¹Og fariseerne og nogen av de skriftlærde, som var kommet fra Jerusalem, samlet sig om ham.

¹In snidejo se pri njem farizeji in nekateri pismarji, ki so prišli iz Jeruzalema.

²Og de fikk se at nogen av hans disipler åt med vanhellige, det er uvaskede, hender;

²Ti so videli nekatere učencev njegovih, da jedo kruh z nečistimi, to je z neumitimi rokami.

³fariseerne og alle jøder eter ikke uten at de først omhyggelig har vasket hendene, for de holder fast ved de gamles vedtekt,

³Farizeji in vsi Judje namreč ne jedo, dokler si skrbno ne umijejo rok, izpolnjujoč izročilo starih [Ali: starejšin.];

⁴og når de kommer fra torvet, eter de ikke før de har vasket sig, og det er meget annet som de har vedtatt å holde: vaskninger av beger og krus og kobberkar og benker.

⁴in kadar pridejo s trga, ne jedo, dokler se ne umijejo; in mnogo drugih reči je, ki so jih sprejeli in jih izpolnjujejo: umivanje kupic in vrčev in kotlov in stolov.

⁵Og fariseerne og de skriftlærde spurte ham: Hvorfor følger ikke dine disipler de gamles vedtekt, men eter med vanhellige hender?

⁵In vprašajo ga farizeji in pismarji: Zakaj se učenci tvoji ne ravnajo po izročilu starih, ampak jedo kruh z nečistimi rokami?

⁶Men han sa til dem: Rett spådde Esaias om eder, I hyklere, således som skrevet er: Dette folk ærer mig med lebene, men deres hjerte er langt borte fra mig;

⁶On pa jim reče: Dobro je prorokoval Izaija o vas hinavcih, kakor je pisano: „To ljudstvo me z ustnicami spoštuje, njih srce pa je daleč od mene;

⁷men de dyrker mig forgjeves, idet de lærer lærdommer som er menneskebud.

⁷ali zastonj me časté, učeč nauke, zapovedi človeške“.

⁸I forlater Guds bud og holder fast ved menneskers vedtekt.

⁸Opustivši zapoved Božjo, izpolnjujete postave človeške.

⁹Og han sa til dem: Det er riktig vakkert at I gjør Guds bud til intet for å holde eders vedtekt.

⁹In jim reče: Lepo zametujete zapoved Božjo, da ohranite izročilo svoje.

¹⁰For Moses har sagt: Hedre din far og din mor, og: Den som banner far eller mor, skal visselig dø;

¹⁰Mojzes namreč je rekel: „Spoštuj očeta svojega in mater svojo“ in: „Kdor preklinja očeta ali mater, naj umre“.

¹¹men I sier: Om et menneske sier til far eller mor: Det du skulde ha hatt til hjelp av mig, det skal være en korban, det er en gave til templet,

¹¹Vi pa pravite: Če reče kdo očetu ali materi: S čimer bi ti jaz pomagal, bodi korban (to je: daritev) –

¹²så lar I ham ikke lenger få lov til å gjøre noget for far eller mor,

¹²njemu ne pustite ničesar več storiti očetu svojemu ali materi svoji.

¹³og således gjør I Guds ord til intet ved eders vedtekt, som I har pålagt menneskene. Og meget av samme slag gjør I.

¹³Tako podirate veljavo besede Božje z izročilom svojim, ki ste ga izročili; in mnogo temu podobnih reči počenjate.

¹⁴Og han kalte atter folket til sig og sa til dem: Hør på mig alle, og forstå hvad jeg sier!

¹⁴In pokliče k sebi zopet ljudstvo ter jim reče: Poslušajte me vsi ter umejte!

¹⁵Det er intet utenfor mennesket som kan gjøre ham uren når det kommer inn i ham; men det som går ut av mennesket, det er det som gjør mennesket urent.

¹⁵Nič ne more človeka oskruniti, kar od zunaj prihaja vanj, marveč to, kar izhaja iz njega, oskrunja človeka.

¹⁶Om nogen har ører å høre med, han høre!

¹⁶Če ima kdo ušesa, da sliši, naj sliši!

¹⁷Og da han var kommet inn i et hus, bort fra folket, spurte hans disipler ham om denne lignelse.

¹⁷In ko odide od ljudstva v hišo, ga vprašajo učenci njegovi o tej priliki.

¹⁸Og han sa til dem: Er da også I så uforstandige? Skjønner I ikke at intet som kommer inn i mennesket utenfra, kan gjøre ham uren?

¹⁸Pa jim reče: Ali ste tudi vi tako nerazumni? Ne umete li, da ga vse to, kar od zunaj prihaja v človeka, ne more oskruniti?

¹⁹Det kommer jo ikke inn i hans hjerte, mere bare i hans buk, og går ut den naturlige vei, hvorved all mat blir renset.

¹⁹ker ne gre v srce njegovo, ampak v trebuh in izhaja ven. S tem je proglasil za čiste vse jedi [Ali: in gre ven po naravni poti, ki čisti vse jedi.].

²⁰Men han sa: Det som går ut av mennesket, det er det som gjør mennesket urent.

²⁰Reče pa: Kar iz človeka izhaja, to ga skruni.

²¹For innenfra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker: utukt, tyveri, mord,

²¹Kajti od znotraj, iz srca človeškega, izhajajo hudobne misli, nečistosti, tatvine, uboji,

²²hor, havesyke, ondskap, svik, skamløshet, ondt øie, bespottelse, overmot, uforstand.

²²prešeštva, lakomnost, hudobnost, zvijača, požrešnost, nevoščljivo oko, preklinjanje Boga, napuh, nespametnost.

²³Alle disse onde ting kommer ut innenfra og gjør mennesket urent.

²³Vse te hudobne reči izhajajo od znotraj in skrunijo človeka.

²⁴Og han stod op og gikk bort derfra til Tyrus' og Sidons landemerker. Og han gikk inn i et hus, og vilde ikke at nogen skulde få vite det, og det kunde dog ikke holdes skjult;

²⁴In vstane in odide odtod, v kraje tirske in sidonske. In ko je stopil v hišo, ni hotel, da bi kdo zvedel o njem, ali ni se mogel prikriti.

²⁵men en kvinne hvis datter hadde en uren ånd, hadde fått høre om ham, og kom straks og falt ned for hans føtter.

²⁵Ampak precej, ko je slišala o njem, pride žena, katere hčerka je imela nečistega duha, in mu pade pred noge.

²⁶Men kvinnen var en hedensk kvinne, syrofønikisk av ætt; og hun bad ham at han vilde drive den onde ånd ut av hennes datter.

²⁶Bila pa je žena Grkinja, Sirofeničanka po rodu. In ga prosi, naj izžene zlega duha iz njene hčere.

²⁷Og han sa til henne: La først barna bli mette! for det er ikke vakkert å ta brødet fra barna og kaste det for de små hunder.

²⁷Jezus pa ji reče: Pusti, da se poprej nasitijo otroci; kajti ni lepo, da se vzame kruh otrokom in se vrže psičkom.

²⁸Men hun svarte ham: Det er sant, Herre! de små hunder eter jo under bordet av barnas smuler.

²⁸Ona pa odgovori in mu reče: Da, Gospod, tudi psički pod mizo jedo od drobtinic otrok.

²⁹Og han sa til henne: For dette ords skyld sier jeg dig: Gå bort! Den onde ånd er faret ut av din datter.

²⁹In ji reče: Zavoljo te besede pojdi; zli duh je odšel iz tvoje hčere.

³⁰Og hun gikk bort til sitt hus og fant at barnet lå på sengen, og at den onde ånd var faret ut.

³⁰In odide na svoj dom ter najde otroka ležečega na postelji, in zli duh je bil odšel.

³¹Og da han gikk ut igjen fra Tyrus' landemerker, kom han gjennem Sidon til den Galileiske Sjø, midt igjennem Dekapolis-landet.

³¹In zopet odide iz tirskih krajev in pride skozi Sidon h Galilejskemu morju sredi po pokrajini Deseteromestja.

³²Og de førte til ham en mann som var døv og hadde ondt for å tale, og de bad ham legge sin hånd på ham.

³²In pripeljejo mu gluhega, ki je nerazločno govoril, ter ga prosijo, naj bi položil nanj roko.

³³Og han tok ham avsides fra folket, og stakk sine fingrer i hans ører og spyttet og rørte ved hans tunge,

³³In vzame ga na stran od množice, mu položi prste svoje v ušesa in pljune in se dotakne jezika njegovega,

³⁴og så op mot himmelen, sukket og sa til ham: Effata! det er: lat dig op!

³⁴in pogledavši na nebo, vzdihne in mu veli: Efata, to je: Odpri se!

³⁵Og straks blev hans ører oplatt, og hans tunges bånd blev løst, og han talte rent.

³⁵In odpro se ušesa njegova in razveže se vez jezika njegovega, in razločno je govoril.

³⁶Og han forbød dem å si det til nogen; men jo mere han forbød dem det, dess mere kunngjorde de det.

³⁶In zapove jim, naj nikomur ne povedo; čim bolj jim je pa prepovedoval, tem bolj so razglaševali.In presilno so se čudili, govoreč: Vse je prav storil; tudi gluhe napravlja, da slišijo, in neme, da govoré.

³⁷Og de var overvettes forundret og sa: Han har gjort alle ting vel; både gjør han at de døve hører, og at de målløse taler.

³⁷In presilno so se čudili, govoreč: Vse je prav storil; tudi gluhe napravlja, da slišijo, in neme, da govoré.