¹Til sangmesteren; en salme av David.

¹{Načelniku godbe. Psalm Davidov.} Pri tebi, GOSPOD, iščem zavetja; naj ne bodem osramočen vekomaj; po pravičnosti svoji me osvobodi.

²Til dig, Herre, tar jeg min tilflukt. La mig aldri i evighet bli til skamme, frels mig ved din rettferdighet!

²Nagni k meni uho svoje, hitro me otmi; skala pribežališča mi bodi, trden grad, da se rešim.

³Bøi ditt øre til mig, skynd dig og redd mig, vær mig et klippevern, en borg til å frelse mig!

³Kajti skala moja si in trdnjava moja, torej zavoljo imena svojega me vodi in me spremljaj.

⁴For du er min klippe og min borg, og for ditt navns skyld vil du føre og lede mig.

⁴Izpelji me iz mreže, katero so skrili zoper mene, saj ti si obrana moja.

⁵Du vil føre mig ut av garnet som de lønnlig har lagt for mig; for du er mitt vern.

⁵V roko tvojo izročam duha svojega. Odrešil si me, o GOSPOD, resnice Bog mogočni.

⁶I din hånd overgir jeg min ånd; du forløser mig, Herre, du trofaste Gud.

⁶Sovražim nje, ki časté ničemurnosti prazne, jaz pa upam v GOSPODA.

⁷Jeg hater dem som akter på tomme avguder, men jeg, jeg setter min lit til Herren.

⁷Radoval se bom in veselil usmiljenja tvojega, ker si se ozrl na siromaštvo moje, spoznal duše moje stiske;

⁸Jeg vil fryde og glede mig over din miskunnhet, at du har sett min elendighet, aktet på min sjels trengsler;

⁸in nisi me izdal sovražniku v roko, a v prostoren kraj si postavil noge moje.

⁹du har ikke overgitt mig i fiendehånd, du har satt mine føtter på et rummelig sted.

⁹Usmili se me, GOSPOD, ker v stiski sem, od žalovanja hira oko moje, duša moja in telo moje:

¹⁰Vær mig nådig, Herre! for jeg er i trengsel; borttæret av sorg er mitt øie, min sjel og mitt legeme.

¹⁰Kajti v žalosti je minilo življenje moje in leta moja v zdihovanju; vsled moje krivice hira krepkost moja in kosti moje ginejo.

¹¹For mitt liv svinner bort med sorg, og mine år med sukk; min kraft er brutt for min misgjernings skyld, og mine ben er uttæret.

¹¹Zavoljo vseh sovražnikov svojih sem prišel v zasmeh, da, celo sosedom svojim, strah pa sem znancem svojim; ko me zagledajo zunaj, beže od mene.

¹²For alle mine fienders skyld er jeg blitt til stor spott for mine naboer og til en skrekk for mine kjenninger; de som ser mig på gaten, flyr for mig.

¹²V pozabljenje me zagreba srce kakor mrtvega, postal sem kakor orodje podrto.

¹³Jeg er glemt og ute av hjertet som en død, jeg er blitt som et ødelagt kar.

¹³Kajti zasramovanje čujem od mnogih, strašenje od vseh strani; posvetujoč se skupaj zoper mene, mislijo, kako bi prestregli dušo mojo.

¹⁴For jeg hører baktalelse av mange, redsel fra alle kanter, idet de rådslår sammen imot mig; de lurer på å ta mitt liv.

¹⁴Jaz pa upam v tebe, GOSPOD, govorim: Bog moj si ti.

¹⁵Men jeg, jeg setter min lit til dig, Herre! Jeg sier: Du er min Gud.

¹⁵V rokah tvojih so časi moji; otmi me iz rok sovražnikov mojih in preganjalcev mojih.

¹⁶I din hånd er mine tider*; redd mig av mine fienders hånd og fra mine forfølgere! / {* 1KR 29, 30. SLM 139, 16.}

¹⁶Daj, da sveti obličje tvoje nad tvojim hlapcem, reši me po milosti svoji.

¹⁷La ditt åsyn lyse over din tjener, frels mig ved din miskunnhet!

¹⁷GOSPOD, naj ne pridem v sramoto, ker tebe kličem; osramočeni naj bodo brezbožni in molče naj gredo v pekel.

¹⁸Herre, la mig ikke bli til skamme! for jeg kaller på dig. La de ugudelige bli til skamme, bli tause i dødsriket!

¹⁸Onemé naj ustne lažnive, ki govoré zoper pravičnega trdo, z napuhom in zaničevanjem.

¹⁹La løgnens leber bli målløse, som taler frekt imot den rettferdige med overmot og forakt!

¹⁹O, kako obila je dobrota tvoja, ki jo hraniš njim, kateri se te bojé, in jo izkazuješ njim, kateri pribegajo k tebi, vpričo otrok človeških.

²⁰Hvor stor din godhet er, som du har gjemt for dem som frykter dig, som du har vist mot dem som tar sin tilflukt til dig, for menneskenes barns øine!

²⁰Skrivaš jih v skrivališču obličja svojega pred zarotami ljudi, varuješ jih v koči svoji prepira jezikov.

²¹Du skjuler dem i ditt åsyns skjul for menneskers sammensvergelser, du gjemmer dem i en hytte for tungers kiv.

²¹Hvaljen bodi GOSPOD, ker mi je izkazal čudovito milost svojo v utrjenem mestu.

²²Lovet være Herren! for han har underlig vist sin miskunnhet imot mig i en fast by.

²²Jaz sem bil sicer rekel v malodušnosti svoji: Iztrebljen sem izpred oči tvojih. Vendar si slišal molitev mojih glas, ko sem k tebi vpil.

²³Og jeg, jeg sa i min angst: Jeg er revet bort fra dine øine. Dog hørte du mine inderlige bønners røst, da jeg ropte til dig.

²³Ljubite GOSPODA, vsi svetniki njegovi: GOSPOD hrani zvestobo in povrača preobilo njemu, ki ravna ošabno.Močni bodite in naj se vam ohrabri srce, vi vsi, ki čakate GOSPODA.

²⁴Elsk Herren, alle I hans fromme! Herren vokter de trofaste og gjengjelder rikelig den som farer overmodig frem.

²⁴Močni bodite in naj se vam ohrabri srce, vi vsi, ki čakate GOSPODA.

²⁵Vær ved godt mot, og eders hjerte være sterkt, alle I som venter på Herren!