¹Hør på mig, I som jager efter rettferdighet, I som søker Herren! Se på det fjell som I er hugget ut av, og på den brønn som I er gravd ut av!

¹Poslušajte me vi, ki hodite za pravičnostjo, ki iščete GOSPODA! Glejte na skalo, iz katere ste izsekani, in v votlino jame, iz katere ste izkopani!

²Se på Abraham, eders far, og på Sara, som fødte eder! For da han ennu bare var en, kalte jeg ham, og jeg velsignet ham og gjorde hans ætt stor;

²Glejte na Abrahama, očeta svojega, in na Saro, ki vas je rodila: kajti poklical sem ga, ko je bil edinec, in sem ga blagoslovil in ga pomnožil.

³for Herren trøster Sion, trøster alle dets ruiner og gjør dets ørken lik Eden og dets øde mark lik Herrens have; fryd og glede skal finnes der, takksigelse og lovsang.

³Zakaj GOSPOD je potolažil Sion, potolažil je vse razvaline njegove in je naredil puščavo njegovo kakor raj in samoto njegovo kakor vrt GOSPODOV; veselje in radost bo na njem, zahvala in psalmov glas.

⁴Hør på mig, mitt folk! Vend øret til mig, du min menighet! For lov skal gå ut fra mig, og min rett vil jeg sette til et lys for folkene.

⁴Poslušajte me, ljudstvo moje, in narod moj, obrnite ušesa v me! kajti postava pride od mene, in pravico svojo postavim ljudstvom za svetlobo.

⁵Min rettferdighet er nær, min frelse bryter frem, og mine armer skal hjelpe folkene til rett; på mig skal øene vente, og på min arm skal de bie.

⁵Blizu je pravičnost moja, izšlo je zveličanje moje, in roke moje bodo sodile ljudstva, v meni bodo imeli upanje otoki in čakali bodo rame moje.

⁶Løft eders øine til himmelen, og se på jorden her nede! For himmelen skal blåses bort som røk, og jorden skal eldes som et klædebon, og de som bor på den, skal dø som mygg; men min frelse skal vare til evig tid, og min rettferdighet skal ikke brytes.

⁶Povzdignite proti nebesom oči in glejte zemljo spodaj! zakaj nebesa izginejo kakor dim in zemlja se postara kakor obleka, in prebivalci njeni pomrjo enako. Ali zveličanje moje bode vekomaj in pravičnost moja se ne okruši.

⁷Hør på mig, I som kjenner rettferdighet, du folk som har min lov i ditt hjerte! Frykt ikke menneskers hån, og reddes ikke for deres spottende ord.

⁷Poslušajte me vi, ki poznate pravičnost, ljudstvo, ki ima postavo mojo v srcu svojem: Ne bojte se zasramovanja smrtnega človeka in ne plašite se njih preklinjanja!

⁸For møll skal fortære dem som et klæsplagg, og makk skal fortære dem som ull; men min rettferdighet skal vare til evig tid, og min frelse fra slekt til slekt.

⁸Zakaj kakor sukno jih razje molj in kakor volno jih razgrize črvič; pravičnost moja pa bode vekomaj in zveličanje moje od roda do roda.

⁹Våkn op, våkn op, klæ dig i styrke, du Herrens arm! Våkn op som i gamle dager, som i fordums tid! Var det ikke du som felte Rahab*, som gjennemboret havuhyret? / {* Egypten. 2MO 14, 14; 6, 6; 15, 12. SLM 74, 13. 14; 89, 11. JES 27, 1; 30, 7. ESK 29, 3 fg.}

⁹Zbudi se, zbudi, obleci moč, o rama GOSPODOVA! Zbudi se kakor v starih časih, pri nekdanjih rodovih! Ali nisi ti tista, ki je razdrobila Egipt [Hebr. Rahab.], ki je presunila morskega velikana?

¹⁰Var det ikke du som tørket ut havet, vannet i det store dyp, som gjorde havets bunn til en vei, så det frelste folk kunde gå gjennem det?

¹⁰Ali nisi ti tista, ki je posušila morje, velikega brezna vode, ki je naredila morske globočine za pot, po katerem naj preidejo odkupljeni?

¹¹Så skal Herrens forløste vende tilbake og komme til Sion med frydesang, og evig glede er det over deres hode; fryd og glede skal de nå, sorg og sukk skal fly.

¹¹In odrešenci GOSPODOVI se vrnejo ter pridejo na Sion s petjem, in večna radost bode nad njih glavo; veselje in radost jih objame, a žalovanje in zdihovanje pobegne.

¹²Jeg, jeg er den som trøster eder; hvem er du, at du frykter for et menneske, som skal dø, for et menneskebarn, som skal bli lik gress,

¹²Jaz, jaz sam sem tolažitelj vaš. Kdo si ti, da se bojiš človeka, ki umrje, in sina človekovega, ki izgine kakor seno?

¹³og at du glemmer Herren, din skaper, som utspente himmelen og grunnfestet jorden, og alltid hele dagen engster dig for undertrykkerens vrede, når han legger pilen til rette for å ødelegge? Hvor er da undertrykkerens vrede?

¹³in da zabiš GOSPODA, stvarnika svojega, ki je razpel nebo in ustanovil zemljo, in si v strahu vedno, vsak dan, zaradi togote stiskalčeve, ko se pripravlja, da bi pogubil? In kje je togota stiskalčeva?

¹⁴Snart skal den som ligger i lenker, bli løst, han skal ikke dø og gå i graven, og han skal ikke mangle sitt brød.

¹⁴Hitro bo izpeljan v prostost tisti, ki je sključen v okovih, in ne umre in ne pade v jamo, tudi ne bo pogrešal kruha svojega.

¹⁵Og jeg er Herren din Gud, som rører op havet så dets bølger bruser - Herren, hærskarenes Gud, er hans navn.

¹⁵Zakaj jaz sem GOSPOD, Bog tvoj, ki razburjam morje, da bučé njegovi valovi; GOSPOD nad vojskami je ime njegovo.

¹⁶Og jeg la mine ord i din munn og dekket dig med min hånds skygge for å plante himmelen og grunnfeste jorden og for å si til Sion: Du er mitt folk.

¹⁶In položil sem besede svoje v usta tvoja in zakril sem te z roke svoje senco, da zgradim nebesa in ustanovim zemljo ter rečem Sionu: Ljudstvo si moje.

¹⁷Våkn op, våkn op, stå op, Jerusalem, du som av Herrens hånd har fått hans vredes beger å drikke! Det store tumlebeger har du drukket ut til siste dråpe.

¹⁷Zbudi se, zbudi, vstani, jeruzalemska hči, ki si iz roke GOSPODOVE pila togote njegove čašo; kupo, čašo omotno si pila, izsrebala.

¹⁸Hun har ingen som leder henne, av alle de barn hun har født, og ingen som tar henne ved hånden, av alle de sønner hun har fostret.

¹⁸Nikogar ni bilo, da bi jo bil vodil, izmed vseh otrok, ki jih je rodila, ne enega, ki bi jo bil prijel za roko, izmed vseh sinov, ki jih je vzredila.

¹⁹To ting var det som rammet dig - hvem ynkes over dig? - ødeleggelse og undergang, hunger og sverd - hvorledes skal jeg trøste dig?

¹⁹Tisto dvoje se ti je prigodilo, kdo bi te miloval? –: razdejanje in podrtje, lakota in meč. Kako naj te potolažim?

²⁰Dine barn lå avmektige på alle gatehjørner som en hjort i garnet, de som var fylt av Herrens brennende vrede, av din Guds trusler.

²⁰Otroci tvoji so onemogli, leže po vseh ulicah in voglih kakor jelen v mreži; polni so togote GOSPODOVE, grožnje Boga tvojega.

²¹Derfor, hør dette, du arme, og du som er drukken, men ikke av vin!

²¹Zato čuj vendar, o ponižana in pijana, a ne vina:

²²Så sier Herren, din herre, din Gud, som fører sitt folks sak: Se, jeg har tatt tumlebegeret ut av din hånd; mitt store vredesbeger skal du ikke mere drikke av.

²²Tako govori Gospod tvoj, Jehova, in Bog tvoj, ki se poteguje za pravdo ljudstva svojega: Glej, iz roke tvoje jemljem čašo omotno, čašo togote svoje: ne boš je več pila.Ampak dam jo v roko njih, ki te ponižujejo, ki so govorili duši tvoji: Vrzi se na tla, da pojdemo čeznjo! In ti si naredila kakor tla hrbet svoj in kakor cesto čezenj gredočim.

²³Og jeg gir det i dine undertrykkeres hånd, de som sa til dig: Bøi dig ned, så vi kan gå over dig, og så gjorde du din rygg lik jorden, til en gate for dem som gikk over den.

²³Ampak dam jo v roko njih, ki te ponižujejo, ki so govorili duši tvoji: Vrzi se na tla, da pojdemo čeznjo! In ti si naredila kakor tla hrbet svoj in kakor cesto čezenj gredočim.