¹Mine brødre! ikke mange av eder bli lærere, eftersom I vet at vi skal få dess tungere dom!

¹Ne bodite mnogi učitelji, bratje moji, ker veste, da prejmemo težjo sodbo.

²For vi snubler alle sammen i mange ting; den som ikke snubler i tale, han er en fullkommen mann, i stand til også å holde hele legemet i tømme.

²V mnogem namreč napačno delamo vsi. Če kdo v besedi ne stori napačno, ta je popoln mož, zmožen brzdati tudi vse telo.

³Når vi legger bissel i munnen på hestene, forat de skal lyde oss, så styrer vi og hele deres legeme.

³Ako devamo konjem uzde v gobce, da so nam poslušni, vladamo tudi ves njih život.

⁴Se, også skibene, enda de er så store og drives av sterke vinder, styres dog av et lite ror dit styrmannen vil ha dem.

⁴Glej, tudi ladje, če so še tako velike in jih silni vetrovi gonijo, obrača i najmanjše krmilo, kamorkoli hoče vodnikova namera.

⁵Så er og tungen et lite lem, og taler dog store ord. Se, en liten ild, hvor stor en skog den setter i brand!

⁵Tako je tudi jezik majhen ud in se veliko ponaša. Glej, majhen ogenj, kolikšen gozd zažge!

⁶Også tungen er en ild; som en verden av urettferdighet står tungen blandt våre lemmer; den smitter hele legemet og setter livets hjul i brand, og settes selv i brand av helvede.

⁶Tudi jezik je ogenj; kot svet krivice se kaže jezik med udi našimi, ki oskrunja vse telo in zažiga kolo življenja, njega pa zažiga pekel.

⁷For all natur, både i dyr og i fugler, både i ormer og i sjødyr, temmes og er blitt temmet av den menneskelige natur;

⁷Kajti sleherno pleme zveri in ptičev, golazni in morskih živali kroti in je ukrotil rod človeški,

⁸men tungen kan intet menneske temme, det ustyrlige onde, full av dødelig gift.

⁸jezika pa ne more ukrotiti noben človek; zlo neukrotno je poln smrtnega strupa!

⁹Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbanner vi menneskene, som er skapt efter Guds billede.

⁹Ž njim blagoslavljamo Gospoda in Očeta in ž njim preklinjamo ljudi, ustvarjene po podobi Božji;

¹⁰Av samme munn utgår velsignelse og forbannelse. Mine brødre! dette må ikke være så.

¹⁰iz istih ust prihaja blagoslov in kletev. To, bratje moji, se ne sme tako goditi!

¹¹Gir vel kilden av samme opkomme søtt og beskt vann?

¹¹Saj pač studenec iz iste votline ne bruha sladke in grenke vode?

¹²Kan vel et fikentre, mine brødre, bære oljebær, eller et vintre fiken? Heller ikke kan en salt kilde gi søtt vann.

¹²More li, bratje moji, smokva roditi olive ali trta smokve? Tudi slana voda ne more delati sladke.

¹³Hvem er vis og forstandig blandt eder? Han vise ved god ferd sine gjerninger i visdoms saktmodighet!

¹³Kdo je moder in razumen med vami? Kaže naj z lepim vedenjem dela svoja v modri krotkosti.

¹⁴Men har I besk avind og trettesyke i eders hjerter, da ros eder ikke mot sannheten og lyv ikke mot den!

¹⁴Če pa imate grenko zavist in sebičnost v srcu svojem, nikar se ne hvalite in ne lažite zoper resnico!

¹⁵Denne visdom kommer ikke ovenfra, men er jordisk, sanselig, djevelsk;

¹⁵To ni modrost, ki prihaja od zgoraj, ampak zemeljska, živalska, vražja.

¹⁶for hvor der er avind og trettesyke, der er urede og alt det som ondt er.

¹⁶Kjer je namreč zavist in sebičnost, tam je nerednost in vse zlo dejanje.

¹⁷Men den visdom som er ovenfra, er først og fremst ren, dernæst fredsommelig, rimelig, eftergivende, full av barmhjertighet og gode frukter, uten tvil, uten skrømt.

¹⁷Modrost pa, ki je od zgoraj, je prvič čista, potem miroljubna, nežnočutna, dovzetna, polna usmiljenja in dobrega sadu, dvoma prosta, brez hinavščine.Sad pravičnosti pa se seje v miru njim, ki napravljajo mir.

¹⁸Men rettferdighets frukt såes i fred for dem som holder fred.

¹⁸Sad pravičnosti pa se seje v miru njim, ki napravljajo mir.