¹Og Salomo inngikk svogerskap med Farao, Egyptens konge; han tok Faraos datter til ekte og førte henne inn i Davids stad inntil han blev ferdig med å bygge både sitt eget hus og Herrens hus og muren rundt omkring Jerusalem.

¹А Соломун се опријатељи с фараоном, царем мисирским, и ожени се кћерју фараоновом, и доведе је у град Давидов докле не доврши свој дом и дом Господњи и зид око Јерусалима.

²Folket ofret dengang bare på haugene; for på den tid var det ennu ikke bygget noget hus for Herrens navn.

²Али народ приношаше жртве на висинама; јер још не беше сазидан дом имену Господњем до тада.

³Salomo elsket Herren, så han fulgte sin far Davids forskrifter; dog ofret han på haugene og brente røkelse der.

³А Соломун љубљаше Господа ходећи по уредбама оца свог Давида, само што на висинама приношаше жртве и кађаше.

⁴Og kongen drog til Gibeon* for å ofre der; for der var den ypperste offerhaug. Tusen brennoffer ofret Salomo på alteret der. / {* der var på den tid tabernaklet; arken var i Jerusalem.}

⁴Зато отиде цар у Гаваон да онде принесе жртву, јер то беше велика висина; и Соломун принесе хиљаду жртава паљеница на оном олтару.

⁵I Gibeon åpenbarte Herren sig for Salomo i en drøm om natten; Gud sa: Bed om det du vil jeg skal gi dig!

⁵И јави се Господ Соломуну у Гаваону ноћу у сну, и рече Бог: Ишти шта хоћеш да ти дам.

⁶Salomo svarte: Du har vist stor miskunnhet mot din tjener David, min far, efterdi han vandret for ditt åsyn i sannhet og i rettferdighet og i hjertets opriktighet mot dig, og denne store miskunnhet vedblev du stadig å vise ham og gav ham en sønn som skulde sitte på hans trone, således som det er idag.

⁶А Соломун рече: Ти си учинио велику милост слузи свом Давиду оцу мом, као што је ходио пред Тобом верно и праведно и с правим срцем према Теби; и сачувао си му ову велику милост, те му дао сина да седи на престолу његовом, као што се види данас.

⁷Nu har du da, Herre min Gud, gjort din tjener til konge i min far Davids sted; men jeg er bare en ungdom og vet ikke hvorledes jeg skal bære mig at i ett og alt.

⁷И тако Господе Боже мој, Ти си поставио слугу свог царем на место Давида оца мог, а ја сам млад, нити знам полазити ни долазити.

⁸Og din tjener står her midt iblandt ditt folk, det som du har utvalgt, et folk som er så stort at det ikke kan regnes eller telles, så stort er det.

⁸И Твој је слуга међу народом Твојим, који си изабрао, народом великим, који се не може избројати ни прорачунати од множине.

⁹Så gi da din tjener et hørsomt hjerte til å dømme ditt folk, til å skille mellem godt og ondt! For hvem kunde ellers dømme dette ditt folk som er så tallrikt?

⁹Дај дакле слузи свом срце разумно да може судити народу Твом и распознавати добро и зло. Јер ко може судити народу Твом тако великом?

¹⁰Herren syntes godt om at Salomo hadde bedt om denne ting.

¹⁰И би мило Господу што Соломун то заиска.

¹¹Og Gud sa til ham: Efterdi du har bedt om denne ting og ikke bedt om et langt liv og ikke bedt om rikdom og heller ikke om dine fienders død, men har bedt om forstand til å akte på hvad rett er,

¹¹И рече му Бог: Кад то иштеш, а не иштеш дуг живот нити иштеш благо нити иштеш душе непријатеља својих него иштеш разум да умеш судити;

¹²så vil jeg gjøre som du beder: Jeg vil gi dig et vist og forstandig hjerte, så det ikke har vært din like før og ikke vil komme din like efter dig.

¹²Ево учиних по твојим речима; ево ти дајем срце мудро и разумно да таквог какав си ти ни пре тебе није било нити ће после тебе настати такав какав си ти.

¹³Og det du ikke har bedt om, vil jeg og gi dig, både rikdom og ære, så det ikke skal være din like blandt kongene alle dine dager.

¹³А сврх тога дајем ти и шта ниси искао, и благо и славу, да таквог какав ћеш ти бити неће бити међу царевима свега века твог.

¹⁴Og dersom du vil vandre på mine veier, så du holder mine lover og mine bud, som din far David gjorde, så vil jeg gi dig et langt liv.

¹⁴И ако узидеш мојим путевима држећи уредбе моје и заповести моје, као што је ишао Давид отац твој, продужићу дане твоје.

¹⁵Da våknet Salomo, og han skjønte at det var en drøm. Og da han kom til Jerusalem, trådte han frem for Herrens pakts-ark og ofret brennoffer og bar frem takkoffer og gjorde et gjestebud for alle sine tjenere.

¹⁵Тада се пробуди Соломун, и гле, оно беше сан. И дође у Јерусалим, и ставши пред ковчег завета Господњег принесе жртве паљенице и жртве захвалне, и почасти све слуге своје.

¹⁶På den tid kom det to skjøger og trådte frem for kongen.

¹⁶Тада дођоше две жене курве к цару, и стадоше пред њим.

¹⁷Og den ene kvinne sa: Hør på mig, herre! Jeg og denne kvinne bodde i samme hus, og jeg fødte et barn i huset hos henne.

¹⁷И рече једна жена: Ах, господару; ја и ова жена седимо у једној кући, и породих се код ње у истој кући.

¹⁸Og den tredje dag efterat jeg hadde født, fødte også denne kvinne et barn. Der var vi nu sammen; det var ingen fremmed hos oss i huset; bare vi to var i huset.

¹⁸А трећи дан после мог порођаја породи се и ова жена, и бејасмо заједно и не беше нико други с нама у кући, само нас две бејасмо у кући.

¹⁹Om natten døde sønnen til denne kvinne fordi hun hadde ligget på ham;

¹⁹И умре син ове жене ноћас, јер она леже на њ.

²⁰og hun stod op midt om natten og tok min sønn fra min side, mens din tjenerinne sov, og hun la ham ved sin barm, og sin egen sønn som var død, la hun ved min barm.

²⁰Па уставши у по ноћи узе сина мог искрај мене, кад слушкиња твоја спаваше, и стави га себи у наручје, а сина свог мртвог стави мени у наручје.

²¹Da jeg så stod op om morgenen for å gi min sønn die, fikk jeg se at han var død; men da jeg om morgenen så nøiere på ham, da var det ikke min sønn, den som jeg hadde født.

²¹А кад устах ујутру да подојим сина свог, а то мртав; али кад разгледах ујутру, а то, не беше мој син, ког ја родих.

²²Da sa den andre kvinne: Nei, den som lever, er min sønn, og den som er død, er din. Men den første sa: Nei, den som er død, er din sønn, og den som lever, er min. Således talte de mens de stod for kongen.

²²Тада рече друга жена: Није тако; него је мој син овај живи, а твој је син онај мртви. Али она рече: Није тако, него је твој син онај мртви, а мој је син овај живи. Тако говораху пред царем.

²³Da sa kongen: Den ene sier: Denne som lever, er min sønn, og den som er død, er din. Og den andre sier: Nei, den som er død, er din sønn, og den som lever, er min.

²³А цар рече: Ова каже: Овај је живи мој син, а твој је син овај мртви; а она каже: Није тако, него је твој син онај мртви, а мој је син овај живи.

²⁴Så sa kongen: Hent mig et sverd! Og de kom med et sverd og bar det frem for kongen.

²⁴И рече цар: Дајте ми мач. И донесоше мач пред цара.

²⁵Da sa kongen: Hugg det levende barn i to stykker og gi den ene halvdel til den ene og den andre halvdel til den andre!

²⁵Тада рече цар: Расеците живо дете на двоје, и подајте половину једној и половину другој.

²⁶Da sa den kvinne som var mor til det levende barn, til kongen - for hennes hjerte brente for hennes barn - hun sa: Hør på mig, herre! Gi henne det levende barn og drep det for all ting ikke! Men den andre sa: Hverken jeg eller du skal ha det; hugg bare til!

²⁶Тада жена које син беше живи рече цару, јер јој се усколеба утроба за сином: Ах, господару, подајте њој дете живо, а немојте га убијати. А она рече: Нека не буде ни мени ни теби, расеците га.

²⁷Da tok kongen til orde og sa: Gi henne det levende barn og drep det ikke! Hun er dets mor.

²⁷Тада одговори цар и рече: Подајте оној живо дете, немојте га убити, она му је мати.

²⁸Hele Israel fikk høre om den dom kongen hadde felt, og de hadde ærefrykt for kongen; for de så at Guds visdom var i hans hjerte, så at han dømte rett.

²⁸И сав Израиљ чу суд који изрече цар, и побојаше се цара; јер видеше да је у њему мудрост Божја да суди.