¹Til sangmesteren; efter Mahalat*; en læresalme av David. / {* betydningen uviss.}

¹{Načelniku godbe; na mahalat. Pouk Davidov.} Nespametnež govori v svojem srcu: Ni Boga. Izprijeni so in ostudno krivico delajo, ni ga, ki bi činil dobro.

²Dåren sier i sitt hjerte: Det er ikke nogen Gud. Onde og vederstyggelige er deres misgjerninger; det er ikke nogen som gjør godt.

²Bog je z neba gledal doli na sinove človeške, da bi videl, je li kateri razumen, je li kdo, ki išče Boga.

³Gud skuer ned fra himmelen på menneskenes barn for å se om der er nogen forstandig, nogen som søker Gud.

³Vsak izmed njih je odstopil, izpridili so se vsi vkup; ni ga, ki bi delal dobro, ne enega samega.

⁴De er alle avveket, alle tilsammen fordervet; det er ikke nogen som gjør godt, enn ikke én.

⁴Ali so docela brezpametni, kateri delajo krivico, ki žró ljudstvo moje, kakor bi jedli kruh, Boga pa ne kličejo?

⁵Sanser de da ikke, de som gjør urett? De eter mitt folk likesom de eter brød; på Gud kaller de ikke.

⁵Tam so se preplašili od groze, kjer ni bilo groze; ker Bog je razsul kosti vsakega, ki se je utaboril zoper tebe; osramotil si jih, ker Bog jih je zavrgel.O da bi prišlo zveličanje s Siona Izraelu! Ko bo Bog nazaj peljal iz sužnosti ljudstvo svoje, veselil se bo Jakob, radoval se Izrael.

⁶Da blev de grepet av stor frykt, de som ikke kjente frykt; for Gud spreder deres ben som leirer sig imot dig; du gjør dem til skamme, for Gud har forkastet dem.

⁶O da bi prišlo zveličanje s Siona Izraelu! Ko bo Bog nazaj peljal iz sužnosti ljudstvo svoje, veselil se bo Jakob, radoval se Izrael.

⁷Å, at det fra Sion må komme frelse for Israel! Når Gud gjør ende på sitt folks fangenskap, da skal Jakob fryde sig, Israel glede sig.