¹Hvorfor, Herre, står du langt borte? Hvorfor skjuler du ditt åsyn i trengsels tider?

¹Zakaj stojiš oddaleč, o GOSPOD? Zakaj se skrivaš ob časih stiske?

²Ved den ugudeliges overmot engstes de elendige; de fanges i de onde råd han har uttenkt.

²Prevzetnost brezbožnika hudo straši ubožca. Ujamejo se naj v naklepih, katere izmišljajo.

³For den ugudelige roser sin sjels lyst, og den rovgjerrige sier Herren farvel, håner ham.

³Kajti brezbožnik se hvali z željami duše svoje in lakomnik se odreka GOSPODA in ga zaničuje.

⁴Den ugudelige sier i sitt overmot: Han hjemsøker ikke. Det er ingen Gud, det er alle hans tanker.

⁴Brezbožnik v napuhu obraza svojega govori: Saj ne bo kaznoval, ni Boga. To so vse misli njegove.

⁵Hans veier lykkes til enhver tid; langt borte fra ham i det høie er dine dommer; av alle sine motstandere blåser han.

⁵Varna so pota njegova v vsakem času; previsoko so pogledu njegovemu sodbe tvoje; na svoje nasprotnike piha prezirljivo.

⁶Han sier i sitt hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra slekt til slekt skal jeg ikke stedes i ulykke.

⁶V srcu svojem govori: Ne ganem se, od roda do roda bodem brez nesreče.

⁷Hans munn er full av forbannelse og av svik og vold; under hans tunge er ulykke og ondskap.

⁷Kletve polna so usta njegova in zvijač in zatiranja; pod jezikom njegovim je nadloga in krivica.

⁸Han ligger i bakhold ved gårdene, på lønnlige steder myrder han den uskyldige, hans øine speider efter den ulykkelige.

⁸Poseda na preži po vaseh, v zakotju ubija nedolžnega, oči njegove prežé na onemoglega.

⁹Han lurer på lønnlig sted, lik løven i sitt skjul; han lurer for å gripe den elendige; han griper den elendige idet han drar ham inn i sitt garn.

⁹V skrivališču preži kakor lev v svojem brlogu, preži, da zgrabi siromaka; že ga prijema ter vleče vstran v mreži svoji.

¹⁰Han bøier sig, dukker sig ned, og for hans sterke klør faller de elendige.

¹⁰Sključi se, potuhne se, in onemogli padajo v krepke kremplje njegove.

¹¹Han sier i sitt hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sitt åsyn, han ser det aldri.

¹¹V srcu svojem govori: Pozabil je Bog mogočni, obličje svoje skriva, nikoli ne bo videl tega.

¹²Reis dig, Herre! Gud, opløft din hånd, glem ikke de elendige!

¹²Vstani, o GOSPOD! Bog mogočni, dvigni roko svojo, ne pozabi ubogih.

¹³Hvorfor skal den ugudelige forakte Gud og si i sitt hjerte: Du hjemsøker ikke?

¹³Zakaj sme brezbožnik zaničevati Boga in v srcu svojem govoriti, da ne boš kaznoval?

¹⁴Du har sett det; for du skuer nød og sorg for å legge dem i din hånd; til dig overgir den elendige sin sak, du er den farløses hjelper.

¹⁴Videl si to; zakaj ti gledaš nadlogo in gorje, da povrneš s svojo roko; brambi tvoji se izroča nesrečni, siroti si ti pomočnik.

¹⁵Sønderbryt den ugudeliges arm, og hjemsøk den ondes ugudelighet, så du ikke mere finner den!

¹⁵Zdróbi roko brezbožniku in hudobneža krivico kaznuj, dokler je ne najdeš več.

¹⁶Herren er konge evindelig og alltid, hedningene blir utryddet av hans land!

¹⁶GOSPOD je Kralj vedno in vekomaj, poginili so pogani z zemlje njegove.

¹⁷De saktmodiges begjæring hører du, Herre! Du styrker deres hjerte, du vender ditt øre til

¹⁷Hrepenenje krotkih si uslišal, GOSPOD: potolažiš jim srce, nagneš k njim svoje uho,da maščuje siroto in stiskanega, da ju ne straši več človek, ki je iz zemlje.

¹⁸for å dømme i den farløses og undertryktes sak. Ikke skal mennesket, som er av jorden, lenger vedbli å volde redsel.

¹⁸da maščuje siroto in stiskanega, da ju ne straši več človek, ki je iz zemlje.