¹Det heter: Når en mann lar sin hustru fare, og hun går fra ham og blir en annen manns, kan han da igjen komme tilbake til henne? Vilde ikke da landet bli vanhelliget? Og du, du har drevet hor med mange venner og skulde enda komme tilbake til mig igjen? sier Herren.

¹Rekel je Gospod: Ako bi kdo odslovil ženo svojo in ona bi šla od njega in se omožila z drugim, ali bi se povrnil zopet k njej? Ali bi se s tem silno ne oskrunila tista dežela? Ti pa, čeprav si nečistovala z mnogimi prijatelji, se vendar povrni k meni! govori GOSPOD.

²Løft dine øine til de bare hauger og se: Hvor er du ikke blitt vanæret? Ved veiene satt du og ventet på dem, som en araber i ørkenen, og du vanhelliget landet ved ditt hor og din ondskap.

²Povzdigni oči tja na gole višine in glej: Kje nisi bila oskrunjena? Poleg potov si jim sedela kakor Arabec v puščavi, in omadeževala si deželo z nečistovanjem svojim in s svojo hudobnostjo.

³Da blev regnbygene holdt tilbake, og vårregnet falt ikke; men du hadde en horkvinnes panne, du vilde ikke skamme dig.

³Zaradi tega se je zadrževalo deževje in ni bilo poznega dežja; toda ti si imela čelo kurbje in nisi hotela zardeti.

⁴Har du ikke nettop nu ropt til mig: Min far, du er min ungdoms venn?

⁴Ne boš li vsaj od tega časa me klicala: Oče moj, voditelj mladosti moje si ti!

⁵Mon han vil holde fast ved sin vrede evindelig eller bevare sin harme til evig tid? Se, så talte du, og enda gjorde du det onde, og du maktet det.

⁵Ali hoče jezo hraniti vekomaj, jo li bo hranil brez konca? Glej, tako govoriš, pa delaš hudo in se ne daš braniti.

⁶Og Herren sa til mig i kong Josias' dager: Har du sett hvad Israel, den frafalne kvinne, har gjort? Hun gikk op på hvert høit fjell og inn under hvert grønt tre og drev hor der.

⁶Rekel mi je še GOSPOD v dnevih kralja Josija: Ali si videl, kaj je storila odpadnica Izrael? Šla je na vsako visoko goro in pod vsako zeleno drevo, in ondi je nečistovala.

⁷Og jeg sa: Når hun har gjort alt dette, vil hun vende tilbake til mig. Men hun vendte ikke tilbake, og det så hennes søster Juda, den troløse.

⁷In rekel sem: Ko je storila vse to, se povrne k meni. A ni se povrnila. In to je videla nezvesta sestra njena Juda.

⁸Og jeg så at enda jeg hadde latt den frafalne, Israel, fare og gitt henne hennes skilsmissebrev, fordi hun hadde drevet hor, fryktet allikevel ikke hennes søster Juda, den troløse, men gikk avsted og drev hor hun også;

⁸In videl sem: čeprav sem odslovil odpadnico Izrael, ker je prešeštvovala, in ji dal ločitno pismo, vendar se ni bala nezvesta sestra njena Juda, ampak šla je in nečistovala tudi ona.

⁹og med sitt frekke hor vanhelliget hun landet, og hun drev hor med sten og med tre.

⁹In tako je prišlo, da je od glasu nečistovanja svojega oskrunila deželo; in prešeštvovala je s kamenom in lesom.

¹⁰Og med alt dette vendte hennes søster Juda, den troløse, ikke tilbake til mig av hele sitt hjerte, men bare på skrømt, sier Herren.

¹⁰In vendar po vsem tem se ni povrnila k meni nezvesta njena sestra Juda iz vsega srca svojega, ampak samo lažnivo, govori GOSPOD.

¹¹Og Herren sa til mig: Den frafalne, Israel, har vist sig rettferdigere enn den troløse, Juda.

¹¹In rekel mi je GOSPOD: Odpadnica Izrael se je pravičnejša izkazala nego nezvesta Juda.

¹²Gå avsted og rop ut disse ord mot nord og si: Vend tilbake, Israel, du frafalne, sier Herren; jeg vil ikke senke mitt åsyn i vrede mot eder; for jeg er miskunnelig, sier Herren, jeg vil ikke holde fast ved min vrede evindelig.

¹²Pojdi oznanjat te besede proti severu, govoreč: Vrni se, odpadnica Izrael, govori GOSPOD; ne bom vas jezno gledal, kajti dobrotljiv sem, govori GOSPOD, ne držim jeze vekomaj.

¹³Bare erkjenn din misgjerning, at du er falt fra Herren din Gud og på forskjellige veier har løpet om til de fremmede guder, inn under hvert grønt tre, og på min røst har I ikke hørt, sier Herren.

¹³Samo spoznaj krivico svojo, da si odpadla od GOSPODA, Boga svojega, in na vse strani si tekala k tujcem pod vsako zeleno drevo, in glasu mojega niste poslušali, govori GOSPOD.

¹⁴Vend tilbake, I frafalne barn, sier Herren; for jeg er eders ekteherre, og jeg vil ta eder, en av en by og to av en ætt, og føre eder til Sion.

¹⁴Povrnite se, sinovi verolomni, pravi GOSPOD, kajti jaz sem vam soprog; in sprejmem vas, po enega iz mest in po dva iz rodbin, in vas pripeljem na Sion.

¹⁵Og jeg vil gi eder hyrder efter mitt hjerte, og de skal røkte eder med forstand og visdom.

¹⁵In dam vam pastirjev po svojem srcu, in pasli vas bodo z vednostjo in razumnostjo.

¹⁶Og når I blir et stort og tallrikt folk i landet i de dager, sier Herren, da skal de ikke mere tale om Herrens pakts-ark eller tenke på den; de skal ikke komme den i hu og ikke savne den, og der skal ikke mere gjøres nogen slik ark.

¹⁶In zgodi se, ko se boste množili in bodete rodovitni v tej deželi v tistih časih, govori GOSPOD, ne bodo več pravili: „Skrinja zaveze GOSPODOVE“, in ne pride jim na misel, ne bodo se je spominjali, ne je obiskovali, tudi je ne bodo več napravljali.

¹⁷På den tid skal de kalle Jerusalem Herrens trone, og alle folkene skal samle sig der, til Herrens navn i Jerusalem, og de skal ikke mere følge sitt onde, hårde hjerte.

¹⁷Tisti čas bodo Jeruzalem imenovali prestol GOSPODOV, in tja se bodo zbirali vsi poganski narodi zaradi imena GOSPODOVEGA v Jeruzalemu; in ne bodo več hodili po trmi hudobnega srca svojega.

¹⁸I de dager skal Judas hus gå til Israels hus, og de skal komme sammen fra landet i nord til det land jeg gav eders fedre til arv.

¹⁸V tistih dnevih pojde hiša Judova s hišo Izraelovo; skupaj prideta iz dežele severne v deželo, ki sem jo v dediščino dal očetom vašim.

¹⁹Og jeg, jeg sa: Hvor høit vil jeg ikke sette dig blandt barna og gi dig et lystelig land, den herligste arv iblandt folkene! Og jeg sa fremdeles: I skal rope til mig: Min far! og ikke vende eder bort fra mig.

¹⁹Jaz pa sem rekel: Kako te hočem postaviti med sinove in ti dati deželo zaželjeno, dediščino, ki je najlepša lepota narodov! In dejal sem: Kličite me: Oče moj! in hodeč za menoj, ne krenete od mene.

²⁰Men sannelig, som en kvinne er troløs mot sin venn, således har I vært troløse mot mig, Israels hus! sier Herren.

²⁰Res, kakor ženska nezvesto zapušča prijatelja svojega, tako ste nezvesto ravnali proti meni, o hiša Izraelova, govori GOSPOD.

²¹En røst høres på de bare hauger, Israels barns gråt og bønner; for de har gått på onde veier, de har glemt Herren sin Gud.

²¹Glas se čuje po golih višinah, jok in moledovanje sinov Izraelovih, zato ker so spačili svojo pot, pozabili GOSPODA, Boga svojega.

²²Vend tilbake, I frafalne barn! Jeg vil læge eders frafall. Se, vi kommer til dig; for du er Herren vår Gud.

²²Povrnite se, sinovi verolomni, poravnal bom nezvestobe vaše. „Glej, prihajamo k tebi, ker ti si GOSPOD, naš Bog.

²³Sannelig, fåfengt er det at I larmer på haugene*; sannelig, i Herren vår Gud er Israels frelse! / {* d.e. holde larmende avgudstjeneste på dem.}

²³Res, le v prevaro je pomoč, ki je čakamo s hribov, hrup množice na gorah; gotovo v GOSPODU, Bogu našem je rešenje Izraelovo!

²⁴Men den skammelige avgudsdyrkelse har fortært frukten av våre fedres arbeid helt fra vår ungdom av, deres småfe og storfe, deres sønner og døtre.

²⁴Kajti tista sramota požira trud očetov naših od naše mladosti, njih drobnico in goveda, njih sinove in hčere.Ležati nam je v sramoti svoji in nečast naša nas pokriva, zakaj grešili smo zoper GOSPODA, Boga svojega, mi in očetje naši, od svoje mladosti prav do današnjega dne; in poslušali nismo glasu GOSPODA, Boga našega.“

²⁵La oss ligge i vår vanære, og la vår skam dekke oss! For mot Herren vår Gud har vi syndet, vi og våre fedre, fra vår ungdom av like til denne dag, og vi har ikke hørt på Herrens, vår Guds røst.

²⁵Ležati nam je v sramoti svoji in nečast naša nas pokriva, zakaj grešili smo zoper GOSPODA, Boga svojega, mi in očetje naši, od svoje mladosti prav do današnjega dne; in poslušali nismo glasu GOSPODA, Boga našega.“