¹Ingen er så djerv at han tør tirre den; hvem tør da sette sig op imot mig?

¹Moreš li leviatana [T. j. krokodil.] potegniti iz reke s trnkom, stisneš mu li z vrvjo jezik?

²Hvem gav mig noget først, så jeg skulde gi ham vederlag? Alt under himmelen hører mig til.

²Moreš mu li potegniti ločkasto vrvco skozi nos in čeljust prebosti z obodcem?

³Jeg vil ikke tie om dens lemmer, om dens store styrke og dens fagre bygning.

³Bo te li veliko prosil ali sladke besede ti govoril?

⁴Hvem har dradd dens klædning av? Hvem tør komme innenfor dens dobbelte rad av tenner?

⁴Sklene li s teboj zavezo, da ga sprejmeš za hlapca za vekomaj?

⁵Hvem har åpnet dens kjevers dør? Rundt om dens tenner er redsel.

⁵Se li boš z njim igral kakor s ptičkom in ga privezal k deklam svojim?

⁶Stolte er skjoldenes rader; hvert av dem er tillukket som med et fast segl.

⁶Ali ga bodo prodajali tovariši ribičev, ga razdelili med trgovce?

⁷De ligger tett innpå hverandre, og ingen luft trenger inn imellem dem.

⁷Moreš mu li kožo napolniti s sulicami in glavo njegovo z ostvami?

⁸Det ene skjold henger fast ved det andre; de griper inn i hverandre og skilles ikke at.

⁸Položi le roko nanj – a pomni boj, ne boš tega storil v drugič!

⁹Når den nyser, stråler det frem lys, og dens øine er som morgenrødens øielokk.

⁹Glej, prazno je upanje, da ga dobiš; saj že njega pogled vrže človeka na tla.

¹⁰Bluss farer ut av dens gap, gnister spruter frem.

¹⁰Ni ga človeka toliko drznega, da bi ga dražil. – In kdo je, ki bi se smel postaviti pred moje obličje?

¹¹Fra dens nesebor kommer røk som av en gryte som koker over siv.

¹¹Kdo mi je dal kaj poprej, da bi mu moral povrniti? Kar je pod vesoljnim nebom, je moje.

¹²Dens ånde tender kull i brand, og luer går ut av dens gap.

¹²Ne bom molčal o udih njegovih, ne o veliki moči in lepoti rasti njegove.

¹³På dens hals har styrken sin bolig, og angsten springer foran den.

¹³Kdo mu odgrne povrhnje oklopje in kdo se osmeli seči mu med dvojno ozobje?

¹⁴Dens doglapper sitter fast; de er som støpt på den og rører sig ikke.

¹⁴Kdo odpre vrata njegovega obličja? Okoli zob njegovih je groza.

¹⁵Dens hjerte er fast som sten, fast som den underste kvernsten.

¹⁵Ponos njegov so močni ščiti, ščit s ščitom sklenjen s trdnim pečatom.

¹⁶Når den hever sig, gruer helter; av redsel mister de sans og samling.

¹⁶Drug z drugim se tesno skladajo, da še sapica ne pihne skozi nje;

¹⁷Rammes den med sverd, så biter det ikke på den, heller ikke lanse, pil eller kastespyd.

¹⁷drug na drugem vise trdno, med sabo staknjeni se ne ločijo.

¹⁸Den akter jern som strå, kobber som ormstukket tre.

¹⁸Kihanje njegovo zažiga svetlobo, oči njegove so kakor trepalnice jutranje zarje.

¹⁹Buens sønn* jager den ikke på flukt; slyngens stener blir som halm for den. / {* pilen.}

¹⁹Iz ust mu pohajajo goreče bakle, ognjene iskre se sipljejo iz njih.

²⁰Stridsklubber aktes som halm, og den ler av det susende spyd.

²⁰Iz nozdrvi se mu vali dim kakor iz lonca, kipečega nad gorečim dračjem.

²¹På dens buk sitter skarpe skår, den gjør spor i dyndet som efter en treskeslede.

²¹Sapa njegova razžiga žerjavico, iz ust pa mu šviga plamen.

²²Den får dypet til å koke som en gryte; den får havet til å skumme som en salvekokers kjele.

²²Na vratu njegovem prebiva moč in strah skače pred njim.

²³Efter den lyser dens sti; dypet synes å ha sølvhår.

²³Podgrlje na telesu mu visi trdno, tesno se ga oklepa, se ne gane.

²⁴Det er intet på jorden som er herre over den; den er skapt til ikke å reddes.

²⁴Srce njegovo je trdo kakor kamen, trdo kakor spodnji kamen mlinski.

²⁵Alt som er høit, ser den i øiet; den er en konge over alle stolte dyr.

²⁵Kadar se vzdigne, se boje močni, od osupnosti ne dosežejo namere svoje.

²⁶Če ga kdo zadene z mečem, ne obtiči v njem, tudi ne kopje, ne strela, ne ostve.

²⁷Za železo se toliko meni kakor za slamo in za bron kakor za gnil les.

²⁸Nobena pšica ga ne požene v beg, kameni s prače so mu kakor pleve,

²⁹kiji kakor bilke in svrčeči sulici se smeje.

³⁰Spodnja stran njegova so ostre čepinje; kakor mlatilni voz gre čez blato.

³¹Napravlja, da vre v globočini kakor v loncu, da je morje kakor kotel z vročim mazilom.

³²Svetlo stezo za sabo dela, da se kaže kakor glava osivela.

³³Na zemlji mu ga ni para, njemu, ki je ustvarjen, da bodi brez strahu.Vse visoko smelo gleda, kralj je vsem zverem ponosnim.

³⁴Vse visoko smelo gleda, kralj je vsem zverem ponosnim.