¹Til sangmesteren; av Herrens tjener David, som talte denne sangs ord til Herren den dag da Herren hadde utfridd ham av alle hans fienders hånd og av Sauls hånd.

¹{Načelniku godbe. Psalm Davida, hlapca GOSPODOVEGA, ki je govoril GOSPODU te pesmi besede v dan, ko ga je bil rešil GOSPOD iz pesti vseh sovražnikov njegovih in iz roke Savlove; in rekel je:} Srčno te ljubim, o GOSPOD, moja moč.

²Og han sa: Herre, jeg har dig hjertelig kjær, min styrke!

²GOSPOD je skala moja in visoki grad moj in rešitelj moj, Bog mogočni moj, zavetje moje, kamor pribegam, ščit moj in rešenja mojega rog, visoka trdnjava moja.

³Herren er min klippe og min festning og min frelser; min Gud er min klippe, som jeg setter min lit til, mitt skjold og min frelses horn, min borg.

³GOSPODA kličem, ki je hvale vreden, in tako se rešujem sovražnikov svojih.

⁴Jeg påkaller den Høilovede, Herren, og blir frelst fra mine fiender.

⁴Objele so me smrti vezi in hudourniki pogube so me prestrašili;

⁵Dødens rep omspente mig, og fordervelsens strømmer forferdet mig.

⁵pekla [Hebr. šeol.] vezi so me obdale, smrtne zanke so me zajele.

⁶Dødsrikets rep omgav mig, dødens snarer overfalt mig.

⁶V stiski svoji sem klical GOSPODA in k Bogu svojemu sem vpil; iz svetišča svojega je začul moj glas in vpitje moje pred njim je prišlo do ušes njegovih.

⁷I min trengsel påkalte jeg Herren, og jeg ropte til min Gud; han hørte fra sitt tempel min røst, og mitt skrik kom for ham, til hans ører.

⁷Tu se je zgenila in stresla zemlja, tudi podstave gorá so se zmajale, gibale so se, ker se je srdil.

⁸Da rystet og bevet jorden, og fjellenes grunnvoller skalv, og de rystet, for hans vrede var optendt.

⁸Dim se je valil iz nosnic njegovih in ogenj požrešen iz ust njegovih, žerjavica goreča je prhala od njega.

⁹Det steg røk op av hans nese, og fortærende ild fra hans munn; glør brente ut av ham.

⁹Nagnil je nebo ter stopil doli, in oblačna temota mu je bila pod nogami.

¹⁰Og han bøide himmelen og steg ned, og det var mørke under hans føtter.

¹⁰In sedeč na kerubu, je letel in plaval na vetra perutih.

¹¹Og han fór på kjeruber og fløi, og han fór hastig frem på vindens vinger.

¹¹Temo si je napravil za ogrinjalo, za šator svoj okoli sebe, mrak vodá in roje oblakov.

¹²Han gjorde mørke til sitt dekke, rundt omkring sig til sitt skjul, mørke vann, tykke skyer.

¹²Iz svita pred njim je švigala skozi oblake njegove toča in žerjavica ognjena.

¹³Frem av glansen foran ham fór hans skyer frem, hagl og gloende kull.

¹³Na nebesih je grmel GOSPOD in Najvišji je dal slišati svoj glas – toča in žerjavica ognjena.

¹⁴Og Herren tordnet i himmelen, den Høieste lot sin røst høre, hagl og gloende kull.

¹⁴In izstrelil je pšice svoje in sovražnike razkropil, metal je strelo za strelo, in jih je izbegal.

¹⁵Og han utsendte sine piler og spredte dem* omkring - lyn i mengde og forvirret dem. / {* fiendene.}

¹⁵In prikazale so se struge vodá, in odgrnile so se podstave vesoljne zemlje od svarjenja tvojega, GOSPOD, od sape jeze tvoje.

¹⁶Da kom vannenes strømmer til syne, og jordens grunnvoller blev avdekket ved din trusel, Herre, for din neses åndepust.

¹⁶Iz višine je posegel in me prijel, potegnil me je iz mnogih vodá.

¹⁷Han rakte sin hånd ut fra det høie, han grep mig; han drog mig op av store vann.

¹⁷Rešil me je neprijatelja mojega močnega in sovražilcev mojih, krepkejših od mene.

¹⁸Han fridde mig ut fra min sterke fiende og fra mine avindsmenn; for de var mig for mektige.

¹⁸Naskočili so me v dan nesreče moje, a GOSPOD mi je bil podpora,

¹⁹De overfalt mig på min motgangs dag; men Herren blev min støtte.

¹⁹in me je izpeljal na plano, rešil me je, ker me je ljubil.

²⁰Og han førte mig ut i fritt rum; han frelste mig, for han hadde behag i mig.

²⁰Podelil mi je GOSPOD po pravičnosti moji, po čistosti mojih rok mi je povrnil;

²¹Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, han betalte mig efter mine henders renhet.

²¹kajti držal sem se potov GOSPODOVIH ter se nisem zlobno odvrnil od Boga svojega.

²²For jeg tok vare på Herrens veier og vek ikke i ondskap fra min Gud.

²²Zakaj vse sodbe njegove so pred mojimi očmi, in postav njegovih ne zavračam od sebe.

²³For alle hans lover hadde jeg for øie, og hans bud lot jeg ikke vike fra mig.

²³In bil sem mu popolnoma vdan ter sem se pazil, da ne ravnam krivično.

²⁴Og jeg var ulastelig for ham og voktet mig vel for min synd.

²⁴Zato mi je povrnil GOSPOD po pravičnosti moji, po čistosti mojih rok pred njegovimi očmi.

²⁵Og Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, efter mine henders renhet for hans øine.

²⁵Dobrotljivemu se izkazuješ dobrotljivega, popolnoma vdanemu se izkazuješ popolnega;

²⁶Mot den fromme viser du dig from, mot den rettvise mann viser du dig rettvis,

²⁶čistemu se kažeš čistega, ali popačenemu nasprotuješ.

²⁷mot den rene viser du dig ren, mot den forvendte viser du dig vrang.

²⁷Zakaj ti otimlješ ljudstvo ubogo, prevzetne oči pa ponižuješ.

²⁸For du frelser elendige folk, og du fornedrer høie øine.

²⁸Da, svetilo moje razsvetljuješ; GOSPOD, moj Bog, razjasnjuje moje tmine.

²⁹For du lar min lampe skinne; Herren min Gud opklarer mitt mørke.

²⁹S teboj namreč prodiram skozi krdelo in z Bogom svojim preskakujem zid.

³⁰For ved dig stormer jeg løs på fiendeskarer, og ved min Gud springer jeg over murer.

³⁰Tega Boga mogočnega pot je brezmadežna, govor GOSPODOV ves čist; ščit je vsem, ki pribegajo k njemu.

³¹Gud, hans vei er fullkommen; Herrens ord er rent, han er et skjold for alle dem som setter sin lit til ham.

³¹Ker kdo je Bog razen GOSPODA? in kdo skala razen našega Boga?

³²For hvem er Gud foruten Herren, og hvem er en klippe, uten vår Gud?

³²Ta Bog mogočni, ki me opasuje z močjo in brezmadežno dela mojo pot.

³³Den Gud som omgjorder mig med kraft og gjør min vei fri for støt,

³³Dela, da so moje noge kakor jelenje, in me stavi na višino mojo.

³⁴som gir mig føtter likesom hindene og stiller mig på mine høider,

³⁴Vadi za boj roke moje, da napnem z ramo svojo lok bronasti.

³⁵som oplærer mine hender til krig, så mine armer spenner kobberbuen.

³⁵Dal si mi tudi zveličanja svojega ščit, in desnica tvoja me je podpirala in ljubeznivost tvoja me je poveličala.

³⁶Og du gir mig din frelse til skjold, og din høire hånd støtter mig, og din mildhet gjør mig stor.

³⁶Razširil si prostor korakom mojim pod mano, in členki mojih nog niso omahovali.

³⁷Du gjør rummet vidt for mine skritt under mig, og mine ankler vakler ikke.

³⁷Zasledoval sem sovražnike svoje in jih dohitel, in nisem se vrnil, dokler jih nisem izničil.

³⁸Jeg forfølger mine fiender og når dem, og jeg vender ikke tilbake før jeg har gjort ende på dem.

³⁸Zdrobil sem jih tako, da ne morejo več vstati, padli so mi pod noge.

³⁹Jeg knuser dem, så de ikke makter å reise sig; de faller under mine føtter.

³⁹Ker ti si me opasal z močjo za vojsko, upognil si podme nje, ki so se vzpenjali zoper mene.

⁴⁰Og du omgjorder mig med kraft til krig, du bøier mine motstandere under mig.

⁴⁰In zapodil si v beg nasprotnike moje, sovražilce moje, da jih ugonobim.

⁴¹Og mine fiender lar du vende mig ryggen, og mine avindsmenn utrydder jeg.

⁴¹Vpili so, a ni ga bilo, ki bi jih rešil, h GOSPODU so vpili, a ni jim odgovoril.

⁴²De roper, men der er ingen frelser - til Herren, men han svarer dem ikke.

⁴²Tu sem jih strl, da so kakor prah pred vetrom, kakor blato na ulicah sem jih poteptal.

⁴³Og jeg knuser dem som støv for vinden, jeg tømmer dem ut som søle på gatene.

⁴³Otel si me iz prepirov ljudstva in postavil narodom za glavo; ljudstvo, ki ga nisem poznal, mi je služilo.

⁴⁴Du redder mig fra folkekamper, du setter mig til hode for hedninger; folkeferd som jeg ikke kjenmer, tjener mig.

⁴⁴Le slišali so o meni, in so se mi pokorili, tujci so se mi vdajali z laskanjem.

⁴⁵Bare de hører om mig, blir de mig lydige; fremmede kryper for mig.

⁴⁵Tujci so v strahu koprneli in pritrepetavali iz gradov svojih.

⁴⁶Fremmede visner bort og går bevende ut av sine borger.

⁴⁶Živ je GOSPOD; in slavljena bodi skala moja in naj se povišuje Bog rešenja mojega;

⁴⁷Herren lever, og priset er min klippe, og ophøiet er min frelses Gud,

⁴⁷Bog ta mogočni, ki mi daje maščevanje in spravlja ljudstva podme;

⁴⁸den Gud som gir mig hevn og legger folkeferd under mig,

⁴⁸ki me rešuje sovražnikov mojih; da, ti si me povzdignil nadnje, ki vstajajo zoper mene, možu silovitemu si me iztrgal.

⁴⁹som frir mig ut fra mine fiender; ja, over mine motstandere ophøier du mig, fra voldsmannen redder du mig.

⁴⁹Zatorej te bom hvalil med narodi, GOSPOD, in psalme prepeval tvojemu imenu.On daje rešenje, veliko in obilo, kralju svojemu in izkazuje milost maziljencu svojemu, Davidu in semenu njegovemu na veke.

⁵⁰Derfor vil jeg prise dig iblandt hedningene, Herre, og lovsynge ditt navn.

⁵⁰On daje rešenje, veliko in obilo, kralju svojemu in izkazuje milost maziljencu svojemu, Davidu in semenu njegovemu na veke.

⁵¹Han gjør frelsen stor for sin konge, han gjør miskunnhet mot sin salvede, mot David og mot hans ætt til evig tid.