¹Til sangmesteren; av David; en salme.

¹{Načelniku godbe. Psalm Davidov.} Stanovitno sem čakal GOSPODA, in on je, nagnivši se k meni, slišal vpitje moje.

²Jeg bidde på Herren; da bøide han sig til mig og hørte mitt rop.

²In me je potegnil iz jame pogube, iz kaluže, in je postavil noge moje na skalo, utrdil korake moje.

³Og han drog mig op av fordervelsens grav, av det dype dynd, og han satte mine føtter på en klippe, han gjorde mine trin faste.

³In v usta moja je del novo pesem, hvalno pesem našemu Bogu: mnogi bodo to videli in se bali ter upali v GOSPODA.

⁴Og han la i min munn en ny sang, en lovsang for vår Gud. Mange ser det og frykter og setter sin lit til Herren.

⁴Blagor možu, ki stavi v GOSPODA upanje svoje ter se ne ozira v prevzetnike in nje, ki odstopajo za lažjo.

⁵Salig er den mann som setter sin lit til Herren og ikke vender sig til overmodige og til dem som bøier av til løgn.

⁵Mnoga so čuda tvoja, o GOSPOD, Bog moj, ki si jih storil, in mnoge misli tvoje za nas; nihče ni tebi enak; če bi jih hotel oznanjati in pripovedovati, preveliko jih je, da bi jih naštel.

⁶Herre min Gud, du har gjort dine undergjerninger og dine tanker mangfoldige imot oss; intet er å ligne med dig; vil jeg kunngjøre og utsi dem, da er de flere enn at de kan telles.

⁶Klalnih in jedilnih darov se nisi veselil, a ušesa si mi odprl, žgalnih žrtev in daritev za greh nisi zahteval.

⁷Til slaktoffer og matoffer har du ikke lyst - du har boret ører på mig - brennoffer og syndoffer krever du ikke.

⁷Tedaj sem rekel: Glej, jaz grem – v zvitku knjige je pisano o meni;

⁸Da sa jeg: Se, jeg kommer; i bokrullen er mig foreskrevet*; / {* nemlig hvad jeg skal gjøre.}

⁸veselje mi je delati tvojo voljo, Bog moj, in postava tvoja je v mojem srcu.

⁹å gjøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mitt hjerte.

⁹Blagovestje o pravičnosti sem oznanjal v zboru velikem, glej, ustnic svojih nisem zadržaval, o GOSPOD, ti veš.

¹⁰Jeg har budskap om rettferdighet i en stor forsamling; se, jeg lukket ikke mine leber; Herre, du vet det.

¹⁰Pravičnosti tvoje nisem skrival v srcu svojem, zvestobo tvojo in zveličanje tvoje sem razglasil, nisem utajil milosti in resnice tvoje velikemu zboru.

¹¹Din rettferdighet skjulte jeg ikke i mitt hjerte, jeg kunngjorde din trofasthet og din frelse; jeg dulgte ikke din miskunnhet og din sannhet for en stor forsamling.

¹¹Ti pa, o GOSPOD, ne odtezaj mi usmiljenja svojega, milost in resnica tvoja naj me hranita vedno.

¹²Du, Herre, vil ikke lukke din barmhjertighet for mig; din miskunnhet og din sannhet vil alltid vokte mig.

¹²Kajti obsula so me zla, ki jim ni števila, zgrabile so me krivice moje tako, da ne morem pregledati; več jih je nego glave moje las, in srce moje me je zapustilo.

¹³For trengsler uten tall har omspent mig, mine misgjerninger har grepet mig, så jeg ikke kan se; de er flere enn hårene på mitt hode, og mitt hjerte har sviktet mig.

¹³Blagovoli me oteti, o GOSPOD, hiti mi na pomoč, GOSPOD!

¹⁴La det behage dig, Herre, å utfri mig! Herre, skynd dig å hjelpe mig!

¹⁴Osramočeni naj bodo in rdečica naj jih oblije vse vkup, ki iščejo duše moje, da jo pogube; umaknejo se naj in pridejo v nečast, ki želé nesreče moje.

¹⁵La alle dem bli til skam og spott som står mig efter livet og vil rive det bort! La dem som ønsker min ulykke, vike tilbake og bli til skamme!

¹⁵Ostrmé naj nad plačilom sramote svoje, ki mi pravijo: Aha, aha!

¹⁶La dem som sier til mig: Ha, ha! forferdes over sin skjensel.

¹⁶Vesele se naj in radujejo v tebi vsi, ki te iščejo; kateri ljubijo rešenje tvoje, govore naj vedno: Poveličan bodi GOSPOD!Ubog sem res in potreben, ali Gospod skrbi zame. Pomoč si moja in rešitelj moj, o Bog moj, ne odlašaj!

¹⁷La alle dem som søker dig, fryde og glede sig i dig! La dem som elsker din frelse, alltid si: Høilovet være Herren!

¹⁷Ubog sem res in potreben, ali Gospod skrbi zame. Pomoč si moja in rešitelj moj, o Bog moj, ne odlašaj!

¹⁸For jeg er elendig og fattig; Herren vil tenke på mig. Du er min hjelp og min frelser; min Gud, dryg ikke!