¹For himlenes rike er likt en husbond som gikk ut tidlig om morgenen for å leie arbeidere til sin vingård.

¹Kajti nebeško kraljestvo je podobno hišnemu gospodarju, ki je zgodaj zjutraj odšel najemat delavcev v vinograd svoj.

²Og da han var blitt enig med arbeiderne om en penning om dagen, sendte han dem bort til sin vingård.

²In pogodivši se z delavci po denarju na dan, jih pošlje v vinograd svoj.

³Og han gikk ut ved den tredje time og så andre stå ledige på torvet,

³In ko pride ven okoli tretje ure, ugleda druge, da stoje na trgu brez dela,

⁴og til dem sa han: Gå også I bort til vingården, og hvad rett er, vil jeg gi eder. Og de gikk avsted.

⁴in jim reče: Pojdite tudi vi v moj vinograd, in dan vam, kar bo prav.

⁵Atter gikk han ut ved den sjette og den niende time og gjorde likeså.

⁵In oni odidejo. Ko pride ven zopet ob šesti in deveti uri, stori enako.

⁶Og han gikk ut ved den ellevte time og fant andre stående der, og han sa til dem: Hvorfor står I her ledige hele dagen?

⁶Ko pa pride ven okoli enajste ure, najde druge, da postajajo, in jim reče: Kaj stojite tu ves dan brez dela?

⁷De sa til ham: Fordi ingen har leid oss. Han sa til dem: Gå også I bort til vingården!

⁷Reko mu: Ker nas ni nihče najel. In veli jim: Pojdite tudi vi v moj vinograd.

⁸Men da det var blitt aften, sa vingårdens herre til sin forvalter: Kall arbeiderne frem og gi dem deres lønn; begynn med de siste og end med de første!

⁸Ko se je pa zvečerilo, veli gospodar vinogradov oskrbniku svojemu: Pokliči delavce in daj jim plačilo, počenši od zadnjih do prvih.

⁹Så kom de som var leid ved den ellevte time, og de fikk hver sin penning.

⁹In prišedši prejmo tisti, ki so bili najeti okoli enajste ure, po denarju.

¹⁰Men da de første kom, tenkte de at de skulde få mere; men de fikk hver sin penning de også.

¹⁰Ko pa pridejo prvi, mislijo, da bodo prejeli več; a tudi oni prejmo po denarju.

¹¹Men da de fikk den, knurret de mot husbonden og sa:

¹¹Prejemši ga, pa so godrnjali nad hišnim gospodarjem,

¹²Disse siste har bare vært her en time, og du har gjort dem like med oss som har båret dagens byrde og hete.

¹²govoreč: Ti poslednji so delali eno uro, in si jih naredil enake nam, ki smo prenašali breme vsega dne in vročino.

¹³Men han svarte en av dem og sa: Min venn! jeg gjør dig ikke urett, blev du ikke enig med mig om en penning?

¹³On pa odgovori in reče enemu izmed njih: Prijatelj, ne delam ti krivice. Ali se nisi pogodil z menoj po denarju?

¹⁴Ta ditt og gå! Men jeg vil gi denne siste like så meget som dig.

¹⁴Vzemi svoje in pojdi! Hočem pa dati temu poslednjemu, kakor tudi tebi.

¹⁵Eller har jeg ikke lov til å gjøre med mitt hvad jeg vil? eller er ditt øie ondt fordi jeg er god?

¹⁵Ali mar ne smem jaz s svojim storiti, kar hočem? Je li oko tvoje hudobno, ker sem jaz dober?

¹⁶Således skal de siste bli de første, og de første de siste; for mange er kalt, men få utvalgt.

¹⁶Tako bodo zadnji prvi in prvi zadnji.

¹⁷Og da Jesus drog op til Jerusalem, tok han de tolv disipler til side og sa til dem på veien:

¹⁷In ko gre Jezus gori v Jeruzalem, vzame dvanajstere učence na stran in jim na potu reče:

¹⁸Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgis til yppersteprestene og de skriftlærde, og de skal dømme ham til døden

¹⁸Glejte, gori v Jeruzalem gremo, in Sin človekov bo izdan višjim duhovnikom in pismarjem, in ga obsodijo na smrt,

¹⁹og overgi ham til hedningene til å spottes og hudstrykes og korsfestes; og på den tredje dag skal han opstå.

¹⁹in ga izroče poganom, naj ga zasmehujejo in bičajo in na križ razpno; a tretji dan vstane od smrti.

²⁰Da gikk Sebedeus-sønnenes mor til ham med sine sønner, falt ned for ham og bad ham om noget.

²⁰Tedaj pristopi k njemu mati Zebedejevih sinov s svojima sinoma ter se mu poklanja in ga nekaj prosi.

²¹Han sa til henne: Hvad vil du? Hun sa til ham: Si at disse mine to sønner skal sitte, den ene ved din høire og den andre ved din venstre side i ditt rike!

²¹On ji pa reče: Kaj hočeš? Reče mu: Reci, naj sedita ta dva moja sina, eden na desnici in drugi na levici tvoji, v tvojem kraljestvu.

²²Men Jesus svarte og sa: I vet ikke hvad det er I ber om. Kan I drikke den kalk jeg skal drikke? De sa til ham: Det kan vi.

²²Jezus pa odgovori in reče: Ne veste, kaj prosite. Ali moreta priti kelih, ki mi ga bode skoraj piti? Rečeta mu: Moreva.

²³Han sa til dem: Min kalk skal I nok drikke; men å sitte ved min høire og ved min venstre side, det tilkommer det ikke mig å gi nogen, men det gis dem som det er beredt av min Fader.

²³Reče jima: Kelih moj bosta sicer pila, ali da bi sedela na desnici in na levici moji, ne morem jaz dati, a dá se to tistim, ki jim je pripravljeno od Očeta mojega.

²⁴Da de ti hørte dette, blev de harme på de to brødre.

²⁴In ko to slišijo deseteri, se razjeze nad tema dvema bratoma.

²⁵Men Jesus kalte dem til sig og sa: I vet at fyrstene hersker over sine folk, og deres stormenn bruker makt over dem.

²⁵Jezus jih pa pokliče k sebi in reče: Veste, da knezi narodov tem gospodujejo in da jih velikaši siloma vladajo.

²⁶Så skal det ikke være blandt eder; men den som vil bli stor iblandt eder, han skal være eders tjener,

²⁶Ne bode pa tako med vami: ampak kdorkoli hoče postati velik med vami, bodi vam služabnik,

²⁷og den som vil være den første blandt eder, han skal være eders træl,

²⁷in kdorkoli hoče biti prvi med vami, bodi vam hlapec.

²⁸likesom Menneskesønnen ikke er kommet for å la sig tjene, men for selv å tjene og gi sitt liv til en løsepenge for mange.

²⁸Kakor tudi Sin človekov ni prišel, da njemu služijo, ampak da služi in dá življenje svoje v odkupnino za mnoge.

²⁹Og da de gikk ut fra Jeriko, fulgte meget folk ham.

²⁹In ko gredo iz Jeriha, ga spremlja velika množica.

³⁰Og se, to blinde satt ved veien, og da de hørte at det var Jesus som gikk forbi, ropte de: Miskunn dig over oss, Herre, du Davids sønn!

³⁰In glej, dva slepca sedita kraj poti, in ko slišita, da gre Jezus mimo, zakričita, rekoč: Gospod, usmili se naju, ti sin Davidov!

³¹Folket truet dem at de skulde tie; men de ropte enda mere og sa: Herre, miskunn dig over oss, du Davids sønn!

³¹Množica pa jima preti, da naj umolkneta. Ona pa še bolj zavpijeta, rekoč: Gospod, usmili se naju, ti sin Davidov!

³²Og Jesus stod stille og kalte på dem og sa: Hvad vil I jeg skal gjøre for eder?

³²In Jezus se ustavi in ju pokliče ter reče: Kaj hočeta, da vama storim?

³³De sa: Herre! at våre øine må bli oplatt!

³³Rečeta mu: Gospod, da se nama oči odpro.Jezus pa, ganjen usmiljenja, se dotakne njunih oči. In precej izpregledata, in šla sta za njim.

³⁴Da ynkedes Jesus inderlig og rørte ved deres øine; og straks fikk de sitt syn igjen, og de fulgte ham.

³⁴Jezus pa, ganjen usmiljenja, se dotakne njunih oči. In precej izpregledata, in šla sta za njim.