¹Herrens ord kom til Jonas, Amittais sønn, og det lød så:

¹In prišla je beseda GOSPODOVA Jonu, sinu Amitajevemu, govoreč:

²Stå op, gå til Ninive, den store stad, og tal for den! For deres ondskap er steget op og er kommet for mitt åsyn.

²Vstani, pojdi v Ninive, mesto veliko, in kliči zoper njega; kajti njih zloba je prišla gori predme.

³Men Jonas stod op og vilde fly til Tarsis, bort fra Herrens åsyn; og han drog ned til Joppe og fant der et skib som skulde gå til Tarsis, og han betalte frakten og gikk ombord for å fare med dem til Tarsis, bort fra Herrens åsyn.

³Ali Jona vstane, da bi zbežal v Tarsis izpred obličja GOSPODOVEGA; in gre doli v Jafo in zaloti ladjo, ki se je peljala v Tarsis; in plača brodnino in stopi vanjo, da bi se peljal ž njimi v Tarsis izpred obličja GOSPODOVEGA.

⁴Men Herren sendte en sterk vind ut over havet, og det blev en stor storm på havet, og skibet var i ferd med å knuses.

⁴A GOSPOD je zagnal močan veter na morje, in nastal je velik vihar na morju, da je hotelo ladjo razbiti.

⁵Da blev skibsfolkene redde og ropte hver til sin gud, og de kastet de ting som var i skibet, ut i havet for å lette skibet. Men Jonas var steget ned i skibets nederste rum og lå i fast søvn.

⁵In mornarji se zboje in vpijejo vsak k svojemu bogu; in mečejo v morje orodje, ki je bilo na ladji, da bi si olajšali. Jona pa je bil šel na dno ladje in je legel in trdno zaspal.

⁶Skibsføreren gikk da til ham og sa: Hvorledes kan du sove så fast? Stå op og rop til din gud! Kanskje den gud vil tenke på råd for oss, så vi ikke går under.

⁶Tedaj pristopi k njemu poveljnik ladje in mu reče: Kaj je s tabo, zaspanec? Vstani, kliči k svojemu Bogu! morebiti se nas spomni tvoj Bog, da ne poginemo.

⁷Og de sa til hverandre: Kom, la oss kaste lodd, så vi kan få vite hvem som er skyld i at denne ulykke har hendt oss! Så kastet de lodd, og loddet falt på Jonas.

⁷In reko drug drugemu: Pridite, mečimo kocke, da zvemo, zavoljo koga nas je zadela ta nadloga. In mečejo kocke, in kocka pade na Jona.

⁸Da sa de til ham: Si oss hvem som er skyld i at denne ulykke har hendt oss! Hvad er ditt ærend, og hvor kommer du fra? Hvad land er du fra, og hvad folk hører du til?

⁸Tedaj mu reko: Povej nam, prosimo, zavoljo česa nas je zadela ta nadloga? Kakšno je tvoje opravilo in odkod si prišel? Katera je tvoja dežela in iz katerega si ljudstva?

⁹Han svarte: Jeg er en hebreer, og jeg frykter Herren, himmelens Gud, ham som har gjort havet og det tørre land.

⁹In jim reče: Hebrejec sem, in bojim se GOSPODA, Boga nebes, ki je naredil morje in suhoto.

¹⁰Da blev mennene grepet av en stor frykt, og de sa til ham: Hvorfor har du gjort dette? For de visste at han flydde fra Herrens åsyn; det hadde han fortalt dem.

¹⁰Tedaj prevzame može velik strah, in mu reko: Čemu si to storil? Vedeli so namreč možje, da je zbežal izpred obličja GOSPODOVEGA, ker jim je bil povedal.

¹¹Og de sa til ham: Hvad skal vi gjøre med dig, forat havet kan legge sig for oss? For havet blev mere og mere oprørt.

¹¹In ga vprašajo: Kaj hočemo storiti s teboj, da se morje pomiri proti nam? Kajti morje je vedno bolj divjalo.

¹²Han svarte: Ta mig og kast mig i havet! Så vil havet legge sig for eder; for jeg vet at det er for min skyld denne store storm er kommet over eder.

¹²In jim reče: Vzemite me in vrzite me v morje, in morje se pomiri proti vam. V svesti sem si namreč, da je zavoljo mene prišel ta veliki vihar nad vas.

¹³Mennene prøvde nu å ro tilbake til land, men de maktet det ikke; for sjøen slo sterkere og sterkere mot dem.

¹³A možje so hrabro veslali, da bi pritegnili ladjo nazaj h kopnemu, a niso mogli, ker je morje bolj in bolj divjalo proti njim.

¹⁴Da ropte de til Herren og sa: Å Herre, la oss ikke gå under fordi denne mann skal dø, og la ikke uskyldig blod komme over oss! For du, Herre, har gjort som du vilde.

¹⁴Zato kličejo h GOSPODU in reko: Ah, GOSPOD, prosimo, naj ne poginemo zavoljo tega moža duše in ne prištevaj nam nedolžne krvi; zakaj ti, GOSPOD, si storil, kakor je bila volja tvoja.

¹⁵Så tok de Jonas og kastet ham i havet; da holdt havet op å rase.

¹⁵Nato vzamejo Jona in ga vržejo v morje. In morje je nehalo besneti.

¹⁶Og mennene blev grepet av stor frykt for Herren, og de ofret takkoffer til Herren og gjorde løfter.

¹⁶Možje pa so se bali z velikim strahom GOSPODA, in darovali so klalščino GOSPODU in storili obljube.In GOSPOD je pripravil veliko ribo, da bi požrla Jona. In Jona je bil v ribjem trebuhu tri dni in tri noči.

¹⁷In GOSPOD je pripravil veliko ribo, da bi požrla Jona. In Jona je bil v ribjem trebuhu tri dni in tri noči.