¹Jeg sier sannhet i Kristus, jeg lyver ikke, min samvittighet vidner med mig i den Hellige Ånd,

¹Resnico govorim v Kristusu, ne lažem, to mi izpričuje moja vest v Duhu svetem:

²at jeg har en stor sorg og en uavlatelig gremmelse i mitt hjerte.

²da imam veliko žalost in neprestano bolečino v srcu svojem.

³For jeg vilde ønske at jeg selv var forbannet bort fra Kristus for mine brødre, mine frender efter kjødet,

³Kajti želel bi, da bi bil jaz sam proklet in ločen od Kristusa za svoje brate, ki so mi v rodu po mesu;

⁴de som er israelitter, de som barnekåret og herligheten og paktene og lovgivningen og gudstjenesten og løftene tilhører,

⁴oni so Izraelci, njim je bilo dano sinovstvo in slava in zaveze in postava in služba božja in obljube,

⁵de som fedrene tilhører, og som Kristus er kommet fra efter kjødet, han som er Gud over alle ting, velsignet i evighet. Amen.

⁵njih so očaki, in iz njih je po mesu Kristus, ki je čez vse, Bog hvaljen na veke. Amen.

⁶Dog ikke som om Guds ord har slått feil. For ikke alle som er av Israels ætt, er derfor Israel;

⁶Ni pa tako, da je beseda Božja izgubila veljavo. Kajti niso vsi Izraelci, ki so od Izraela:

⁷heller ikke er alle, fordi de er Abrahams ætt, derfor hans barn; men: I Isak skal det nevnes dig en ætt,

⁷niti zato, ker so seme Abrahamovo, niso vsi otroci, temuč: „V Izaku se ti bo imenovalo seme“,

⁸det er: ikke kjødets barn er Guds barn, men løftets barn regnes til ætten;

⁸to je: niso ti, ki so otroci mesa, otroci Božji, marveč otroci obljube se štejejo za seme.

⁹for et løftes ord er dette: Ved denne tid vil jeg komme, og da skal Sara ha en sønn.

⁹Kajti beseda obljube je ta: „Ta čas pridem in Sara bo imela sina“.

¹⁰Og ikke bare dette; men så var det også med Rebekka, hun som var fruktsommelig ved én, Isak, vår far.

¹⁰Pa ne samo na tej, ampak tudi na Rebeki, ki je z enim imela dva otroka, z Izakom, očetom našim, se kaže isto.

¹¹For da de ennu var ufødte og ennu ikke hadde gjort hverken godt eller ondt - forat Guds råd efter hans utvelgelse skulde stå ved makt, ikke ved gjerninger, men ved ham som kaller -

¹¹Zakaj ko se še nista bila narodila, tudi ne storila nič dobrega ali hudega, da bi veljaven ostal sklep Božji po izbiri, ne zavoljo del, temuč zavoljo tistega, ki kliče,

¹²da blev det sagt til henne: Den eldste skal tjene den yngste;

¹²se ji je reklo: „Večji bo služil manjšemu“.

¹³som skrevet er: Jakob elsket jeg, men Esau hatet jeg.

¹³Kakor je pisano: „Jakoba sem ljubil, a Ezava sovražil“.

¹⁴Hvad skal vi da si? er der vel urettferdighet hos Gud? Langt derifra!

¹⁴Kaj torej porečemo? je li mar krivičnost pri Bogu? Nikakor ne.

¹⁵for til Moses sier han: Jeg vil miskunne mig over den som jeg miskunner mig over, og ynkes over den som Jeg ynkes over.

¹⁵Kajti Mojzesu pravi: „Milosten bodem, komur sem milosten, in usmilil se ga bom, kogar se usmilim“.

¹⁶Så står det da ikke til den som vil, heller ikke til den som løper, men til Gud, som gjør miskunnhet.

¹⁶To torej ni v moči tega, ki hoče, ne tega, ki se trudi [Dobesedno: ki teče.], ampak Boga, ki je milosten.

¹⁷For Skriften sier til Farao: Just til dette opreiste jeg dig at jeg kunde vise min makt på dig, og at mitt navn kunde bli kunngjort over all jorden.

¹⁷Kajti pismo pravi Faraonu: „Prav zato sem te obudil, da pokažem na tebi svojo moč in da se razglasi moje ime po vsej zemlji“.

¹⁸Altså: hvem han vil, den miskunner han sig over; og hvem han vil, den forherder han.

¹⁸Tako torej komur hoče, je milosten, a kogar hoče, zakrkne.

¹⁹Du vil da si til mig: Hvad har han da ennu å klage over? for hvem står vel hans vilje imot?

¹⁹Porečeš mi torej: Zakaj nas še dolži? ker kdo more njegovi volji nasprotovati?

²⁰Men hvem er da du, menneske, som tar til gjenmæle mot Gud? Vil da verket si til virkeren: Hvorfor gjorde du mig slik?

²⁰Toda kdo si ti, o človek, da se pregovarjaš z Bogom? Poreče li izdelek izdelovalcu: Zakaj si me naredil tako?

²¹Eller har ikke pottemakeren makt over leret, så han av samme deig kan arbeide det ene kar til ære, det andre til vanære?

²¹Nima li oblasti lončar nad glino, da iz iste grude naredi eno posodo za čast, a drugo za nečast?

²²Men om nu Gud, skjønt han vilde vise sin vrede og kunngjøre sin makt, dog i stort langmod tålte vredens kar, som var dannet til undergang,

²²Kaj pa, če je Bog, hoteč pokazati jezo in razglasiti moč svojo, prenašal v veliki potrpežljivosti posode jeze, pripravljene za pogubo,

²³så han også kunde kunngjøre sin herlighets rikdom over miskunnhetens kar, som han forut hadde beredt til herlighet?

²³in da bi razglasil bogastvo slave svoje na posodah usmiljenja, ki jih je naprej pripravil za slavo...?

²⁴Og til å bli slike kalte han også oss, ikke bare av jøder, men også av hedninger,

²⁴ki jih je tudi poklical, namreč nas, ne samo izmed Judov, ampak tudi iz poganov;

²⁵som han også sier hos Hoseas: Det som ikke er mitt folk, vil jeg kalle mitt folk, og henne som ikke er elsket, vil jeg kalle min elskede,

²⁵kakor tudi pri Ozeu pravi: „Imenoval bom nemoje ljudstvo svoje ljudstvo, in neljubico ljubico;

²⁶og det skal skje: På det sted hvor det blev sagt til dem: I er ikke mitt folk, der skal de kalles den levende Guds barn.

²⁶in zgodi se, da na mestu, kjer se jim je reklo: Vi niste moje ljudstvo, tam se bodo imenovali sinovi Boga živega“.

²⁷Og Esaias roper ut over Israel: Om tallet på Israels barn er som havets sand, så skal bare levningen bli frelst;

²⁷Izaija pa vpije nad Izraelom: „Ko bi bilo sinov Izraelovih kolikor morskega peska, le ostanek se bo zveličal“.

²⁸for sitt ord skal Herren utføre og hastig fullbyrde på jorden.

²⁸Kajti besedo [Ali: razsodbo.] svojo dokonča in ob kratkem izvrši Gospod na zemlji.

²⁹Og som Esaias forut har sagt: Hadde ikke den Herre Sebaot levnet oss en sæd, så var vi blitt som Sodoma og gjort like med Gomorra.

²⁹In kakor je naprej povedal Izaija: „Ko bi Gospod Sabaot [T. j. nad vojskami.] nam ne pustil semena, bi bili postali kakor Sodoma in Gomori bi bili podobni“.

³⁰Hvad skal vi da si? At hedninger som ikke søkte rettferdighet, de vant rettferdighet, men det var rettferdigheten av tro;

³⁰Kaj torej porečemo? Da so pogani, ki niso iskali pravičnosti, dobili pravičnost, toda pravičnost, ki je iz vere;

³¹Israel derimot, som søkte rettferdighetens lov, de vant ikke frem til denne lov.

³¹a Izrael, iščoč postave pravičnosti, ni dospel do take postave.

³²Hvorfor det? Fordi de ikke søkte den ved tro, men ved gjerninger; for de støtte an mot snublestenen,

³²Zakaj? Ker je niso iskali iz vere, ampak tako, kakor da bi bila iz del. Spoteknili so se ob kamen spotike,kakor je pisano: „Glej, polagam v Sionu kamen spotike in skalo pohujšanja; in kdorkoli veruje vanj, ne bo osramočen“.

³³som skrevet er: Se, jeg legger i Sion en snublesten og en anstøtsklippe; den som tror på ham, skal ikke bli til skamme.

³³kakor je pisano: „Glej, polagam v Sionu kamen spotike in skalo pohujšanja; in kdorkoli veruje vanj, ne bo osramočen“.