¹Til sangmesteren; med strengelek; en læresalme av David.

¹{Načelniku godbe; na strune. Pouk Davidov.} Sliši, o Bog, molitev mojo in prošnji moji se ne skrivaj!

²Vend øret, Gud, til min bønn, og skjul dig ikke for min inderlige begjæring!

²Ozri se v me in mi odgovori; blodim v žalovanju svojem in ječati mi je

³Gi akt på mig og svar mig! Mine sorgfylte tanker farer hit og dit, og jeg må stønne,

³zavoljo glasú sovražnikovega, zavoljo stiskanja krivičnika. Ker name zvračajo krivico in v jezi me preganjajo.

⁴for fiendens røst, for den ugudeliges undertrykkelse; for de velter elendighet over mig, og i vrede forfølger de mig.

⁴Srce se mi krči v životu, in smrtni strahovi so me obšli.

⁵Mitt hjerte bever i mitt bryst, og dødens redsler er falt på mig.

⁵Strah in trepet me napadata, in groza me je prevladala.

⁶Frykt og beven kommer over mig, og forferdelse legger sig over mig.

⁶In sem rekel: O, da bi imel peruti kakor golob, zletel bi, kjer bi mogel počivati.

⁷Og jeg sier: Gid jeg hadde vinger som duen! Da vilde jeg flyve bort og feste bo.

⁷Glej, kar najdalje bi pobegnil, prebival bi v puščavi. (Sela.)

⁸Se, jeg vilde flykte langt bort, jeg vilde ta herberge i ørkenen. Sela.

⁸Hitel bi, da si najdem zavetja pred besnečim vetrom, pred viharjem.

⁹Jeg vilde i hast søke mig et tilfluktssted for den rasende vind, for stormen.

⁹Pogúbi, Gospod, razdeli njih jezik; ker silovitost in prepir vidim v mestu.

¹⁰Opsluk dem, Herre, kløv deres tungemål! For jeg ser vold og kiv i byen.

¹⁰Po dnevi in po noči prežeč pohajajo po zidovju njegovem, krivica in hudobnost pa sta sredi njega.

¹¹Dag og natt vandrer de omkring den på dens murer, og elendighet og ulykke er inneni den.

¹¹Škodoželjnost je sredi njega, in z ulic njegovih se ne umakneta zatira in zvijača.

¹²Fordervelse er inneni den, og undertrykkelse og svik viker ikke fra dens torv.

¹²Kajti ne nasprotnik me sramoti, to bi prenašal; ne sovražilec moj se vzpenja proti meni, njemu bi se skril, –

¹³For ikke er det en fiende som håner mig, ellers vilde jeg bære det; ikke er det min avindsmann som ophøier sig over mig, ellers vilde jeg skjule mig for ham;

¹³temuč ti, človek, meni enak, prijatelj moj in zaupnik moj,

¹⁴men det er du, du som var min likemann, min venn og min kjenning -

¹⁴ki sva skupaj sladko se družila, v hišo Božjo hodila z veselo množico.

¹⁵vi som levde sammen i fortrolig omgang, som vandret til Guds hus blandt den glade høitidsskare.

¹⁵Smrt naj jih preseneti! živi naj se pogreznejo v kraj mrtvih, ker hudobnost je v njih prebivališču, sredi med njimi.

¹⁶Ødeleggelse komme over dem! La dem fare levende ned i dødsriket! For ondskap hersker i deres bolig, i deres hjerte.

¹⁶Jaz pa bom klical Boga, in GOSPOD me bo rešil.

¹⁷Jeg vil rope til Gud, og Herren skal frelse mig.

¹⁷Zvečer in zjutraj in opoldne bom tožil in stokal, dokler ne usliši mojega glasu.

¹⁸Aften og morgen og middag vil jeg klage og sukke, så hører han min røst.

¹⁸Otel je in v mir postavil dušo mojo iz boja zoper mene; kajti z mnogimi krdeli so se vojskovali proti meni.

¹⁹Han forløser min sjel fra striden imot mig og gir mig fred; for i mengde er de omkring mig.

¹⁹Slišal bo Bog mogočni in jim odgovoril, saj on sedi na prestolu od vekomaj (Sela.), njim, v katerih ni premembe misli in se ne boje Boga.

²⁰Gud skal høre og svare* dem - han troner jo fra fordums tid, sela - dem som ikke vil bli anderledes, og som ikke frykter Gud. / {* d.e. straffe.}

²⁰Nezvestnik je iztegnil roko svojo zoper nje, ki so živeli v miru ž njim; zavezo svojo je oskrunil.

²¹Han* legger hånd på dem som har fred med ham, han vanhelliger sin pakt. / {* SLM 55, 13. 14.}

²¹Gladke so, maslene besede njegove, a vojska tiči v njegovem srcu; mehkejši od olja so govori njegovi, in vendar so goli meči.

²²Hans munns ord er glatte som smør, men hans hjertes tanke er strid; hans ord er bløtere enn olje, og dog er de dragne sverd.

²²Vrzi na GOSPODA breme svoje, in on te bo podpiral; nikdar ne pripusti, da omahne pravičnik.In ti, o Bog, jih pahneš v jamo pogube; ljudje krvoločni in zvijačni ne dožive dni svojih polovice. Jaz pa bom v tebe upal.

²³Kast på Herren det som tynger dig! Han skal holde dig oppe; han skal i evighet ikke la den rettferdige rokkes.

²³In ti, o Bog, jih pahneš v jamo pogube; ljudje krvoločni in zvijačni ne dožive dni svojih polovice. Jaz pa bom v tebe upal.

²⁴Og du, Gud, skal støte dem ned i gravens dyp; blodgjerrige og falske menn skal ikke nå det halve av sine dager; men jeg setter min lit til dig.