¹Kom i hu, Herre, det som har hendt oss, sku og se hvor vi blir hånet!

¹Spomni se, o GOSPOD, kaj nas je zadelo, ozri se in poglej sramoto našo!

²Vår arv er gått over til fremmede, våre hus til utlendinger.

²Dediščina naša je pripadla tujcem, hiše naše inozemcem.

³Vi er blitt farløse, har ingen far; våre mødre er som enker.

³Sirote smo, brez očeta, matere naše so kakor vdove.

⁴Vi må kjøpe det vann vi drikker, vår ved må vi betale.

⁴Vode svoje pijemo za denar, drva svoja dobivamo za plačilo.

⁵Våre forfølgere er på nakken av oss; vi er trette, vi får ingen hvile.

⁵Preganjalci naši nam stopajo na vrat; utrujeni smo, ne dovolijo nam pokoja.

⁶Til Egypten har vi overgitt oss, og til Assyria, for å bli mettet med brød.

⁶Egipčanu molimo roko, tudi Asircu, da se nasitimo kruha.

⁷Våre fedre har syndet, de er ikke mere; vi bærer deres misgjerninger.

⁷Očetje naši so grešili, in ni jih več; nam pa je nositi njih krivice.

⁸Træler hersker over oss; ingen river oss ut av deres hånd.

⁸Hlapci nam gospodujejo; nikogar ni, ki bi nas oprostil iz njih roke.

⁹Med fare for vårt liv henter vi vårt brød, truet av ørkenens sverd.

⁹Z nevarnostjo življenja svojega prinašamo kruh svoj spričo meča puščave.

¹⁰Vår hud brenner som en ovn av hungerens luer.

¹⁰Koža naša je začrnela kakor peč zavoljo vroče lakote.

¹¹Kvinner har de krenket i Sion, jomfruer i Judas byer.

¹¹Žene na Sionu so oskrunjali, device po mestih Judovih.

¹²Fyrster har de hengt, de gamles åsyn har de ikke hedret.

¹²Poglavarje obešajo njih roke, starčkov obličje se ne časti.

¹³Unge menn bar kvernen, og gutter segnet under vedbøren.

¹³Mladeniči nosijo mlinske kamene in dečki padajo pod lesom.

¹⁴De gamle sitter ikke mere i porten, de unge menn ikke mere ved sin strengelek.

¹⁴Starci so nehali shajati se med vrati, mladeniči na petje svoje.

¹⁵Med vårt hjertes glede er det forbi, vår dans er omskiftet til sorg.

¹⁵Minilo je srca našega veselje, v žalost se je preobrnil naš ples.

¹⁶Kronen er falt av vårt hode; ve oss, vi har syndet.

¹⁶Venec naše glave je padel. Gorje nam! ker smo grešili.

¹⁷Derfor er vårt hjerte sykt, derfor er våre øine blitt dimme,

¹⁷Zato omedleva srce naše, zavoljo tega so nam otemnele oči:

¹⁸for Sions bergs skyld, som er øde; rever løper om på det.

¹⁸zavoljo gore Sionske, ki je opustošena; lisice prosto hodijo po njej.

¹⁹Du, Herre, troner til evig tid, din trone blir fra slekt til slekt.

¹⁹Ti, GOSPOD, ostaneš vekomaj, prestol tvoj od roda do roda.

²⁰Hvorfor skulde du glemme oss evig, forlate oss for så lang en tid?

²⁰Zakaj nas vekomaj pozabljaš, hočeš li nas zapustiti za dolge čase?

²¹Herre, før oss atter til dig, så vi kan komme tilbake! Forny våre dager, så de blir som i fordums tid!

²¹Pelji nas nazaj k sebi, o GOSPOD, da se povrnemo; ponovi dni naše kakor v prejšnjih časih!Ali bi nas popolnoma zavrgel, razsrdil se zoper nas tako silno?

²²For skulde du rent ha forkastet oss? Skulde du være så storlig vred på oss?

²²Ali bi nas popolnoma zavrgel, razsrdil se zoper nas tako silno?