¹Hvor gullet blir mørkt, det edleste gull forandret, de hellige stener strødd omkring ved alle gatehjørner!

¹Kako je otemnelo zlato, se izpremenilo odlično zlato! Kako je raztreseno kamenje svetišča po vseh voglih in ulicah!

²Sions barn, de dyrebare, like i verd med det fineste gull, hvor de er blitt aktet som lerkrukker, et verk av en pottemakers hender!

²Sinovi Siona, predragi, ki bi jih bilo ceniti z zlatom najčistejšim, kako se čislajo za vrče prstene, za izdelek rok lončarjevih!

³Endog sjakaler rekker bryst, gir sine unger die; mitt folks datter er blitt grusom som strutsen i ørkenen.

³Celo šakali ponujajo prsi, dojé mladiče svoje, ali ljudstva mojega hči je neusmiljena kakor noji v puščavi!

⁴Diebarnets tunge henger fast ved ganen av tørst; små barn ber om brød, det er ingen som deler ut til dem,

⁴Jezik lepí dojenčku na nebesu od žeje; otročiči prosijo kruha, a ni ga, da bi ga delil.

⁵De som åt fine retter, ligger elendige på gatene; de som blev båret på skarlagen, favner møkkdynger.

⁵Oni, ki so jedli slaščice, premirajo po ulicah; oni, ki so bili vzrejeni v škrlatu, objemajo blato.

⁶Så blev straffen over mitt folks datter større enn straffen over Sodoma, som blev lagt i grus i et øieblikk, uten at hender blev løftet imot det.

⁶In hujša je krivda ljudstva mojega hčere nego krivda Sodome, ki je bila podrta nagloma, roke se niso utrudile ž njo.

⁷Hennes fyrster var renere enn sne, hvitere enn melk; de var rødere på legemet enn koraller; som safir var deres utseende.

⁷Čistejši nego sneg so bili knezi njeni, bolj beli nego mleko, bolj rdeči po životu nego korale, gladki kakor safir.

⁸Mørkere enn sort er nu deres utseende, de blir ikke kjent på gatene; deres hud henger ved deres ben, den er blitt tørr som tre.

⁸Temnejša od črnine je sedaj njih podoba, ne poznajo jih na ulicah; njih koža se je zrasla ž njih kostmi, suha je kakor les.

⁹Lykkeligere var de som blev drept ved sverd, enn de som blev drept ved hunger, de som tærtes bort og gikk til grunne av mangel på brød.

⁹Bolje je pomorjenim z mečem nego pomorjenim z lakoto, ker ti umirajo prebodeni s stradanjem, ker ni poljskega sadú.

¹⁰Ømhjertede kvinner kokte selv sine egne barn, de tjente dem til føde da mitt folks datter gikk under.

¹⁰Roke žen usmiljenih so kuhale otroke svoje, za hrano so jim bili ob razdejanju hčere ljudstva mojega.

¹¹Herren uttømte sin harme, han utøste sin brennende vrede og tendte en ild i Sion, og den fortærte dets grunnvoller.

¹¹GOSPOD je dopolnil togoto svojo, srdito jezo svojo je izlil in ogenj zažgal na Sionu, ki je požrl podstave njegove.

¹²Jordens konger og alle som bodde på jorderike, trodde ikke at nogen motstander og fiende skulde komme inn gjennem Jerusalems porter.

¹²Ne bi bili verjeli kralji zemeljski in vsi prebivalci vesoljnega sveta, da pride zatiralec in sovražnik v vrata jeruzalemska.

¹³For dets profeters synder, dets presters misgjerninger, de som utøste rettferdiges blod i byen, er det skjedd.

¹³Zgodilo se je zavoljo grehov prorokov njegovih, krivic duhovnikov njegovih, ki so prelivali sredi njega kri pravičnih.

¹⁴De vanket omkring på gatene som blinde, tilsølt med blod, så ingen kunde røre ved deres klær.

¹⁴Kakor slepci so tavali po ulicah, ognušeni so bili s krvjo, da se niso hoteli ljudje dotekniti njih oblačil.

¹⁵Vik bort! Uren! ropte folk til dem - vik bort, vik bort, rør ikke ved oss! For de har flyktet og vanker omkring; det sies blandt folkene: De skal ikke bli her lenger!

¹⁵„Umeknite se, nečisti!“ so vpili proti njim, „umeknite se, umeknite, ne doteknite se!“ Ko so bežali, so tudi tavali, in med narodi se je govorilo: Ne smejo več pri nas prebivati!

¹⁶Herrens åsyn har spredt dem, han ser ikke mere til dem; prester akter de* ikke, over de gamle forbarmer de sig ikke. / {* kaldeerne; JES 47, 6.}

¹⁶Srdito obličje GOSPODOVO jih je razkropilo, ne bo jih gledal več. Na duhovnike se niso ozirali, starčkom niso prizanašali.

¹⁷Da det* ennu stod, stirret våre matte øine forgjeves efter hjelp; på vårt vakttårn speidet vi efter et folk som ikke kunde frelse oss**. / {* d.e. Jerusalem.} / {** d.e. egypterne. JES 30, 5. 7. JER 37, 5-8.}

¹⁷Še nam oči hirajo v hrepenenju po prazni pomoči; z ogledovalnice svoje gledamo proti narodu, ki ne bo rešil.

¹⁸De lurte på våre skritt, så vi ikke kunde gå på våre gater; vår ende var kommet nær, vår tid var omme, ja, vår ende var kommet.

¹⁸Lové stopinje naše, da ne moremo hoditi po ulicah svojih. Bliža se konec naš, dovršujejo se dnevi naši, da, konec naš je že prišel.

¹⁹Våre forfølgere var raskere enn himmelens ørner; på fjellene forfulgte de oss, i ørkenen lurte de på oss.

¹⁹Hitrejši so bili naši preganjalci nego orli pod nebom: po gorah so nas podili, v puščavi so nas zalezovali.

²⁰Vår livsånde, Herrens salvede, blev fanget i deres graver, han om hvem vi sa: I hans skygge vil vi leve blandt folkene.

²⁰Dih življenja našega, maziljenec GOSPODOV, je bil ujet v njih jamah; o katerem smo rekli: V senci njegovi bomo živeli med narodi.

²¹Fryd dig og gled dig bare, Edoms datter, du som bor i landet Us! Også til dig skal begeret komme; du skal bli drukken og klæ dig naken.

²¹Veséli in raduj se, o hči Edomova, prebivalka v deželi Uzovi! Tudi k tebi pride čaša, upijaniš se in slečeš se do nagega.Končana je kazen krivde tvoje, o hči sionska! ne bo te več vodil v pregnanstvo. Ozre se v krivico tvojo, o hči Edomova, odkrije grehe tvoje.

²²Din straff er til ende, Sions datter! Han vil ikke mere bortføre dig. Han vil hjemsøke dig for din misgjerning, Edoms datter, åpenbare dine synder.

²²Končana je kazen krivde tvoje, o hči sionska! ne bo te več vodil v pregnanstvo. Ozre se v krivico tvojo, o hči Edomova, odkrije grehe tvoje.