¹Til sangmesteren, efter Mutlabbén*; en salme av David. / {* betydningen ukjent.}

¹{Načelniku godbe; na ‚Smrt sinu‘. Psalm Davidov.} Hvalil te bom, GOSPOD, iz vsega srca svojega, pripovedoval vsa čudovita dela tvoja.

²Jeg vil prise Herren av hele mitt hjerte, jeg vil forkynne alle dine undergjerninger.

²Veselil se bom in radoval v tebi, psalme bom prepeval tvojemu imenu, Najvišji.

³Jeg vil glede og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge ditt navn, du Høieste,

³Ker sovražniki moji se umikajo, padajo in ginejo pred obličjem tvojim.

⁴fordi mine fiender viker tilbake, faller og omkommer for ditt åsyn.

⁴Zakaj ti si vodil sodbo mojo in pravdo mojo, sedel si na prestolu kot pravičen sodnik;

⁵For du har hjulpet mig til rett og dom, du har satt dig på tronen som rettferdig dommer.

⁵pokaral si narode, pogubil krivičnika, njih ime si izbrisal na večne čase.

⁶Du har truet hedningene, tilintetgjort den ugudelige; deres navn har du utslettet evindelig og alltid.

⁶Sovražnikov je konec, razdejani so na veke, njih mesta si uničil, da, njih spomin je izginil.

⁷Fiendenes boliger er helt ødelagt for all tid, og byene har du omstyrtet, deres minne er tilintetgjort.

⁷A GOSPOD stoluje na veke, pripravil je za sodbo prestol svoj.

⁸Og Herren troner til evig tid, han har reist sin trone til dom,

⁸On bo sodil vesoljni svet v pravičnosti, pravde razsojal narodom po pravici.

⁹og han dømmer jorderike med rettferdighet, han avsier dom over folkene med rettvishet.

⁹GOSPOD bode tudi grad na višini siromaku, grad na višini ob časih stiske.

¹⁰Og Herren er en borg for den undertrykte, en borg i nødens tider.

¹⁰In bodo upali v te, kateri poznajo ime tvoje, ker ne zapustiš njih, ki te iščejo, GOSPOD.

¹¹Og de som kjenner ditt navn, stoler på dig; for du har ikke forlatt dem som søker dig, Herre!

¹¹Hvalnice pojte GOSPODU, ki prebiva na Sionu, oznanjujte ljudstvom dela njegova.

¹²Lovsyng Herren, som bor på Sion, kunngjør blandt folkene hans store gjerninger!

¹²Kajti on, ki maščuje kri v moritvi prelito, se jih je spomnil, ni pozabil vpitja trpinov.

¹³For han som hevner blod, kommer de elendige i hu, han glemmer ikke deres skrik.

¹³Usmili se me, GOSPOD, ozri se v ponižanje moje od sovražnikov mojih, da me vzdigneš izpred smrtnih vrat:

¹⁴Vær mig nådig, Herre! Se det jeg må lide av dem som hater mig, du som løfter mig op fra dødens porter,

¹⁴da oznanjam vso slavo tvojo, med vrati hčere sionske se radujem v zveličanju tvojem.

¹⁵forat jeg skal forkynne all din pris, i Sions datters porter fryde mig i din frelse.

¹⁵Pogreznili so se narodi v jamo, ki so jo sami napravili; v mrežo, ki so jo skrito nastavili, se je ujela njih noga.

¹⁶Hedningene er sunket i den grav de gravde; deres fot er fanget i det garn de skjulte.

¹⁶Pokazal se je GOSPOD po sodbi, katero je storil: v rok njegovih delo je zapletel brezbožnika. (Pomisleka vredno! Sela.)

¹⁷Herren er blitt kjent, han har holdt dom; han fanger den ugudelige i hans egne henders gjerning. Higgajon*. Sela. / {* kanskje et musikalsk uttrykk.}

¹⁷Brezbožniki se morajo obrniti v pekel, vsi narodi, ki so pozabili Boga.

¹⁸De ugudelige skal fare ned til dødsriket, alle hedninger, som glemmer Gud.

¹⁸Kajti siromak ne bode na veke pozabljen, ubožcev upanje ne pogine za večno.

¹⁹For ikke skal den fattige glemmes for all tid; de saktmodiges håp skal ikke gå til grunne for evig.

¹⁹Vstani, o GOSPOD, da se ne šopiri človek umrljivi, sojeni naj bodo narodi pred obličjem tvojim.V strah jih primi, GOSPOD, spoznajo naj narodi, da so umrjoči. (Sela.)

²⁰Reis dig, Herre! La ikke mennesker få makt, la hedningene bli dømt for ditt åsyn!

²⁰V strah jih primi, GOSPOD, spoznajo naj narodi, da so umrjoči. (Sela.)

²¹La frykt komme over dem, Herre! La hedningene kjenne at de er mennesker! Sela.