¹Herre, når jeg fører trette med dig, har du alltid rett. Allikevel må jeg gå i rette med dig: Hvorfor går det de ugudelige vel, hvorfor har de ingen sorger alle de troløse?

¹Pravičen ostaneš, o GOSPOD, ko bi se hotel prepirati s teboj; vendar si drznem govoriti o pravdi s teboj: Zakaj je uspešna pot brezbožnih? zakaj žive v blaginji, katerikoli delajo nezvesto?

²Du har plantet dem, og de har slått rot; de vokser op og bærer frukt; nær er du i deres munn, men langt borte fra deres nyrer.

²Sadil si jih, in so se tudi ukoreninili; rasto, pa tudi dajó sad. V njih ustih si blizu, a daleč od njih ledic.

³Men du, Herre, du kjenner mig, du ser mig og prøver mitt hjertelag mot dig; ta dem bort som får til å slaktes og innvi dem til en drapsdag!

³Ali ti, o GOSPOD, me poznaš, vidiš v me in izkušaš srce moje, kakšno je do tebe. Zvleci jih kakor ovce v klanje in pripravi jih za dan moritve!

⁴Hvor lenge skal landet visne og all markens urter tørke bort? For dets innbyggeres ondskap er dyr og fugler revet bort; for de sier: Han* ser ikke hvorledes det vil gå oss til sist. / {* profeten.}

⁴Doklej naj žaluje dežela in vene rastlina po vsem polju? Od hudobnosti prebivalcev njenih peša živina in ptiči, ker govore: Ne vidi našega konca.

⁵Når du løper med fotgjengere, og de gjør dig trett, hvorledes vil du løpe om kapp med hester? I et fredelig land er du trygg, men hvad vil du gjøre i Jordans prakt*? / {* d.e. den prektige skog på Jordans bredder, hvor løver hadde tilhold; JER 49, 19; 50, 44. SKR 11, 3.}

⁵Ko si tekel s pešci in so te utrudili, kako torej bi se poskušal s konji? In ako se počutiš varnega v deželi miru, kaj boš počel ob veličju Jordanovem?

⁶For selv dine brødre og din fars hus, selv de er troløse mot dig, selv de skriker efter dig av full hals; tro dem ikke når de taler fagre ord til dig!

⁶Zakaj tudi bratje tvoji in očeta tvojega družina, tudi oni ravnajo nezvesto proti tebi, tudi oni vpijejo glasno za teboj. Ne veruj jim, čeprav te ogovarjajo prijazno.

⁷Jeg har forlatt mitt hus, forkastet min arv; jeg har gitt min sjels elskede i hennes fienders hånd.

⁷Zapustil sem hišo svojo, zavrgel dediščino svojo; izdal sem njo, ki jo je ljubila duša moja, v roko sovražnikov njenih.

⁸Min arv er blitt mot mig som en løve i skogen, den har opløftet sin røst mot mig; derfor hater jeg den.

⁸Dediščina moja mi je postala kakor lev v gozdu: zoper mene je zagnala svoj glas, zato jo sovražim.

⁹Er min arv en spraglet rovfugl? Det er jo rovfugler rundt omkring den! Gå avsted og samle alle markens dyr, la dem komme hit og ete!

⁹Je li mi dediščina moja kakor pisana ropna ptica, da so roparice kroginkrog zoper njo? Pojdite, zberite vse zveri v gozdu, storite, da pridejo požirat!

¹⁰Hyrder* i mengde ødelegger min vingård, trår ned min arvelodd; de gjør min herlige arvelodd til en øde ørken. / {* JER 6, 3.}

¹⁰Mnogi pastirji so pokončali moj vinograd, poteptali delež moj, naredili so zaželjeni delež moj v prepusto puščavo.

¹¹De gjør den til en ødemark; sørgende og øde ligger den omkring mig; ødelagt er hele landet; for det er ikke nogen som legger det* på hjerte. / {* Herrens ord.}

¹¹Naredili so jo v pustinjo, žaluje po meni, opustošena. Vsa dežela je opustošena, ker ni nikogar, da bi premislil v srcu.

¹²Ødeleggere kommer over alle bare hauger i ørkenen, for Herren har et sverd som fortærer fra den ene ende av landet til den andre; det er ikke redning for noget kjød.

¹²Na vse gole griče po puščavi so prišli razdejalci; kajti meč GOSPODOV pokončava od kraja do kraja zemlje: miru ne bo imelo nobeno meso.

¹³De sår hvete, men høster torner; de tretter sig ut, men har intet gagn av det. Så ha da skam av eders grøde for Herrens brennende vredes skyld!

¹³Posejali so pšenico, in želi trnje; upehali so se, a nič prida niso opravili. Tako boste osramočeni pri pridelkih svojih zavoljo goreče jeze GOSPODOVE.

¹⁴Så sier Herren om alle sine onde naboer, som forgriper sig på den arv han har gitt sitt folk Israel til eie: Se, jeg rykker dem op av deres land, og Judas hus vil jeg rykke op av deres midte.

¹⁴Tako pravi GOSPOD o vseh hudobnih sosedih mojih, ki se dotikajo dediščine, katero sem v last dal ljudstvu svojemu Izraelu: Glej, jaz jih izpulim iz njih dežele in družino Judovo izpulim izmed njih.

¹⁵Men når jeg har rykket dem op, da vil jeg atter forbarme mig over dem og la dem vende tilbake, hver til sin arv og hver til sitt land.

¹⁵In zgodi se, ko jih izpulim, da se jih zopet usmilim in vsakega izmed njih pripeljem nazaj v njegovo dediščino in vsakega v deželo njegovo.

¹⁶Og såfremt de lærer mitt folks veier, lærer å sverge ved mitt navn: Så sant Herren lever - likesom de har lært mitt folk å sverge ved Ba'al, da skal de bli opbygget midt iblandt mitt folk.

¹⁶Zgodi se tudi, če se bodo pridno učili poti ljudstva mojega, da bi prisegali pri mojem imenu: Kakor resnično GOSPOD živi! kakor so moje ljudstvo učili prisegati pri Baalu: tedaj se ustanové sredi mojega ljudstva.Ako pa ne bodo poslušali, tedaj izpulim tisti narod, izpulim ga in pokončam, govori GOSPOD.

¹⁷Men vil de ikke høre, da vil jeg rykke det folk op og tilintetgjøre det, sier Herren.

¹⁷Ako pa ne bodo poslušali, tedaj izpulim tisti narod, izpulim ga in pokončam, govori GOSPOD.