¹Dersom du vender om, Israel, sier Herren, skal du få komme tilbake til mig, og dersom du tar dine vederstyggeligheter bort fra mitt åsyn, skal du ikke vanke hjemløs om,

¹Če se hočeš povrniti, Izrael, govori GOSPOD, povrni se k meni! In če odpraviš gnusobe svoje izpred mojega obličja in ne boš begal za maliki

²og sverger du: Så sant Herren lever! i sannhet, med rett og rettferdighet, da skal hedningefolk velsigne sig i ham og rose sig av ham.

²in boš prisegal: Kakor živi GOSPOD! v resnici, pošteno in pravično: tedaj se bodo v Njem blagrovali narodi in se ž Njim hvalili.

³For så sier Herren til Judas menn og til Jerusalem: Bryt eder nytt land og så ikke blandt torner!

³Kajti tako pravi GOSPOD možem Judovim in Jeruzalemcem: Orjite si novino in ne sejte med trnje!

⁴Omskjær eder for Herren og ta bort eders hjertes forhud, I Judas menn og Jerusalems innbyggere, forat ikke min harme skal fare ut som ild og brenne, uten at nogen slukker, for eders onde gjerningers skyld!

⁴Obrežite se GOSPODU in odpravite kožico srca svojega, možje Judovi in prebivalci v Jeruzalemu, da ne izide kakor ogenj jeza moja in ne gori tako, da je ne pogasi nihče, zavoljo hudobnosti vaših del.

⁵Forkynn det i Juda og kunngjør det i Jerusalem og si: Støt i basun i landet! Rop ut med full røst og si: Samle eder og la oss gå inn i de faste byer!

⁵Oznanjujte na Judovem in v Jeruzalemu proglašajte in govorite: Trobite s trobento v deželi! glasno kličite in recite: Zberite se in pojdimo v utrjena mesta!

⁶Løft op banner bortimot Sion, flytt bort, stans ikke! Jeg lar ulykke komme fra nord og stor ødeleggelse.

⁶Povzdignite zastavo proti Sionu, bežite na varno, na postajajte! zakaj nesrečo hočem pripeljati od severa in stisko veliko.

⁷En løve er steget op fra sitt kratt, og folkenes ødelegger har brutt op, har draget ut fra sitt hjem for å gjøre ditt land til en ørken; dine byer skal ødelegges, så ingen bor der.

⁷Lev izhaja iz goščave svoje, in ubijalec narodov prihaja, gre iz kraja svojega, da pripravi deželo tvojo v pustinjo, da se razdenejo mesta tvoja in ne bo nihče prebival v njih.

⁸Derfor omgjord eder med sekk, klag og skrik! For Herrens brennende vrede har ikke vendt sig fra oss.

⁸Zatorej se opašite z raševino, jokajte in tulite; kajti ni se obrnila goreča jeza GOSPODOVA od nas.

⁹Og på den dag, sier Herren, skal kongens forstand og høvdingenes forstand svikte, og prestene skal forferdes og profetene bli fylt av redsel.

⁹Zgodi se namreč tisti dan, govori GOSPOD, da upade srce kralju in srce knezom, in od straha ostrme duhovniki in otrpnejo proroki.

¹⁰Da sa jeg: Akk, Herre, Herre! Sannelig, ille har du sveket dette folk og Jerusalem, da du sa: Fred skal bli eder til del. Og nu er sverdet trengt inn i sjelen.

¹⁰Tedaj sem rekel: Oh, Gospod, Jehova! res si kar prekanil to ljudstvo in Jeruzalem, govoreč: Mir vam bode; in meč je zadel prav do duše! –

¹¹På den tid skal det sies til dette folk og til Jerusalem: En brennende vind fra de bare hauger i ørkenen blåser mot mitt folks datter, ikke til å kaste eller rense korn med.

¹¹V tistem času se poreče temu ljudstvu in Jeruzalemu: Žgoč veter z golih višin v puščavi piše proti ljudstva mojega hčeri, ne da veja in ne da čisti;

¹²Nei, en sterkere vind skal jeg la komme; nu vil også jeg avsi dom over dem.

¹²veter močnejši nego za tisto mi pride. Sedaj izrečem tudi jaz sodbe nad njimi.

¹³Se, som skyer drar han* op, og som stormvind er hans vogner, hans hester er lettere enn ørner; ve oss, vi er ødelagt. / {* fienden. JES 5, 28. HAB 1, 8.}

¹³Glej, kakor oblak prihaja in kakor vrtinec so vozovi njegovi, hitrejši od orlov so konji njegovi. Gorje nam! ker smo opustošeni.

¹⁴Tvett ondskapen av ditt hjerte, Jerusalem, så du kan bli frelst! Hvor lenge skal dine syndige tanker bo i ditt indre?

¹⁴Operi hudobnosti srce svoje, o Jeruzalem, da se rešiš! Doklej bodo v srcu tvojem prebivale hudobne misli tvoje?

¹⁵For en røst kommer med tidende fra Dan og varsler ondt fra Efra'ims fjell.

¹⁵Kajti glas oznanja iz Dana in proglaša nesrečo z Efraimovih gorá.

¹⁶Forkynn det for folkene, kunngjør det for Jerusalem: Voktere kommer fra det fjerne land, og de lar sin røst høre mot Judas byer.

¹⁶Sporočite tistim narodom, glej, dajte, da se čuje nad Jeruzalemom: Oblegovalci gredo iz daljne dežele in zaganjajo svoj glas zoper mesta Judova;

¹⁷Som markvoktere leirer de sig mot det rundt omkring; for mot mig har det vært gjenstridig, sier Herren.

¹⁷kakor čuvaji na polju so razpostavljeni proti tebi. Zakaj Jeruzalem se je uprl zoper mene, govori GOSPOD.

¹⁸Din ferd og dine gjerninger har voldt dig dette; dette er frukten av din ondskap, at det er bittert, at det når like til ditt hjerte.

¹⁸Pota tvoja in dejanja tvoja so ti napravila tisto; to je nasledek hudobnosti tvoje; res, grenko je, res zbada srce tvoje.

¹⁹Mine innvoller, mine innvoller! Jeg pines! Å mitt hjertes vegger! Mitt hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie! For basunlyd, krigsskrik har du hørt, min sjel!

¹⁹Osrčje moje, osrčje moje! Bolečino trpim v globini srca svojega! Razgraja mi srce moje! Molčati ne morem! Kajti trombe glas čuješ, duša moja, ropot vojske;

²⁰Ødeleggelse på ødeleggelse roper de om; for hele landet er ødelagt; brått er mine telt ødelagt, i et øieblikk mine telttepper.

²⁰podiranje za podiranjem se oznanja. Zakaj opustošena je vsa dežela, naglo so razdejani šatori moji, bliskoma pregrinjala moja.

²¹Hvor lenge skal jeg se banneret, skal jeg høre basunlyd?

²¹Doklej naj gledam zastavo in poslušam trombe glas? –

²²For uklokt er mitt folk, mig kjenner de ikke; de er uvettige barn, og uforstandige er de; de er vise til å gjøre det onde, men å gjøre det gode skjønner de ikke.

²²Kajti nespametno je ljudstvo moje, mene ne poznajo; sinovi so neumni in brez razsodnosti. Modri so za huda dela, a nerodni storiti kaj dobrega.

²³Jeg så jorden, og se, den var øde og tom; jeg så til himmelen, og dens lys var borte.

²³Gledam na zemljo, in glej, pusta je in prazna, in na nebo, a ni luči na njem.

²⁴Jeg så fjellene, og se, de bevet, og alle haugene skalv.

²⁴Gledam na gore, in glej, tresejo se in vsi hribi se gibljejo.

²⁵Jeg så, og se, det var intet menneske mere, og alle himmelens fugler var fløiet bort.

²⁵Gledam, in glej, ni človeka, tudi vse ptice nebeške so odletele.

²⁶Jeg så, og se, den fruktbare mark var en ørken, og alle dens byer var brutt ned av Herren, av hans brennende vrede.

²⁶Gledam, in glej, rodovitna zemlja je puščava in vsa mesta na njej so razdejana pred GOSPODOM, pred žarečo jezo njegovo.

²⁷For så sier Herren: En ørken skal hele landet bli; men jeg vil ikke gjøre aldeles ende på det.

²⁷Kajti tako pravi GOSPOD: Puščava bode vsa ta dežela, a docela je še ne pokončam.

²⁸Derfor skal jorden sørge, og himmelen der oppe sortne, fordi jeg har talt det og villet det så, og jeg angrer det ikke og tar det ikke tilbake.

²⁸Zavoljo tega bo žalovala dežela in temno bode nebo, ker sem govoril, sklenil to; in ne bode mi žal in ne opustim tega.

²⁹For larmen av ryttere og bueskyttere er alle byer på flukt; de går inn i skogene og stiger op på fjellene; alle byene er forlatt, det er ingen som bor i dem.

²⁹Od vrišča konjikov in lokostrelcev beži vse mesto: teko v goščave in lezejo na skale; vsako mesto je zapuščeno, in ni človeka, ki bi prebival v njih.

³⁰Og du, når du blir ødelagt, hvad vil du da gjøre? Om du klær dig i purpur, om du pryder dig med gullstas, om du gjør dine øine store med sminke, så er det fåfengt at du gjør dig yndig; dine elskere forsmår dig, de vil ta ditt liv.

³⁰Ti pa, opustošena, kaj boš počela? Čeprav se oblačiš v škrlat, čeprav se lepotičiš z dragotino zlato, čeprav si mažeš z lepotico oči: zaman se delaš lepo; ne marajo te ljubitelji, strežejo ti po življenju.Kajti glas čujem kakor porodnice, stisko kakor prvorodnice, glas hčere sionske, ki sopiha, razprostira roke: Ah, gorje mi! ker obnemaguje duša moja od morilcev.

³¹For jeg hører et rop som av en kvinne i barnsnød, et angstskrik som av en kvinne når hun føder sitt første barn; det er Sions datter som roper; hun stønner, hun strekker ut sine hender og sier: Ve mig! Maktløs synker min sjel i morderes vold.

³¹Kajti glas čujem kakor porodnice, stisko kakor prvorodnice, glas hčere sionske, ki sopiha, razprostira roke: Ah, gorje mi! ker obnemaguje duša moja od morilcev.