¹Da tok hele menigheten til å rope og skrike, og folket gråt hele natten.

¹Tedaj zažene vsa občina krik in vpije, in ljustvo prejoka celo noč.

²Og alle Israels barn knurret mot Moses og Aron, og hele menigheten sa til dem: Gid vi var død i Egyptens land eller her i ørkenen! Å, at vi var død!

²In vsi sinovi Izraelovi mrmrajo zoper Mojzesa in Arona, in vsa občina jima govori: O da bi bili umrli v deželi Egiptovski ali da bi poginili v tej puščavi!

³Hvorfor fører Herren oss inn i dette land, så vi må falle for sverdet? Våre hustruer og våre barn vil bli til rov. Var det ikke bedre for oss å vende tilbake til Egypten?

³In zakaj nas vodi GOSPOD v to deželo, da pademo pod mečem? Žene naše in otročiči naši pridejo v plen: ni li nam bolje vrniti se v Egipt?

⁴Og de sa til hverandre: La oss velge oss en høvding og vende tilbake til Egypten!

⁴In drug govori drugemu: Postavimo si poglavarja in pojdimo nazaj v Egipt?

⁵Da falt Moses og Aron ned på sitt ansikt foran hele den forsamlede menighet av Israels barn.

⁵Tedaj padeta Mojzes in Aron z obličjem na zemljo pred vsem zborom občine sinov Izraelovih.

⁶Og Josva, Nuns sønn, og Kaleb, Jefunnes sønn, som var blandt dem som hadde utspeidet landet, sønderrev sine klær

⁶Jozue pa, sin Nunov, in Kaleb, sin Jefunov, ki sta tudi bila med ogledniki dežele, raztrgata oblačila svoja

⁷og talte til hele Israels barns menighet og sa: Det land som vi drog igjennem for å utspeide det, er et overmåte godt land.

⁷in rečeta vsej množici Izraelovih sinov: Dežela, ki smo jo prehodili, da si jo ogledamo, je jako dobra.

⁸Dersom Herren har velbehag i oss, så fører han oss inn i dette land og gir oss det - et land som flyter med melk og honning.

⁸Če bomo po volji GOSPODU, nas pripelje v tisto deželo ter nam jo dá, deželo, ki v njej teče mleko in med.

⁹Sett eder bare ikke op mot Herren og vær ikke redde for folket i det land, for vi skal fortære dem som det var brød; deres vern er veket fra dem, og Herren er med oss, vær ikke redde for dem!

⁹Samo ne upirajte se GOSPODU, tudi se ne bojte ljudstva tiste dežele, kajti pojemo jih kakor kruh. Njih zaslomba se je od njih umeknila, a z nami je GOSPOD, ne bojte se jih.

¹⁰Da vilde hele menigheten stene dem; men Herrens herlighet åpenbarte sig i sammenkomstens telt for alle Israels barn.

¹⁰Tedaj se zgovarja vsa množica, da ju posujejo s kamenjem. Ali slava GOSPODOVA se prikaže ob shodnem šatoru vsem sinovom Izraelovim.

¹¹Og Herren sa til Moses: Hvor lenge skal dette folk forakte mig, og hvor lenge vil de la være å tro på mig, enda jeg har gjort så mange tegn iblandt dem?

¹¹In GOSPOD reče Mojzesu: Doklej me bo zaničevalo to ljudstvo? in doklej ne bodo verovali v me po vseh tistih znamenjih, ki sem jih storil med njimi?

¹²Jeg vil slå dem med pest og utrydde dem, og så vil jeg gjøre dig til et større og sterkere folk enn dette.

¹²Udariti jih hočem s kugo in zatreti, tebe pa storim v narod večji in močnejši, kakor je ta.

¹³Da sa Moses til Herren: Egypterne har hørt at du med din kraft har ført dette folk ut fra dem,

¹³A Mojzes reče GOSPODU: Ali Egipčani bodo to slišali, zakaj odpeljal si ljudstvo to v moči svoji izmed njih.

¹⁴og de har sagt det til dette lands innbyggere; de har hørt at du, Herre, er midt iblandt dette folk, at du, Herre, har åpenbaret dig for dem øie til øie, og at din sky står over dem, og at du går foran dem i en skystøtte om dagen og i en ildstøtte om natten.

¹⁴In povedali bodo to prebivalcem te dežele, ki so čuli, da si ti, GOSPOD, sredi tegale ljudstva, da se ti, GOSPOD, daješ videti iz obličja v obličje in da oblak tvoj stoji nad njimi in ti greš pred njimi v oblakovem stebru po dnevi in v ognjenem stebru po noči.

¹⁵Men dreper du nu dette folk, alle som en, da kommer hedningene, som har hørt ditt ry, til å si:

¹⁵Ako torej usmrtiš to ljudstvo kakor enega moža, bodo govorili poganski narodi, ki so čuli tak glas o tebi, takole:

¹⁶Herren maktet ikke å føre dette folk inn i det land han hadde tilsvoret dem, derfor slaktet han dem ned i ørkenen.

¹⁶Ker GOSPODU ni bilo moči privesti tega ljudstva v deželo, ki jim jo s prisego obljubil, jih je pomoril v puščavi.

¹⁷Men la nu din kraft, Herre, vise sig stor, som du har talt og sagt:

¹⁷Naj se torej, prosim, velika izkaže moč GOSPODOVA, kakor si govoril, rekoč:

¹⁸Herren er langmodig og rik på miskunnhet, han forlater misgjerning og overtredelse; men han lar ikke den skyldige ustraffet, han hjemsøker fedres misgjerning på barn, på dem i tredje og på dem i fjerde ledd.

¹⁸GOSPOD je počasen za jezo in obilen v milosti, on odpušča krivico in prestopek, a krivca nikakor ne šteje za nedolžnega, temuč obiskuje očetov krivico na otrocih, v tretjem in četrtem pokolenju.

¹⁹Tilgi da dette folk dets misgjerning efter din store miskunnhet, som du har tilgitt dem hele veien fra Egypten og hit!

¹⁹Odpústi, prosim, krivico tega ljudstva po veliki milosti svoji in kakor si prizanašal temu ljudstvu od Egipta do semkaj.

²⁰Da sa Herren: Jeg har tilgitt dem efter ditt ord.

²⁰In GOSPOD reče: Odpustil sem, kakor si dejal.

²¹Men sa sant jeg lever og hele jorden er full av Herrens herlighet,

²¹Ali zares, kakor živim in kakor bo slave GOSPODOVE napolnjena vsa zemlja:

²²så skal alle de menn som har sett min herlighet og de tegn som Jeg har gjort i Egypten og i ørkenen, og som nu har fristet mig ti ganger og ikke hørt på min røst,

²²ker so me vsi tisti možje, ki so videli slavo mojo in znamenja moja, katera sem storil v Egiptu in v puščavi, sedaj že desetkrat izkušali in glasu mojega niso poslušali,

²³sannelig, de skal ikke se det land jeg bar tilsvoret deres fedre; ingen som har foraktet mig, skal få se det

²³nikakor ne bodo videli dežele, za katero sem prisegel njih očetom; vsi, ki so me zaničevali, je ne bodo videli.

²⁴Men min tjener Kaleb - fordi det var en annen ånd i ham, og han trolig fulgte mig, så vil jeg føre ham inn i det land han har vært i, og hans ætt skal eie det.

²⁴Ampak služabnika svojega Kaleba, ker je bil v njem drug duh in je zvesto hodil za menoj, njega hočem privesti v deželo, v katero je bil šel, in seme njegovo jo bo imelo v lasti.

²⁵Men amalekittene og kana'anittene bor her i dalen; vend derfor om imorgen og dra ut i ørkenen på veien til det Røde Hav!

²⁵Amalekovci pa in Kanaanci prebivajo v oni dolini; jutri se obrnite in pojdite v puščavo po potu k Rdečemu morju.

²⁶Og Herren talte til Moses og Aron og sa:

²⁶In GOSPOD ogovori Mojzesa in Arona, rekoč:

²⁷Hvor lenge skal denne onde menighet holde på å knurre mot mig? Jeg har hørt Israels barns knurr, hvorledes de knurrer mot mig.

²⁷Kako dolgo naj prenašam to hudo množico, ki mrmra zoper mene? Slišal sem mrmranje sinov Izraelovih, koliko so godrnjali zoper mene.

²⁸Si til dem: Så sant jeg lever, sier Herren: Som I har talt for mine ører*, således vil jeg gjøre med eder: / {* 4MO 14, 2.}

²⁸Véli jim: Kakor res živim, pravi GOSPOD: kakor ste govorili na ušesa moja, prav tako vam hočem storiti!

²⁹I denne ørken skal eders døde kropper falle, alle de blandt eder som blev mønstret, så mange som I er, fra tyveårsalderen og opover, I som har knurret mot mig;

²⁹V tej puščavi bodo popadala trupla vaša; in kar vas je seštetih po vsem številu vašem, od dvajsetletnih in više, ki ste mrmrali zoper mene,

³⁰sannelig, I skal ikke komme inn i det land som jeg med opløftet hånd har svoret å ville la eder bo i, undtagen Kaleb, Jefunnes sønn, og Josva, Nuns sønn.

³⁰nikoli ne pridete v deželo, za katero sem povzdignil roko in prisegel, da vam dam prebivati v njej, razen Kaleba, sina Jefunovega, in Jozueta, sina Nunovega.

³¹Eders barn, som I sa vilde bli til rov, dem vil jeg føre der inn, og de skal lære det land å kjenne som I har ringeaktet.

³¹Vaše otročiče pa, o katerih ste dejali, da pridejo v plen, nje popeljem tja, in uživali bodo deželo, ki ste jo vi zavrgli.

³²Men eders døde kropper skal falle i denne ørken.

³²A vaša trupla bodo popadala v tej puščavi.

³³Og eders barn skal flakke om som hyrder i ørkenen i firti år og bøte for eders utroskap mot Herren, inntil I alle er blitt til lik i ørkenen.

³³In otroci vaši bodo pastirjevali po puščavi štirideset let in nosili kazen nečistosti vaše, dokler ne bo vaših trupel konec v puščavi.

³⁴Likesom I utspeidet landet i firti dager, således skal I lide for eders misgjerninger i firti år, et år for hver dag; og I skal kjenne at jeg har vendt mig bort fra eder.

³⁴Po številu štiridesetih dni, v katerih ste ogledovali deželo, za vsak dan eno leto, morate nositi krivice svoje štirideset let, in spoznate, kaj je to, ko se jaz odvrnem.

³⁵Jeg, Herren, har sagt: Sannelig, således vil jeg gjøre med hele denne onde menighet, som har sammensvoret sig mot mig; her i ørkenen skal de gå til grunne, her skal de dø.

³⁵Jaz GOSPOD sem govoril; gotovo storim to vsej tej hudobni množici, ki se je zbrala zoper mene. V tej puščavi naj vzamejo konec in tu pomrjejo.

³⁶De menn som Moses hadde sendt for å utspeide landet, og som var kommet tilbake og hadde fått hele menigheten til å knurre mot ham ved å tale ille om landet,

³⁶In možje, ki jih je bil Mojzes poslal ogledovat deželo in ki so, ko so se bili vrnili, napeljali vso občino, da godrnja zoper njega, s tem, da so dali slab glas o deželi,

³⁷disse menn, som hadde talt ille om landet, blev slått ned for Herrens åsyn og døde.

³⁷ti možje, pravim, ki so v slab glas pripravili deželo, so umrli od šibe pred GOSPODOM.

³⁸Bare Josva, Nuns sønn, og Kaleb, Jefunnes sønn, blev i live av de menn som var gått avsted for å utspeide landet.

³⁸A Jozue, sin Nunov, in Kaleb, sin Jefunov, sta ostala živa izmed onih mož, ki so bili šli ogledovat deželo.

³⁹Og Moses bar disse ord frem for alle Israels barn; da sørget folket sårt.

³⁹In Mojzes je govoril te besede vsem sinovom Izraelovim, in ljudstvo je silno žalovalo.

⁴⁰Og de stod tidlig op om morgenen og drog opover mot fjellhøiden og sa: Se, her er vi, og vi vil dra op til det sted som Herren har talt om; for vi har syndet.

⁴⁰In vstanejo navsezgodaj ter odrinejo na vrh gorovja in reko: Glej, tu smo in hočemo iti v kraj, ki ga je GOSPOD obljubil; zakaj grešili smo.

⁴¹Men Moses sa: Hvorfor overtreder I Herrens bud? Det vil ikke lykkes.

⁴¹Mojzes pa reče: Zakaj tako prestopate besedo GOSPODOVO? Ne boste v tem imeli sreče.

⁴²Dra ikke der op! For Herren er ikke blandt eder, I kommer bare til å bli slått av eders fiender.

⁴²Ne hodite tja gori, zakaj GOSPOD ni sredi vas; da vas ne pobijejo sovražniki vaši.

⁴³For amalekittene og kana'anittene vil møte eder der, og I skal falle for sverdet, fordi I har vendt eder bort fra Herren, og Herren vil ikke være med eder.

⁴³Kajti Amalekovci in Kanaanci so tu pred vami, in padli boste pod mečem; ker ste se odvrnili, ne hoteč iti za GOSPODOM, ne bode GOSPOD z vami.

⁴⁴Men de drog i overmodig tross op til fjellhøiden; men Herrens pakts ark og Moses forlot ikke leiren.

⁴⁴Oni pa so vendar v svoji prevzetnosti šli vrh gorovja; ali GOSPODOVA skrinja zaveze in Mojzes se nista genila iz taborišča.Tedaj pridejo Amalekovci in Kanaanci, ki so prebivali na onem gorovju, in jih porazijo ter razkrope prav do Horme.

⁴⁵Da kom amalekittene og kana'anittene, som bodde der på fjellet, ned og slo dem sønder og sammen og forfulgte dem like til Horma.

⁴⁵Tedaj pridejo Amalekovci in Kanaanci, ki so prebivali na onem gorovju, in jih porazijo ter razkrope prav do Horme.