospod, Jehova nad vojskami: Ne boj se, ljudstvo moje, ki prebivaš na Sionu, Asirca! S šibo te bo tepel in palico svojo bo vzdignil zoper tebe, kakor se je v Egiptu godilo.

²⁵For bare en liten stund til, så er min harme til ende, og min vrede vender sig til deres* ødeleggelse. / {* assyrernes.}

²⁵Kajti še malo, prav malo časa, potem bode konec srditosti in jeza moja se obrne nanje, da jih pokonča.

²⁶Og Herren, hærskarenes Gud, skal svinge en svepe over ham, som da han slo Midian ved Orebs klippe, og hans stav skal være rakt ut over havet, og han skal løfte den på samme vis som i Egypten.

²⁶In GOSPOD nad vojskami zavihti zoper njega bič kakor v poboju Madiancev pri skali Orebski; in palica Njegova bode nad morjem in jo vzdigne, kakor jo je vzdignil nad Egiptom.

²⁷På den tid skal hans byrde bli tatt bort fra din skulder, og hans åk fra din hals, og åket skal sprenges av dens fedme*. / {* den velmakt hvormed Herren velsigner Israel.}

²⁷In zgodi se v tistem času, da se razprta breme njegovo z rame tvoje in jarem njegov z vratu tvojega, da, jarem razpade spričo maziljenja [Ali: tolščobe; dobesedno: olja.].

²⁸Han kommer over Ajat, drar frem gjennem Migron; i Mikmas lar han sitt tren bli igjen.

²⁸Pride v Ajat, pojde skozi Migron, pri Mikmasu odloži prtljago svojo;

²⁹De drar gjennem skaret. I Geba [sier de] vil vi bli natten over. Rama bever, Sauls Gibea flyr.

²⁹preidejo prelaz, veleč: v Gebi bo naše prenočišče! Rama trepeta, Gibea Savlova beži.

³⁰Skrik høit, du Gallims datter! Gi akt, Laisa! Arme Anatot!

³⁰Glasno vpij, hči galimska! Poslušaj, o Lajsa! O ubožica Anatot!

³¹Madmena flyr; Gebims innbyggere flytter sitt gods i hast.

³¹Madmena beži, prebivalci gebimski so se zbrali, da pobegnejo.

³²Allerede samme dag står han i Nob; da svinger han sin hånd mot Sions datters berg, mot Jerusalem-haugen.

³²Še danes se ustavi v Nobu, že zavihti roko svojo proti gori hčere sionske, proti hribu jeruzalemskemu. –

³³Se, Herren, Israels Gud, hærskarenes Gud, hugger av de løvrike grener med forferdelig kraft, og de ranke, kneisende trær hugges ned, og de høie blir lave,

³³Glej, Gospod, Jehova nad vojskami, poseka veje z grozno močjo, in tisti, ki so visoke postave, bodo posekani, in prevzetni bodo ponižani;in posekal bo gozdno goščavo z železom svojim, in Libanon pade po Veličastnem.

³⁴og den tette skog hugges ned med øksen, og Libanon faller for den Veldige*. / {* d.e. Herren.}

³⁴in posekal bo gozdno goščavo z železom svojim, in Libanon pade po Veličastnem.