¹Dette er det ord som kom til Jeremias fra Herren:

¹Beseda, ki je prišla Jeremiju od GOSPODA, govoreč:

²Stå op og gå ned til pottemakerens hus, og der vil jeg la dig høre mine ord.

²Vstani in pojdi doli v hišo lončarjevo, in tam storim, da boš slišal besede moje.

³Og jeg gikk ned til pottemakerens hus, og se, han gjorde sitt arbeid på skiven;

³Šel sem torej doli v hišo lončarjevo, in glej opravljal je delo svoje na kolovratu.

⁴og når det kar han gjorde, blev mislykket, som det kan gå med leret i pottemakerens hånd, så gjorde han det om igjen til et annet kar, slik som han vilde ha det.

⁴In posoda, ki jo je narejal iz ilovice, se je skazila v roki lončarjevi; in naredil je zopet iz nje drugo posodo, kakor se mu je prav zdelo narediti.

⁵Og Herrens ord kom til mig, og det lød så:

⁵Tedaj mi je prišla beseda GOSPODOVA, rekoč:

⁶Skulde jeg ikke kunne gjøre med eder, Israels hus, som denne pottemaker? sier Herren; se, som leret er i pottemakerens hånd, således er I i min hånd, Israels hus!

⁶Ali bi vam ne mogel storiti kakor ta lončar, o hiša Izraelova? govori GOSPOD; glej, kakor ilovica v roki lončarjevi, tako ste vi, o hiša Izraelova, v roki moji.

⁷En gang taler jeg om et folk og et rike, at jeg vil rykke op og rive ned og ødelegge;

⁷Kadar govorim zoper kateri narod in zoper kraljestvo, da ga hočem iztrebiti in podreti in pogubiti,

⁸men dersom det folk som jeg har talt om, vender om fra sin ondskap, da angrer jeg det onde som jeg hadde tenkt å gjøre mot det.

⁸pa se obrne tisti narod, ki sem zoper njega govoril, od hudobnosti svoje, tedaj mi bode žal zla, ki sem mu ga mislil storiti.

⁹Og en annen gang taler jeg om et folk og om et rike, at jeg vil bygge og plante;

⁹Kadar pa govorim o narodu in kraljestvu, da bom zidal in sadil,

¹⁰men gjør det da det som er ondt i mine øine, så det ikke hører på min røst, da angrer jeg det gode som jeg hadde tenkt å ville gjøre mot det.

¹⁰pa stori, kar je hudo v mojih očeh, ne poslušaje glasu mojega, žal mi bode dobrot, ki sem ž njimi ga menil oblagodariti.

¹¹Og si nu til Judas menn og til Jerusalems innbyggere: Så sier Herren: Se, jeg emner på en ulykke for eder og uttenker et ondt råd mot eder; vend om, hver fra sin onde vei, og bedre eders veier og eders gjerninger!

¹¹Zdaj torej ogovóri može Judove in prebivalce jeruzalemske, rekoč: Tako pravi GOSPOD: Glejte, jaz snujem zoper vas nesrečo in naklep mislim zoper vas; povrnite se vendar vsak s hudobnega pota svojega in dobra naredite pota svoja in dejanja svoja.

¹²Men de sier: Du taler forgjeves! Våre egne tanker vil vi følge, og enhver av oss vil følge sitt onde, hårde hjerte.

¹²Pravijo pa: Zaman je; kajti po mislih svojih hočemo hoditi in vsak delati po trmi hudobnega srca svojega.

¹³Derfor sier Herren så: Spør blandt hedningefolkene: Hvem har hørt slikt? Grufulle ting har jomfruen Israel gjort.

¹³Zatorej pravi tako GOSPOD: Poprašujte le med narodi, kdo je slišal kaj takega? Devica Izraelova je storila prav grdo stvar.

¹⁴Mon Libanons sne går bort på det høie fjell? Eller uttørkes de fremmede, kjølige, rinnende vann?

¹⁴Ali zapusti sneg na Libanonu skalo na planjavi? Se li morejo posušiti mrzle vode, oddaleč šumljajoče?

¹⁵Men mitt folk har glemt mig, det brenner røkelse for de falske guder; og de førte dem til fall på deres veier, de gamle veier, så de gikk på stier, på uryddede veier,

¹⁵Kajti pozabilo je mene ljudstvo moje; ničemurnim malikom je kadilo, in ti so storili, da se je spoteknilo na potih svojih, stezah starodavnih, da hodi po drugih hodnikih, po potu neuglajenem,

¹⁶og således gjorde de sitt land til en forferdelse, til en evig spott; hver den som går forbi, skal forferdes og ryste på hodet.

¹⁶da napravi deželo svojo v stvar strmenju, vednemu zasmehovanju; kdorkoli pojde skozi njo, naj strmi in maje z glavo.

¹⁷Som østenvinden vil jeg adsprede dem for fiendens åsyn; med nakken og ikke med ansiktet vil jeg se på dem på deres ulykkes dag.

¹⁷Kakor z jutrovim vetrom jih razkropim pred sovražnikom; s hrbtom, ne pa z obličjem se bom oziral vanje v času njih nesreče.

¹⁸Da sa de: Kom og la oss uttenke onde råd mot Jeremias! For presten har jo loven, den vise har råd, og profeten har ord fra Gud. Kom, la oss slå ham med tungen og ikke akte på noget av hans ord!

¹⁸Tedaj so pravili: Dejte, zmislimo naklepe zoper Jeremija; kajti postava ne pogine od duhovnika in svet od modrega in beseda od proroka; dejte, udarimo ga z jezikom in ne poslušajmo nobenih besed njegovih.

¹⁹Akt på mig, Herre, og hør hvorledes de strider mot mig!

¹⁹Ozri se name, GOSPOD, in čuj glas prepirajočih se z menoj.

²⁰Skal en gjengjelde godt med ondt? For de har gravd en grav for mitt liv. Kom i hu at jeg stod for ditt åsyn og talte godt for dem for å vende din vrede bort fra dem!

²⁰Ali naj se vrača za dobro slabo? kajti izkopali so jamo za dušo mojo. Spomni se, da sem stal pred teboj, da bi dobro govoril zanje, da bi odvrnil od njih tvoj srd.

²¹Gi derfor deres barn til hungeren, og overgi dem selv i sverdets vold, og la deres hustruer bli barnløse og enker, og deres menn bli drept av pesten, deres ungdom bli slått ihjel av sverdet i krigen!

²¹Zato izpostavi njih sinove lakoti in izroči jih oblasti meča; in njih žene naj bodo brez otrok in vdove in njih možje naj umrjo pobiti; njih mladeniče naj meč zadene v boju.

²²La skrik bli hørt fra deres hus, når du lar en fiendeskare komme brått over dem! For de har gravd en grav for å fange mig og lagt skjulte snarer for mine føtter.

²²Sliši naj se vpitje iz njih hiš, ko boš naglo pripeljal zoper nje krdelo, ker so kopali jamo, da bi me ujeli, in so zanke skrivaj stavili mojim nogam.Ti pa, GOSPOD, poznaš ves njih naklep meni v smrt; ne očisti njih krivice in njih greha ne izbriši izpred svojega obličja; temuč pahnejo se naj v spotiko pred tvojimi očmi, v času jeze svoje ravnaj zoper nje.

²³Men du, Herre, kjenner alle deres onde råd mot mitt liv; forlat dem ikke deres misgjerning og utslett ikke deres synd for ditt åsyn, men styrt dem ned for ditt åsyn! Straff dem på din vredes tid!

²³Ti pa, GOSPOD, poznaš ves njih naklep meni v smrt; ne očisti njih krivice in njih greha ne izbriši izpred svojega obličja; temuč pahnejo se naj v spotiko pred tvojimi očmi, v času jeze svoje ravnaj zoper nje.