¹Og han kalte de tolv sammen og gav dem makt og myndighet over alle de onde ånder og til å helbrede sykdommer,

¹Skliče pa dvanajstere učence svoje in jim dá moč in oblast nad vsemi zlimi duhovi in da ozdravljajo bolezni.

²og han sendte dem ut for å forkynne Guds rike og helbrede syke.

²In pošlje jih oznanjevat kraljestvo Božje in ozdravljat bolnike.

³Og han sa til dem: Ta ikke noget med på veien, hverken stav eller skreppe eller brød eller penger! heller ikke skal I ha to kjortler hver.

³In reče jim: Ničesar ne jemljite na pot, ne palice, ne torbe, ne kruha, ne denarja; tudi po dve suknji ne imejte.

⁴Og i det hus I kommer inn i, der skal I bli, og fra det skal I dra videre.

⁴In v katerokoli hišo pridete, tam prebivajte, in odtod pojdite dalje.

⁵Og hvert sted hvor de ikke tar imot eder, gå ut av den by og ryst støvet av eders føtter til et vidnesbyrd mot dem!

⁵In katerikoli vas ne sprejmejo, odidite iz tistega mesta in otresite prah z nog svojih, v pričevanje zoper nje.

⁶Så gikk de ut og drog omkring fra by til by og forkynte evangeliet og helbredet folk allesteds.

⁶In odidejo in hodijo po vaseh, oznanjujoč evangelij in ozdravljajoč povsod.

⁷Men fjerdingsfyrsten Herodes fikk høre om alt det som skjedde, og han var i stor tvil, fordi det blev sagt av nogen at Johannes var opstanden fra de døde,

⁷Slišal je pa Herod četrtnik vse, kar on dela, in je bil v zadregi, zato ker so nekateri pravili: Janez je vstal iz mrtvih,

⁸men av andre at Elias hadde vist sig, men av andre igjen at en profet, en av de gamle, var opstanden.

⁸nekateri pa: Elija se je prikazal, drugi pa: Starih prorokov eden je vstal.

⁹Og Herodes sa: Johannes lot jeg halshugge; men hvem er denne, som jeg hører sådant om? Og han søkte å få se ham.

⁹In reče Herod: Janeza sem jaz obglavil; kdo je pa ta, ki slišim o njem take reči? In želel ga je videti.

¹⁰Og apostlene kom tilbake og fortalte ham alt det de hadde gjort; og han tok dem med sig og drog avsides til en by som heter Betsaida.

¹⁰In apostoli se vrnejo in mu pripovedujejo, koliko so storili. In vzame jih s seboj in se umakne v stran k mestu, ki se imenuje Betsaida.

¹¹Men da folket fikk det å vite, fulgte de efter ham; og han tok imot dem og talte til dem om Guds rike, og helbredet dem som trengte til lægedom.

¹¹Ko pa množice to zvedo, odidejo za njim; in sprejme jih in jim govori o kraljestvu Božjem in ozdravlja tiste, ki so potrebovali zdravja.

¹²Men dagen begynte å helle; da gikk de tolv til ham og sa: La folket fare, så de kan gå bort i byene og bygdene heromkring og få herberge og finne føde! for her er vi på et øde sted.

¹²A dan se je jel nagibati, in pristopijo dvanajsteri in mu reko: Odpusti ljudstvo, da gredo v sosednje vasi in sela in tam prenočé in dobe živeža; kajti tu smo na samotnem kraju.

¹³Han sa da til dem: Gi I dem å ete! Men de sa: Vi har ikke mere enn fem brød og to fisker, medmindre vi skulde gå bort og kjøpe mat til alt dette folk.

¹³On pa jim reče: Dajte jim vi jesti. A oni reko: Nimamo več nego pet hlebov in dve ribi; razen če gremo morda mi, da kupimo jedi za vse to ljudstvo.

¹⁴For det var omkring fem tusen menn. Da sa han til sine disipler: La dem sette sig ned i lag på femti mann!

¹⁴Bilo jih je namreč kakih pet tisoč mož. Reče pa učencem svojim: Posadite jih v druščinah po petdeset.

¹⁵Og de gjorde så og lot alle sette sig ned.

¹⁵In storé tako in posade vse.

¹⁶Da tok han de fem brød og de to fisker, så op mot himmelen og velsignet dem, og han brøt dem og gav dem til disiplene, forat de skulde dele ut til folket.

¹⁶Vzame pa petere hlebe in tisti dve ribi in pogleda v nebo in jih blagoslovi ter prelomi in podaja učencem svojim, naj polože pred ljudstvo.

¹⁷Og de åt og blev mette alle sammen; og da de tok op de stykker som var blitt tilovers efter dem, blev det tolv kurver.

¹⁷In jedli so in se nasitili vsi; in pobrali so, kar jim je ostalo od koscev, dvanajst košev.

¹⁸Og det skjedde engang mens han bad, og disiplene var alene med ham, da spurte han dem og sa: Hvem sier folket at jeg er?

¹⁸In zgodi se, ko je na samem molil, da so bili ž njim učenci njegovi; in vpraša jih, rekoč: Kdo pravijo ljudje, da sem jaz?

¹⁹De svarte: Døperen Johannes; andre at du er Elias; andre igjen at en profet, en av de gamle, er opstanden.

¹⁹Oni pa odgovore in reko: Da si Janez Krstnik, drugi pa: Elija, a drugi, da je eden starih prorokov vstal.

²⁰Han sa til dem: Men I, hvem sier I at jeg er? Da svarte Peter: Guds Messias.

²⁰Pa jim reče: Kdo pa pravite vi, da sem jaz? Peter pa odgovori in reče: Kristus Božji.

²¹Men han bød dem strengt at de ikke skulde si dette til nogen,

²¹A on jim zapreti in naroči, naj nikomur ne povedo tega,

²²og han sa: Menneskesønnen skal lide meget og forkastes av de eldste og yppersteprestene og de skriftlærde og slåes ihjel, og opstå på den tredje dag.

²²govoreč: Sin človekov mora veliko pretrpeti in biti zavržen od starejšin in višjih duhovnikov in pismarjev in biti umorjen, a tretji dan vstati.

²³Og han sa til alle: Vil nogen komme efter mig, da må han fornekte sig selv og hver dag ta sitt kors op og følge mig.

²³Pravi pa vsem: Če kdo hoče za menoj iti, naj zataji samega sebe in vzame nase križ svoj vsak dan in gre za menoj.

²⁴For den som vil berge sitt liv, skal miste det, men den som mister sitt liv for min skyld, han skal berge det.

²⁴Kajti kdor hoče ohraniti življenje svoje, ga izgubi, kdor pa izgubi življenje svoje zaradi mene, ta ga ohrani.

²⁵For hvad gagner det et menneske om han vinner den hele verden, men mister sig selv eller tar skade på sig selv?

²⁵Kaj namreč pomaga človeku, če pridobi ves svet, samega sebe pa pogubi ali se oškoduje?

²⁶For den som skammer sig ved mig og mine ord, ham skal også Menneskesønnen skamme sig ved når han kommer i sin og sin Faders og de hellige englers herlighet.

²⁶Zakaj kdorkoli se sramuje mene in mojih besed, tega se bo Sin človekov sramoval, kadar pride v svoji in Očetovi in svetih angelov slavi.

²⁷Jeg sier eder for sant: Nogen av dem som her står, skal ikke smake døden før de ser Guds rike.

²⁷Pravim vam pa resnično: So nekateri med tukaj stoječimi, ki ne okusijo smrti, dokler ne vidijo kraljestva Božjega.

²⁸Og det skjedde omkring åtte dager efterat han hadde talt dette, at han tok med sig Peter og Johannes og Jakob og gikk op i fjellet for å bede.

²⁸Zgodi se pa kakih osem dni po teh besedah, da vzame s seboj Petra in Jakoba in Janeza ter gre na goro molit.

²⁹Og mens han bad, blev hans åsyn anderledes å se til, og hans klædning blev hvit og skinte som lynet.

²⁹In ko moli, postane podoba obličja njegovega drugačna in oblačilo njegovo belo in svetlo.

³⁰Og se, to menn talte med ham, og det var Moses og Elias;

³⁰In glej, ž njim govorita dva moža, ki sta bila Mojzes in Elija.

³¹de viste sig i herlighet og talte om hans bortgang, som han skulde fullbyrde i Jerusalem.

³¹Ta sta se prikazala v slavi in sta govorila o njegovem odhodu s sveta, ki mu ga je bilo izvršiti v Jeruzalemu.

³²Peter og de som var med ham, var tunge av søvn; men da de blev fullt våkne, så de hans herlighet og de to menn som stod hos ham.

³²A Petra in onadva, ki sta bila ž njim, prevzame spanec. Ko pa se vzdramijo, vidijo slavo njegovo in oba moža, ki sta ž njim stala.

³³Og det skjedde da de skiltes fra ham, da sa Peter til Jesus: Mester! det er godt at vi er her; la oss gjøre tre boliger, en til dig, og en til Moses, og en til Elias! - han visste ikke hvad han sa.

³³In zgodi se, ko onadva odhajata od njega, da reče Peter Jezusu: Učenik, dobro nam je tu biti; naredimo pa tri šatore, tebi enega in Mojzesu enega in Eliju enega - ne vedoč, kaj govori.

³⁴Som han sa dette, kom en sky og overskygget dem; og de blev forferdet da de kom inn i skyen.

³⁴Ali ko še govori, nastane oblak in jih obsenči; in zboje se, ko gresta onadva v oblak.

³⁵Og det kom en røst ut av skyen: Dette er min Sønn, den utvalgte; ham skal I høre!

³⁵In glas pride iz oblaka, ki pravi: Ta je Sin moj ljubljeni, njega poslušajte!

³⁶Og da røsten kom, var ingen å se, uten Jesus alene. Og de tidde stille og fortalte ingen i de dager noget av det som de hadde sett.

³⁶In ko se je bil glas oglasil, najdejo Jezusa samega. In oni to zamolče, in nikomur niso v tistih dnevih povedali nič tega, kar so bili videli.

³⁷Og det skjedde dagen derefter, da de kom ned fra fjellet, at meget folk kom ham i møte.

³⁷Zgodi se pa drugi dan, ko pridejo z gore, da ga sreča velika množica.

³⁸Og se, en mann av folket ropte: Mester! jeg ber dig: Se til min sønn! for han er min eneste,

³⁸In glej, mož izmed množice zavpije, rekoč: Učenik prosim te, ozri se na sina mojega, kajti edinec mi je.

³⁹og se, en ånd griper ham, og straks setter han i et skrik, og den sliter i ham så han fråder; og det er så vidt den slipper ham, og ille farer den da med ham;

³⁹In glej, duh ga napada, da nenadoma začne kričati, in ga lomi, da se ves peni, in le s težavo ga zapušča, ko ga je hudo zvil.

⁴⁰og jeg bad dine disipler at de skulde drive den ut, men de kunde ikke.

⁴⁰In prosil sem učence tvoje, naj bi ga izgnali, a niso mogli.

⁴¹Jesus svarte og sa: Du vantro og vrange slekt! hvor lenge skal jeg være hos eder og tåle eder? Før din sønn hit!

⁴¹Odgovori pa Jezus in reče: O rod neverni in popačeni, doklej bom pri vas in vas bom trpel? Pripelji sem sina svojega!

⁴²Ennu mens han var på veien til ham, rev og slet den onde ånd i ham; men Jesus truet den urene ånd og helbredet gutten og gav ham tilbake til hans far.

⁴²A še medtem, ko gre k njemu, ga zgrabi zli duh in lomi. Jezus pa zapreti nečistemu duhu, in ozdravi dečka in ga spet da očetu njegovemu.

⁴³Og alle var slått av forundring over Guds storhet.

⁴³In vsi so se čudili veličastvu Božjemu. Ko so se pa vsi čudili vsemu temu, kar je delal Jezus, reče učencem svojim:

⁴⁴Men mens alle undret sig over alt det han gjorde, sa han til sine disipler: Gjem disse ord i eders ører: Menneskesønnen skal overgis i menneskers hender!

⁴⁴Ohranite vi v ušesih svojih te besede; kajti Sin človekov bo izdan v roke človeške.

⁴⁵Men de skjønte ikke dette ord, og det var skjult for dem, så de ikke fattet det, og de fryktet for å spørre ham om dette ord.

⁴⁵Oni pa niso umeli te besede, in bila jim je prikrita, da ne bi je razumeli, in bali so se ga poprašati o tej besedi.

⁴⁶Men det kom en tanke op i dem om hvem som vel var den største av dem.

⁴⁶Polasti pa se jih razmišljanje, kdo bi bil največji med njimi.

⁴⁷Men da Jesus så deres hjertes tanke, tok han et lite barn og stilte det ved siden av sig

⁴⁷Jezus pa, vedoč misel njih srca, vzame otroka in ga postavi poleg sebe

⁴⁸og sa til dem: Den som tar imot dette lille barn for mitt navns skyld, tar imot mig, og den som tar imot mig, tar imot ham som sendte mig; for den som er den minste iblandt eder alle, han er stor.

⁴⁸in jim reče: Kdorkoli sprejme tega otroka v imenu mojem, mene sprejme; a kdorkoli mene sprejme, sprejme tega, ki me je poslal. Kdor je namreč najmanjši med vami vsemi, ta je velik.

⁴⁹Da svarte Johannes og sa: Mester! vi så en som drev ut onde ånder i ditt navn, og vi forbød ham det, fordi han ikke er i følge med oss.

⁴⁹Odgovori pa Janez in reče: Učenik, videli smo nekoga, ki je z imenom tvojim izganjal zle duhove, in smo mu branili, ker ne hodi z nami za teboj.

⁵⁰Og Jesus sa til ham: Forbyd det ikke! for den som ikke er imot eder, er med eder.

⁵⁰Jezus mu pa reče: Ne branite! kajti kdor ni zoper vas, je za vas.

⁵¹Og det skjedde da det led mot tiden at han skulde optas, da vendte han sitt åsyn mot Jerusalem for å dra der op,

⁵¹Zgodi se pa, ko so se dopolnjevali dnevi, da bi bil vzet gori, da on trdno nameri obličje svoje na pot v Jeruzalem.

⁵²og han sendte bud foran sig. De gikk da avsted, og kom inn i en samaritansk by for å gjøre i stand for ham;

⁵²In pošlje poslance pred obličjem svojim; in ti gredo in pridejo v vas Samarijanov, da mu pripravijo prenočišče.

⁵³og de tok ikke imot ham, fordi hans åsyn var vendt mot Jerusalem.

⁵³Ali niso ga sprejeli, ker je bilo obličje njegovo namerjeno na pot v Jeruzalem.

⁵⁴Da hans disipler Jakob og Johannes så det, sa de: Herre! vil du vi skal byde ild fare ned fra himmelen og fortære dem, likesom Elias gjorde?

⁵⁴Ko pa to vidita učenca njegova Jakob in Janez, rečeta: Gospod, hočeš li, da rečeva, da ogenj pade z neba in jih pokonča, kakor je tudi Elija storil?

⁵⁵Men han vendte sig om og talte strengt til dem og sa: I vet ikke av hvad ånd I er.

⁵⁵On pa se obrne in jim zapreti in reče: Ne veste, kakšnega duha ste.

⁵⁶For Menneskesønnen er ikke kommet for å ødelegge menneskeliv, men for å frelse. Og de gikk til en annen by.

⁵⁶Sin človekov namreč ni prišel duš človeških pogubljat, ampak reševat. In šli so v drugo vas.

⁵⁷Og det skjedde mens de vandret på veien, da sa en til ham: Jeg vil følge dig hvorhen du går.

⁵⁷In ko so šli, mu reče nekdo po poti: Za teboj hočem iti, kamorkoli pojdeš.

⁵⁸Og Jesus sa til ham: Revene har huler, og himmelens fugler reder; men Menneskesønnen har ikke det han kan helle sitt hode til.

⁵⁸In reče mu Jezus: Lisice imajo brloge in ptice nebeške gnezda, a Sin človekov nima, kamor bi naslonil glavo svojo.

⁵⁹Han sa til en annen: Følg mig! Men han sa: Herre! gi mig først lov til å gå bort og begrave min far!

⁵⁹A drugemu veli: Pojdi za menoj! On pa reče: Gospod, dovoli mi, da grem prej pokopat očeta svojega.

⁶⁰Men han sa til ham: La de døde begrave sine døde; men gå du avsted og forkynn Guds rike!

⁶⁰A Jezus mu veli: Pusti, naj mrtvi pokopavajo mrliče svoje; ti pa pojdi in oznanjuj kraljestvo Božje.

⁶¹Også en annen sa: Jeg vil følge dig, Herre! men gi mig først lov til å si farvel til dem der hjemme!

⁶¹Reče pa tudi nekdo drugi: Za teboj hočem iti, Gospod, ali prej mi dovoli, da se poslovim od domačinov svojih.Jezus pa mu reče: Nobeden ni pripravljen za kraljestvo Božje, kdor prime z roko za plug, pa se ozira na to, kar je zadaj.

⁶²Men Jesus sa til ham: Ingen som legger sin hånd på plogen og ser sig tilbake, er skikket for Guds rike.

⁶²Jezus pa mu reče: Nobeden ni pripravljen za kraljestvo Božje, kdor prime z roko za plug, pa se ozira na to, kar je zadaj.