1Til sangmesteren; en læresalme av David,
1{Načelniku godbe. Pouk Davidov; ko je Doeg Edomec prišel in naznanil Savlu ter mu rekel: David je prišel v hišo Ahimelekovo.} Kaj se hvališ s hudobijo, o mogočni? Milost Boga mogočnega traja vse dni.
2da edomitten Doeg kom og gav Saul til kjenne og sa til ham: David er kommet i Akimeleks hus.
2Nesrečo napravljaš z jezikom svojim, podoben je ostri britvi, ti zvijače snovatelj!
3Hvorfor roser du dig av ondskap, du veldige? Guds miskunnhet varer hele dagen.
3Hudo ljubiš bolj ko dobro, laž bolj ko govorico pravice. (Sela.)
4På undergang tenker din tunge, lik en hvesset rakekniv, du som legger op listige råd!
4Ljubiš zgolj besede pogubne, o jezik zvijačni.
5Du elsker ondt istedenfor godt, løgn istedenfor å tale hvad rett er. Sela.
5Zatorej te tudi Bog mogočni podere na vekomaj, zgrabi te in prežene iz šatora tvojega, in s korenom te izpuli iz dežele živečih. (Sela.)
6Du elsker hvert ord som volder ødeleggelse, du svikaktige tunge!
6To bodo videli pravični v božjem strahu in njemu se smejali:
7Gud skal da også bryte dig ned for evig tid; han skal gripe dig og rive dig ut av teltet og rykke dig op av de levendes land. Sela.
7Glejte onega moža, ki si ni vzel Boga za brambo, marveč se je zanašal na bogastva svojega obilost in utrjeval se v hudobnosti svoji.
8Og de rettferdige skal se det og frykte, og de skal le av ham og si:
8Jaz pa sem kakor oljka zeleneča v hiši Božji, upam v milost Božjo vselej in vekomaj.Slavil te bom vekomaj, ker si storil to; in čakal bom imena tvojega, ker je dobro, vpričo svetih tvojih.
9Se, der er den mann som ikke holdt Gud for sitt sterke vern, men satte sin lit til sin store rikdom, satte sin styrke i sin ondskap.
9Slavil te bom vekomaj, ker si storil to; in čakal bom imena tvojega, ker je dobro, vpričo svetih tvojih.
10Men jeg er som et grønt oljetre i Guds hus, jeg setter min lit til Guds miskunnhet evindelig og alltid.
11Jeg vil prise dig evindelig, fordi du har gjort det, og jeg vil bie efter ditt navn, fordi det er godt, for dine frommes åsyn.