¹Og Herrens ord kom til mig, og det lød så:

¹In prišla mi je beseda GOSPODOVA, rekoč:

²Gå avsted og rop ut for Jerusalems ører og si: Så sier Herren: Jeg kommer i hu din ungdoms hullskap, dine trolovelsesdagers kjærlighet, hvorledes du fulgte mig i ørkenen, i et land hvor ingen sår.

²Pojdi in kliči Jeruzalemu na ušesa, govoreč: Tako pravi GOSPOD: Spominjam se ti milote mladosti tvoje, ljubezni zaročitve tvoje, ko si hodila za menoj po puščavi, po deželi, kjer ničesar ne sejejo.

³Hellig var Israel for Herren, hans førstegrøde*; alle som vilde ete det, måtte bøte, ulykke kom over dem, sier Herren. / {* JAK 1, 18.}

³Svet je bil Izrael GOSPODU, prvenec njegovih pridelkov; vsem, ki so ga hoteli žreti, se je štelo v krivdo: nesreča je prišla nadnje, govori GOSPOD.

⁴Hør Herrens ord, Jakobs hus og alle ætter av Israels hus!

⁴Poslušajte besedo GOSPODOVO, hiša Jakobova in vse rodovine hiše Izraelove!

⁵Så sier Herren: Hvad urett har eders fedre funnet hos mig, siden de gikk langt bort fra mig og fulgte de tomme guder og blev selv tomme?

⁵Tako pravi GOSPOD: kaj so našli očetje vaši krivice pri meni, da so se ločili od mene in so šli za ničemurnostjo in postali ničemurni?

⁶Og de sa ikke: Hvor er Herren, som førte oss op fra Egyptens land, som ledet oss i ørkenen, i et land med ødemarker, fullt av kløfter, et land med tørke og dødsskygge, et land der ingen mann har faret, og intet menneske har bodd?

⁶In niso rekli: Kje je GOSPOD, ki nas je peljal iz dežele Egiptovske? ki nas je vodil po puščavi, po deželi pusti in jamnati, po deželi suše in smrtne sence, po deželi, koder ne hodi nihče in kjer ne prebiva noben človek.

⁷Og jeg førte eder inn i et land med fruktbare marker, så I fikk ete av dets frukt og dets gode ting; men da I kom inn, gjorde I mitt land urent og min arv til en vederstyggelighet.

⁷In pripeljal sem vas v deželo njiv, da bi uživali njen sad in dobroto njeno; ko ste pa prišli vanjo, ste oskrunili deželo mojo in dediščino mojo ste napravili v gnusobo.

⁸Prestene sa ikke: Hvor er Herren? Og de som syslet med loven, kjente mig ikke, og hyrdene falt fra mig, og profetene spådde ved Ba'al og fulgte dem som ikke kan hjelpe*. / {* d.e. avgudene.}

⁸Duhovniki niso rekli: Kje je GOSPOD? In oni, ki imajo v rokah postavo, me niso spoznali, in pastirji so odpadli od mene, in proroki so prorokovali v imenu Baalovem in hodili za stvarmi, ki nič ne koristijo.

⁹Derfor vil jeg fremdeles gå i rette med eder, sier Herren; ja, med eders barnebarn vil jeg gå i rette.

⁹Zato se bom še pravdal z vami, govori GOSPOD; še z otroki vaših otrok se bom pravdal.

¹⁰Dra over til kitteernes øer og se, og send bud til Kedar og gi nøie akt og se om noget sådant er skjedd!

¹⁰Pojdite vendar čez morje na otoke Kitimcev in poglejte, in pošljite v Kedar in pazite dobro, glejte pravim, se li je zgodilo kaj takega?

¹¹Har vel et hedningefolk byttet bort sine guder, enda de ikke er guder? Men mitt folk har byttet bort sin ære mot det som ikke kan hjelpe*. / {* JER 2, 8. SLM 106, 20.}

¹¹Ali je kateri narod zamenil bogove, čeprav niso bogovi? Ljudstvo moje pa je zamenilo slavo svojo za to, kar nič ne koristi.

¹²Forskrekkes, I himler, over dette, og gys, bli storlig forferdet, sier Herren.

¹²Strmite, nebesa, nad tem in strah vas bodi, zgrozite se silno! govori GOSPOD.

¹³For to onde ting har mitt folk gjort: Mig har de forlatt, kilden med det levende vann, og hugget sig ut brønner, sprukne brønner som ikke holder vann.

¹³Zakaj dvoje zlo je storilo ljudstvo moje: mene, vir živih vodá, so zapustili, da si izkopljejo vodnjake, počene vodnjake, ki ne drže vode.

¹⁴Er Israel en træl? Er han en hjemmefødt træl? Hvorfor er han blitt røvet?

¹⁴Je li Izrael hlapec? ali je v hiši rojen suženj? Zakaj je v plen?

¹⁵Unge løver brølte mot ham; de lot sin røst høre, og de gjorde hans land til en ørken; hans byer blev opbrent, så ingen bor i dem.

¹⁵Zoper njega rjovejo mladi levi, zaganjajo svoj glas in pustošijo deželo njegovo; mesta njegova so požgana, da nihče ne prebiva v njih.

¹⁶Også Memfis' og Tahpenes' barn gjorde din isse skallet.

¹⁶Tudi sinovi iz Nofa in Tahpanesa se ti pasejo po temenu.

¹⁷Mon ikke det at du forlot Herren din Gud den tid han vilde lede dig på veien, har voldt dig dette?

¹⁷Nisi li sebi tega provzročila, ker si zapustila GOSPODA, Boga svojega, ko te je vodil po svojem potu?

¹⁸Og nu, hvorfor tar du veien til Egypten for å drikke Sikors* vann? Og hvorfor tar du veien til Assyria for å drikke elvens** vann? / {* d.e. Nilens.} / {** d.e. Eufrats.}

¹⁸In zdaj, kaj si hočeš s potom v Egipt, da piješ vodo iz Sihorja [T. j. Nil.]? in kaj si hočeš s potom v Asirijo, da piješ vodo iz velereke?

¹⁹Din ondskap tukter dig, og dine frafall straffer dig; kjenn da og se at det er ondt og bittert at du forlater Herren din Gud, og at frykt for mig ikke kommer over dig, sier Herren, Israels Gud, hærskarenes Gud.

¹⁹Kaznuje te hudobnost tvoja in odpadi tvoji te pokoré; spoznaj torej in glej, kako je zlo in bridko, da si zapustila GOSPODA, Boga svojega, in da se me nič ne bojiš, govori Gospod, GOSPOD nad vojskami.

²⁰For fra fordums tid brøt du ditt åk, rev du i stykker dine bånd, og du sa: Jeg vil ikke tjene. Men på hver høi bakke og under hvert grønt tre la du dig ned og drev utukt.

²⁰Kajti že nekdaj si zlomila jarem svoj, raztrgala vezi svoje in si dejala: Ne maram sužnjevati! Toda na vsakem hribu visokem, pod vsakim zelenim drevesom si se vdajala nečistovanju.

²¹Og enda hadde jeg plantet dig som en edel ranke, helt igjennem av ekte sæd; hvorledes er du da blitt omskapt for mig til ville skudd av et fremmed vintre?

²¹In vendar sem te bil jaz zasadil plemenito trto od pristne sadike; in kako si se mi izpremenila v spačene ročice tuje trte!

²²For om du enn vilde tvette dig med pottaske og bruke meget lut, så skulde dog din misgjerning være skitten for mitt åsyn, sier Herren, Israels Gud.

²²Res, ako bi se oprala s sodo in bi si vzela premnogo mila, ostane umazana krivica tvoja pred menoj, govori Gospod Jehova.

²³Hvorledes kan du si: Jeg er ikke blitt uren, jeg har ikke gått efter Ba'alene? Se på din vei i dalen*! Forstå hvad du har gjort, du lette kamelhoppe som løper hit og dit! / {* JER 7, 31.}

²³Kako smeš govoriti: Nisem se oskrunila, za Baali nisem hodila? Glej pot svoj po dolini, spoznaj, kaj si storila, kamela hitra, ki križem teka po svojih potih!

²⁴Lik et villesel som er vant til ørkenen, snapper hun efter været i sin sjels attrå; hennes brynde - hvem kan dempe den? Alle de som søker henne, slipper å løpe sig trette; i hennes måned finner de henne.

²⁴Divja oslica, vajena puščave, ki v poželenju duše svoje hlasta po sapi! Kdo bi oviral priložnost njeno? Vsi, ki je iščejo, se ne utrudijo, v mesecih njenih jo najdejo.

²⁵La ikke din fot bli bar og din strupe bli tørst! Men du sier: Forgjeves! Nei! Jeg elsker fremmede, og efter dem vil jeg gå.

²⁵Varuj nogo svojo, da se ne izbosi, in grlo svoje, da se ne užeja! Ali praviš: Zaman je! nikakor, kajti tujce ljubim in hočem za njimi tekati.

²⁶Likesom en tyv må skamme sig når han blir grepet, således må Israels hus skamme sig, de selv, deres konger, deres høvdinger, deres prester og deres profeter,

²⁶Kakor je v sramoto tatu, ko ga zgrabijo, tako je v sramoto prišla hiša Izraelova, oni, njih kralji in knezi, njih duhovniki in proroki,

²⁷fordi de sier til treet: Du er min far, og til stenen: Du har født mig. For de har vendt ryggen til mig og ikke ansiktet. Men i sin ulykkes tid sier de: Reis dig og hjelp oss!

²⁷ki pravijo lesu: Oče si moj, in kamenu: Ti si me rodil. Kajti obrnili so proti meni tilnik, ne pa obličja; ob času nesreče svoje pa govore: Vstani in reši nas!

²⁸Hvor er da dine guder som du gjorde dig? La dem reise sig, om de kan hjelpe dig i din ulykkes tid! For så mange som dine byer er, så mange er dine guder blitt, Juda!

²⁸Kje neki so bogovi tvoji, ki si jih naredil sebi? Vstanejo naj, če te morejo rešiti ob času nesreče tvoje! Kajti kolikor mest, toliko bogov imaš, Juda.

²⁹Hvorfor tretter I med mig? I er alle sammen falt fra mig, sier Herren.

²⁹Zakaj se prepirate z menoj? Saj ste se mi vsi izneverili, govori GOSPOD.

³⁰Forgjeves slo jeg eders barn; de tok ikke imot tukt; eders sverd fortærte eders profeter som en ødeleggende løve.

³⁰Zastonj sem tepel sinove vaše, nauka niso sprejeli; vaš meč je pokončal proroke vaše kakor lev morilec.

³¹Du onde slekt! Gi akt på Herrens ord! Har jeg vært en ørken for Israel eller et belgmørkt land? Hvorfor sier mitt folk: Vi har gjort oss fri, vi vil ikke mere komme til dig?

³¹O rod, kakršen ste, pazite na besedo GOSPODOVO! ali sem bil puščava Izraelu, ali dežela črne teme? Zakaj govori ljudstvo moje: Gospodarji smo sami sebi, ne pridemo več k tebi!

³²Mon en jomfru glemmer sitt smykke, en brud sitt belte? Men mitt folk har glemt mig i dager uten tall.

³²Ali pozabi devica lepotičje svoje in nevesta svoj pas? Ljudstvo moje pa je pozabilo mene dni brez števila.

³³Hvor vel vet du ikke å legge din vei for å søke kjærlighet! Derfor har du også vent dine veier til det onde.

³³Kako lepo napravljaš pot svojo, da iščeš ljubezni! Zato si se tudi navadila hudobnosti na potih svojih.

³⁴Det finnes endog blod av uskyldige fattigfolk på dine kjortelfliker; du grep dem ikke i innbrudd*, men på grunn av alt dette var det**. / {* 2MO 22, 2.} / {** d.e. på grunn av dette ditt ugudelige vesen (JER 2, 23 fg.) utøste du deres blod.}

³⁴Celo na robu oblačil tvojih je kri duš nedolžnih ubožcev, ki jih nisi zalotila pri vlomu, ampak vsled vse tiste zlobe svoje si jih morila.

³⁵Og allikevel sier du: Jeg er uskyldig, hans vrede har visselig vendt sig fra mig. Se, jeg vil gå i rette med dig fordi du sier: Jeg har ikke syndet.

³⁵Vendar praviš: Nedolžna sem; gotovo se je obrnila jeza njegova od mene. Glej, jaz pojdem v sodbo s teboj zato, ker praviš: Nisem grešila.

³⁶Hvorfor farer du så meget om og skifter din vei? Også ved Egypten skal du bli til skamme, likesom du blev til skamme ved Assyria.

³⁶Kaj toliko tekaš, da premeniš pot svojo? Tudi zavoljo Egipta se ti bode sramovati, kakor si bila osramočena zavoljo Asirije;tudi od tega pojdeš, položivši roke na glavo svojo. Zakaj GOSPOD zameta nje, na katere se zanašaš, in ne pojde ti po sreči ž njimi.

³⁷Også derfra skal du gå ut med hendene på hodet*; for Herren har forkastet dem du setter din lit til, og du skal ikke ha nogen lykke med dem. / {* d.e. med sorg; 2SA 13, 19.}

³⁷tudi od tega pojdeš, položivši roke na glavo svojo. Zakaj GOSPOD zameta nje, na katere se zanašaš, in ne pojde ti po sreči ž njimi.