1Hvorfra kommer all ufreden, og hvorfra kommer all striden iblandt eder? Er det ikke av eders lyster, som fører krig i eders lemmer?
1Odkod prihajajo vojske in odkod bitke med vami? Ne li odtod, namreč od želj vaših, vojskujočih se v vaših udih?
2I attrår, og har ikke; I slår ihjel og bærer avind, og kan ikke få; I ligger i strid og ufred. I har ikke, fordi I ikke beder;
2Želite, a nimate; morite in želite zavidno, a ne morete doseči; borite se in vojskujete; nimate, ker ne prosite.
3I beder og får ikke, fordi I beder ille, for å øde det i eders lyster.
3Prosite, a ne dobite, ker slabo prosite, da bi zapravljali v slah svojih.
4I utro! vet I ikke at vennskap med verden er fiendskap mot Gud? Den altså som vil være verdens venn, han blir Guds fiende.
4Prešeštnice, ali ne veste, da je prijateljstvo sveta sovraštvo do Boga?Kdorkoli torej hoče biti svetu prijatelj, postane Bogu sovražnik.
5Eller mener I at Skriften taler fåfengt? Med nidkjærhet attrår han den ånd han lot bo i oss, men dess større er den nåde han gir.
5Ali menite, da pismo prazno govori? Zavistno li želi Duh, ki ga je Bog naselil v nas?
6Derfor heter det: Gud står de stolte imot, men de ydmyke gir han nåde.
6Daje pa toliko večjo milost. Zato pravi pismo: „Bog se upira prevzetnim, ponižnim pa daje milost“.
7Vær derfor Gud undergitt! Men stå djevelen imot, og han skal fly fra eder;
7Podložni torej bodite Bogu. Uprite se pa hudiču, in bežal bo od vas.
8hold eder nær til Gud, og han skal holde sig nær til eder! Tvett hendene, I syndere, og rens hjertene, I tvesinnede!
8Približajte se Bogu in približa se vam. Očedite si roke, grešniki, in očistite si srca, ki ste dvojnih misli.
9Kjenn eders nød og sørg og gråt! Eders latter vende sig til sorg, og gleden til bedrøvelse!
9Čutite svoje gorjé in žalujte in jokajte; smeh vaš naj se izpreobrne v žalovanje in radost v potrtost.
10Ydmyk eder for Herren, og han skal ophøie eder!
10Ponižajte se pred Gospodom, in on vas poviša.
11Baktal ikke hverandre, brødre! Den som baktaler en bror eller dømmer sin bror, han baktaler loven og dømmer loven; men dømmer du loven, da er du ikke lovens gjører, men dens dommer.
11Ne obrekujte drug drugega, bratje. Kdor obrekuje brata ali sodi brata svojega, obrekuje postavo in sodi postavo; če pa sodiš postavo, nisi izpolnjevalec postave, ampak sodnik.
12Én er lovgiveren og dommeren, han som er mektig til å frelse og til å ødelegge; men du, hvem er du som dømmer din neste?
12Eden je zakonodajec in sodnik, ki more rešiti in pogubiti; ti pa kdo si, ki sodiš bližnjega?
13Og nu, I som sier: Idag eller imorgen vil vi dra til den by og bli der et år og kjøpslå og ha vinning,
13Dejte torej vi, ki pravite: Danes ali jutri odpotujemo v to mesto in ostanemo ondi eno leto ter bomo tržili in pridobivali,
14I som ikke vet hvad som skal hende imorgen! For hvad er eders liv? I er jo en røk som viser sig en liten stund og så blir borte!
14pa ne veste, kaj bode jutri. Kakšno je življenje vaše? Hlap namreč ste, ki se za malo časa prikaže, potem pa izgine.
15Istedenfor at I skulde si: Om Herren vil, så blir vi i live, og vi skal gjøre dette eller hint.
15Morali bi govoriti: Ako Gospod hoče, bomo živeli in to ali ono storili.
16Men nu roser I eder i eders overmot. All sådan ros er ond.
16Sedaj pa se ponašate v širokoustju svojem; vsako tako ponašanje je hudobno.
17Den som altså vet å gjøre godt og ikke gjør det, han har synd av det.
17Kdor torej zna dobro delati, pa ne dela, njemu je greh.