¹For det skal ikke alltid være mørke for det land hvor det nu er trengsel; tidligere førte han* vanære over Sebulons land og over Naftalis land, men i fremtiden skal han føre ære over det, over veien ved havet, landet på hin side Jordan, hedningenes Galilea**. / {* Herren.} / {** Øvre Galilea, grenselandet mot hedningene. MTT 4, 15 fg.}

¹Toda ne ostane v temi dežela, ki je sedaj v stiski. V prejšnjem času je v zaničevanje spravil deželo Zebulonovo in deželo Neftalijevo, a v poslednjem jo pripravi v čast, ono na poti k morju, onkraj Jordana, Galilejo poganov.

²Det folk som vandrer i mørket, skal se et stort lys; de som sitter i dødsskyggens land, over dem skal lyset stråle.

²Ljudstvo, ki je hodilo po temi, je videlo svetlobo veliko; in kateri so bivali v deželi smrtne sence, jim je zasijala luč.

³Du lar det bli tallrikt det folk som du får ikke gav stor glede; de gleder gleder sig for ditt åsyn, som en gleder sig om høsten, som en jubler når hærfang skiftes.

³Pomnožil si narod, povečal si mu veselje: veselé se pred teboj kakor v veselju ob žetvi in enako njim, ki se radujejo, ko plen delé.

⁴For dets tyngende åk og kjeppen til dets skulder, dets drivers stav, har du brutt i stykker, som på Midians dag;

⁴Zakaj ti si zlomil bremena njegovega jarem in šibo za njegova pleča, palico zatiralca njegovega, kakor ob dnevi Madiana.

⁵for hver krigssko som er båret i slagtummelen, og hvert klæsplagg som er tilsølt med blod, skal brennes op og bli til føde for ilden.

⁵Kajti vsako obuvalo tistih, ki obuti stopajo v bojnem hrupu, in vsaka okrvavljena obleka se sežge, bode za jed ognju.

⁶For et barn er oss født, en sønn er oss gitt, og herredømmet er på hans skulder, og han kalles under, rådgiver, veldig Gud, evig fader, fredsfyrste.

⁶Zakaj dete nam je rojeno, sin nam je dan, in vladarstvo pride na ramo njegovo, in ime njegovo se bo imenovalo: Čudoviti, Svetovalec, Mogočni Bog, Oče večnosti, Knez miru.

⁷Så skal herredømmet bli stort og freden bli uten ende over Davids trone og over hans kongerike; det skal bli støttet og opholdt ved rett og rettferdighet, fra nu av og til evig tid; Herrens, hærskarenes Guds nidkjærhet skal gjøre dette.

⁷Pomnoževanju njegovega vladarstva in miru ne bode konca na prestolu Davidovem in nad kraljestvom njegovim, da ga utrdi in podpre s pravico in pravičnostjo od tega časa do vekomaj. Gorečnost GOSPODA nad vojskami stori to.

⁸Et ord har Herren sendt mot Jakob, og det skal slå ned i Israel.

⁸Besedo je poslal Gospod zoper Jakoba in je zadela Izraela.

⁹Og hele folket skal fornemme det, Efra'im og Samarias innbyggere, som i stolthet og hjertets overmot sier:

⁹In vse ljudstvo jo bo spoznalo, Efraim in prebivalci v Samariji, ki govore s ponosnim in prevzetnim srcem:

¹⁰Stener av ler er falt, men med hugne stener vil vi bygge op igjen; morbærtrær er hugget ned, men sedertrær vil vi sette i stedet.

¹⁰Opeka je razpadla, ali zidali bomo iz rezanega kamena, posekane so divje smokve, ali nadomestimo jih s cedrami.

¹¹Derfor gir Herren Resins motstandere makt over det*, og han væbner dets fiender, / {* Efra'im.}

¹¹A GOSPOD povzdigne zoper njega nasprotnike Rezinove in razdraži sovražnike njegove:

¹²syrerne forfra og filistrene bakfra, og de eter Israel med full munn. Men med alt dette vender hans vrede ikke tilbake, og ennu er hans hånd rakt ut.

¹²Sirce od vzhoda in Filistejce od zahoda, da požro Izraela na vsa usta. Pri vsem tem se ne odvrne jeza Njegova, a še je roka Njegova iztegnjena.

¹³Men folket vender ikke om til ham som slår det, og Herren, hærskarenes Gud, søker de ikke.

¹³A to ljudstvo se ni obrnilo k njemu, ki ga tepe, in niso iskali GOSPODA nad vojskami.

¹⁴Derfor avhugger Herren av Israel både hode og hale, både palmegren og siv, alt på en dag.

¹⁴Zato bo GOSPOD odsekal Izraelu glavo in rep, vejevje palmovo in bičje na en dan.

¹⁵Eldste og aktet mann er hodet, og en profet som lærer løgn, er halen.

¹⁵Starček in imenitnik je glava, prorok pa, ki uči krivo, je rep.

¹⁶Og dette folks førere er forførere, og de av folket som lar sig føre, er fortapt.

¹⁶Kajti voditelji tega ljudstva so zapeljivci in ti, katere vodijo, so pogubljeni.

¹⁷Derfor gleder Herren sig ikke over dets unge menn, og over dets farløse og enker forbarmer han sig ikke; for de er alle sammen gudløse og gjør det onde, og hver munn taler dårskap. Men med alt dette vender hans vrede ikke tilbake, og ennu er hans hånd rakt ut.

¹⁷Zato se mladeničev njegovih ne bo radoval Gospod in ne bo se usmilil sirot in vdov njegovih; zakaj vsi vkup so hinavci in hudobneži in vsaka usta govore budalost. Pri vsem tem se ne odvrne jeza Njegova, a še je roka Njegova iztegnjena.

¹⁸For ugudeligheten brenner som ild; den fortærer torn og tistel, og den tender den tetteste skog, så den hvirvler høit op i røk.

¹⁸Kajti krivičnost se je vnela kakor ogenj, pokončava trnje in grmovje, požiga gosto drevje v gozdu, vije se navzgor v debelih oblakih dima.

¹⁹Ved Herrens, hærskarenes Guds vrede er landet satt i brand, og folket blir til føde for ilden; ingen sparer sin bror.

¹⁹Od srda GOSPODA nad vojskami je zemlja požgana, tudi ljudstvo je kakor paša ognju; nihče ne prizanaša bratu svojemu.

²⁰De biter til høire og hungrer allikevel, de eter til venstre og blir ikke mette; enhver eter kjøttet av sin egen arm.

²⁰Požirajo na desno, pa vendar so lačni, in jedo na levo, pa vendar niso siti. Vsak jé svoje rame meso:Manase Efraima in Efraim Manaseja, in oba skupaj sta zoper Judo. Pri vsem tem se ne odvrne jeza Njegova, a še je roka Njegova iztegnjena.

²¹Manasse eter Efra'im og Efra'im Manasse; begge tilsammen er de imot Juda. Men med alt dette vender hans vrede ikke tilbake, og ennu er hans hånd rakt ut.

²¹Manase Efraima in Efraim Manaseja, in oba skupaj sta zoper Judo. Pri vsem tem se ne odvrne jeza Njegova, a še je roka Njegova iztegnjena.