¹En læresalme av David, da han var i hulen, en bønn.

¹{Pouk Davidov, ko je bil v votlini. Molitev.} Z glasom svojim kličem h GOSPODU, z glasom svojim milo prosim GOSPODA,

²Med min røst roper jeg til Herren, med min røst beder jeg inderlig til Herren.

²pred njim izlivam skrbi svoje, stisko svojo oznanjam pred njim.

³Jeg utøser min sorg for hans åsyn, jeg gir min nød til kjenne for hans åsyn.

³Ko je omagoval moj duh v meni, takrat si ti poznal stezo mojo. Na poti, po kateri sem hodil, so mi skrivaj nastavili zanko.

⁴Når min ånd vansmekter i mig, kjenner dog du min sti; på den vei jeg skal vandre, har de lagt skjulte snarer for mig.

⁴Ozri se na desno in poglej: ni ga, ki bi me poznal; izginilo mi je vsako zavetje, ni ga, ki bi skrbel za dušo mojo.

⁵Sku til min høire side og se! Det er ikke nogen som kjennes ved mig; all tilflukt er borte for mig, det er ikke nogen som spør efter min sjel.

⁵K tebi kličem, GOSPOD, govoreč: Ti si zavetje moje, delež moj v deželi živečih.

⁶Jeg roper til dig, Herre! Jeg sier: Du er min tilflukt, min del i de levendes land.

⁶Poslušaj vpitje moje, ker ponižan sem silno, otmi me preganjalcev mojih, ker močnejši so od mene.Izpelji iz zapora dušo mojo, da hvalim ime tvoje; tedaj me bodo obdali pravični, ko mi izkažeš dobroto.

⁷Gi akt på mitt klagerop, for jeg er blitt såre elendig! Fri mig fra mine forfølgere, for de er mig for sterke!

⁷Izpelji iz zapora dušo mojo, da hvalim ime tvoje; tedaj me bodo obdali pravični, ko mi izkažeš dobroto.

⁸Før min sjel ut av fengslet, så jeg kan love ditt navn! De rettferdige skal samle sig omkring mig, når du gjør vel imot mig.