¹Hvor Herren i sin vrede har innhyllet Sions datter i mørke skyer! Han har kastet Israels herlighet fra himmelen til jorden, og han har ikke kommet i hu sine føtters skammel* på sin vredes dag. / {* 1KR 28, 2. SLM 132, 7.}

¹Kako je pokril Gospod z gostim oblakom hčer sionsko v jezi svoji! Iz nebes na zemljo je vrgel diko Izraelovo in ni se spomnil podnožja nog svojih v jeze svoje dan!

²Herren har uten skånsel tilintetgjort alle Jakobs boliger, han har i sin vrede brutt ned Judas datters festninger, kastet dem til jorden; han har vanhelliget riket og dets fyrster.

²Podrl je Gospod neusmiljeno vsa prebivališča Jakobova, v srdu svojem je porušil trdnjave hčere Judove; na tla je zvrnil, kakor oskrunjeno je zavrgel kraljestvo s knezi njegovimi.

³Han har i brennende vrede avhugget hvert horn i Israel, dradd sin høire hånd tilbake for fiendens åsyn* og satt Jakob i brand lik en ildslue som fortærer rundt omkring. / {* d.e. latt fienden uhindret trenge frem.}

³V srditi jezi je zdrobil vsak rog Izraelov; umaknil je desnico svojo, ko je prišel sovražnik, in požgal je Jakoba kakor ogenj plameneč, ki vse požira.

⁴Han har spent sin bue som en fiende, stilt sig med sin høire hånd som en motstander og drept alt som var en lyst for vårt øie; i Sions datters telt har han utøst sin vrede som ild.

⁴Lok svoj je napel kako sovražnik, postavil se je z desnico svojo kakor nasprotnik in pomoril je vse, kar je bilo očem drago; v šatoru hčere sionske je izlil kakor ogenj togoto svojo.

⁵Herren er blitt som en fiende, han har tilintetgjort Israel, tilintetgjort alle dets palasser, ødelagt dets festninger og hopet sorg på sorg over Judas datter.

⁵Ravnal je Gospod kakor sovražnik: pokončal je Izraela, pokončal vse gradove njegove, razdrl vse trdnjave njegove, in mnogo je prizadel hčeri Judovi žalosti in jadikovanja.

⁶Han har med vold revet ned sitt gjerde som gjerdet om en have, han har ødelagt sitt forsamlingssted; Herren har latt høitid og sabbat bli glemt i Sion, og i sin vrede og harme forskutt konge og prest.

⁶In s silo je podrl kočo svojo kakor plot na vrtu, porušil je kraj shoda svojega; GOSPOD je storil, da se je pozabilo praznično zborovanje in sobota na Sionu, in v nevolji jeze svoje je zavrgel kralja in duhovnika.

⁷Herren har forkastet sitt alter, forsmådd sin helligdom; han har overgitt dets* palassers murer i fiendens vold; de** lot sin røst høre i Herrens hus som på en høitidsdag. / {* Jerusalems.} / {** fiendene. SLM 74, 4.}

⁷Gospod je zavrgel oltar svoj, zastudil je svetišče svoje, v roko sovražnikovo je dal zidove njenih palač: hrumeli so v hiši GOSPODOVI, kakor da je prazničnega shoda dan.

⁸Herren tenkte på å ødelegge Sions datters mur, han strakte ut målesnoren, han drog ikke sin hånd tilbake fra herjing, og han lot voller og murer sørge; forfalne ligger de der alle.

⁸GOSPOD je sklenil razvaliti zidove hčere sionske: potegnil je mersko vrv, ni umaknil roke svoje, da bi ne pokončal; in žalovanje je pripravil nasipu in zidu, oboje žalostno leži skupaj.

⁹Dets porter er sunket i jorden, han har ødelagt og sprengt dets bommer; dets konge og dets høvdinger bor blandt hedningene, så der ikke er nogen lov; heller ikke har dets profeter fått noget syn fra Herren.

⁹V zemljo so se pogreznila vrata njena, polomil in zdrobil je zapahe njene; kralj njen in knezi njeni so med poganskimi narodi, kjer ni postave, tudi proroki njeni ne prejemajo več prikazni od GOSPODA.

¹⁰Sions datters eldste sitter tause på jorden; de har strødd støv på sitt hode, omgjordet sig med sekk; Jerusalems jomfruer har senket sitt hode til jorden.

¹⁰Na tleh sede molče starejšine hčere sionske; s pepelom so si potresli glave, prepasali se z raševnikom; na tla povešajo glavo device jeruzalemske.

¹¹Mine øine er borttæret av tårer, det gjærer i mitt indre, min lever er utøst til jorden, fordi mitt folks datter er ødelagt, fordi de små barn og de diende vansmektet på byens gater;

¹¹Od solzá mi pešajo oči, v osrčju mi kipi bridkost, na zemljo se usipljejo jetra moja zavoljo potrtja hčere ljudstva mojega, ko otročiči in dojenci koprne po mestnih ulicah.

¹²de ropte til sine mødre: Hvor er korn og vin? - da de vansmektet på byens gater lik sårede, da de opgav ånden ved sine mødres barm.

¹²Materam svojim govore: Kje je žito in vino? ko omedlevajo kakor smrtno ranjeni po ulicah mestnih, ko se njih duša izliva materam v naročje.

¹³Hvad skal jeg vidne for dig, hvad skal jeg ligne dig med, du Jerusalems datter? Hvad skal jeg stille ved siden av dig, så jeg kunde trøste dig, du jomfru, Sions datter? For stor som havet er din skade; hvem kan læge dig?

¹³Kaj naj ti izpričam, kak zgled naj ti dam, o hči jeruzalemska? Kaj naj primerjam tebi, da te potolažim, o devica, hči sionska? Kajti veliko je kakor morje potrtje tvoje, kdo te more ozdraviti?

¹⁴Dine profeter har skuet for dig tomme og dårlige ting; de åpenbarte ikke din misgjerning for å avvende ditt fangenskap, men de forkynte dig tomme og villedende spådommer.

¹⁴Proroki tvoji so ti videli prikazni prazne in neslane ter niso odkrivali krivičnosti tvoje, da bi bili odvrnili preselitev tvojo v sužnost; ali videli so zate praznih reči bremena [T. j. prorokovanja.] in takih, zaradi katerih si morala biti odgnana.

¹⁵De slår hendene sammen over dig alle de som går forbi på veien; de spotter og ryster på hodet over Jerusalems datter: Er dette den stad de kalte skjønnhetens krone, all jordens glede?

¹⁵Z rokami ploskajo nad teboj vsi, ki gredo mimo po potu, žvižgajo in majejo z glavami proti hčeri jeruzalemski, češ: Je li to tisto mesto, katero so imenovali Dovršenost lepote, Veselje vse zemlje?

¹⁶Alle dine fiender spiler op sin munn mot dig, de spotter og skjærer tenner, de sier: Vi har ødelagt den; ja, dette er den dag vi har ventet på; vi har oplevd den, vi har sett den.

¹⁶Zoper tebe širijo usta vsi sovražniki tvoji, žvižgajo in škripljejo z zobmi, pravijo: Požrli smo jo! res, to je tisti dan, ki smo ga pričakovali, zdaj ga imamo in vidimo!

¹⁷Herren har gjort det han hadde tenkt, han har fullbyrdet sitt ord som han hadde forkynt alt i fordums dager, han har brutt ned uten skånsel; og han lot fienden glede sig over dig, han lot dine motstandere bære sine horn høit.

¹⁷GOSPOD je storil, kar je sklenil, izpolnil je govor svoj, ki ga je sporočil od starodavnih dni. Rušil je brez milosti in sovražniku je dal veseliti se nad teboj, povzdignil je rog neprijateljev tvojih.

¹⁸Deres hjerte roper til Herren. - Du Sions datters mur! La tårer rinne som bekker dag og natt, unn dig ikke nogen hvile, la ikke ditt øie ha ro!

¹⁸Srce jim vpije h Gospodu. O zid hčere sionske, stóri, da teko solze kakor reka po dnevi in po noči; ne dovoli si prestanka, ne počivaj punčica očesa tvojega!

¹⁹Stå op, rop høit om natten, når nattevaktene begynner! Utøs ditt hjerte som vann for Herrens åsyn! Løft dine hender til ham for dine barns liv, de som vansmekter av hunger på alle gatehjørner!

¹⁹Vstani, vpij po noči, ob začetku straž, izlivaj kakor vode srce svoje pred obličjem Gospodovim, povzdiguj k njemu roke svoje za dušo otročičev svojih, ki koprne od glada po vseh ulicah in voglih.

²⁰Se, Herre, se! Hvem har du gjort således med? Skal kvinner ete sin livsfrukt, de spede barn som bæres på armen? Skal prest og profet slås ihjel i Herrens helligdom?

²⁰Ozri se, o GOSPOD, in glej, komu delaš tako! Ali bodo žene jedle sad svoj, otročiče, ki jih nosijo v naročju? V svetišču Gospodovem ali naj moré duhovnika in proroka?

²¹Ung og gammel ligger på jorden i gatene, mine jomfruer og mine unge menn er falt for sverdet; du slo ihjel på din vredes dag, du slaktet uten skånsel.

²¹Na tleh leže po ulicah dečki in starčki; device moje in mladeniči moji so padli od meča, pomoril si jih v dan jeze svoje, poklal brez milosti.Sklical si kakor na dan prazničnega shoda strašila moja od vseh strani, in ni ga bilo, ki bi bil ubežal ali ostal živ v dan jeze GOSPODOVE; nje, ki sem jih nosila v naročju in vzredila, je pokončal sovražnik moj.

²²Som på en høitidsdag kalte du redsler over mig fra alle kanter, og det var ikke på Herrens vredes dag nogen som slapp unda eller blev reddet; dem som jeg hadde båret på armen og opfostret, dem ødela min fiende.

²²Sklical si kakor na dan prazničnega shoda strašila moja od vseh strani, in ni ga bilo, ki bi bil ubežal ali ostal živ v dan jeze GOSPODOVE; nje, ki sem jih nosila v naročju in vzredila, je pokončal sovražnik moj.