¹Da så Paulus fast på rådet og sa: Brødre! med all god samvittighet har jeg ført mitt levnet for Gud inntil denne dag.

¹А Павле погледавши на скупштину рече: Људи браћо! Ја са свом добром савести живех пред Богом до самог овог дана.

²Ypperstepresten Ananias bød da dem som stod der, å slå ham på munnen.

²А поглавар свештенички Ананија заповеди онима што стајаху код њега да га бију по устима.

³Da sa Paulus til ham: Gud skal slå dig, du kalkede vegg! Og du sitter her for å dømme mig efter loven, og du bryter loven ved å byde at de skal slå mig?

³Тада му рече Павле: Тебе ће Бог бити, зиде окречени! И ти седиш те ми судиш по закону, а преступајући закон заповедаш да ме бију.

⁴De som stod der, sa da: Skjeller du ut Guds yppersteprest?

⁴А они што стајаху наоколо рекоше: Зар псујеш Божјег поглавара свештеничког?

⁵Og Paulus sa: Jeg visste ikke, brødre, at det var ypperstepresten; det står jo skrevet: Mot en høvding blandt ditt folk skal du ikke bruke ukvemsord.

⁵А Павле рече: Не знадох, браћо, да је поглавар свештенички, јер стоји написано: Старешини народа свог да не говориш ружно.

⁶Da nu Paulus visste at den ene del av dem var sadduseere og den andre del fariseere, ropte han i rådet: Brødre! jeg er en fariseer, sønn av fariseere; det er for håp og for de dødes opstandelse at jeg står her for retten.

⁶А знајући Павле да је један део садукеја а други фарисеја повика на скупштини: Људи браћо! Ја сам фарисеј и син фарисејев: за наду и за васкрсење из мртвих доведен сам на суд.

⁷Da han sa dette, blev det strid mellem fariseerne og sadduseerne, og hopen blev innbyrdes uenig.

⁷А кад он ово рече, постаде распра међу садукејима и фарисејима, и раздели се народ.

⁸For sadduseerne sier at det ikke er nogen opstandelse, heller ikke nogen engel eller ånd; men fariseerne lærer begge deler.

⁸Јер садукеји говоре да нема васкрсења, ни анђела ни духа; а фарисеји признају обоје.

⁹Nu blev det da et stort skrik, og nogen skriftlærde av fariseernes flokk stod op og stred skarpt og sa: Vi finner intet ondt hos dette menneske; om det nu var en ånd som talte til ham, eller en engel?

⁹И постаде велика вика, и уставши књижевници од стране фарисејске препираху се међу собом говорећи: Никакво зло не налазимо на овом човеку; ако ли му говори дух или анђео, да се не супротимо Богу.

¹⁰Da det nu opstod stor strid, fryktet den øverste høvedsmann for at Paulus skulde bli slitt i stykker av dem, og han bød krigsfolket å gå ned og rive ham ut fra dem og føre ham inn i festningen.

¹⁰А кад поста распра велика, побојавши се војвода да Павла не раскину, заповеди да сиђу војници и да га отму између њих, и да га одведу у логор.

¹¹Men natten efter stod Herren for ham og sa: Vær frimodig! likesom du vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom.

¹¹А ону ноћ стаде Господ пред њега и рече: Не бој се, Павле, јер као што си сведочио за мене у Јерусалиму, тако ти ваља и у Риму сведочити.

¹²Men da det var blitt dag, la jødene sig sammen mot ham, og forbannet sig på at de hverken vilde ete eller drikke før de hadde drept Paulus.

¹²А кад би дан, учинише неки од Јевреја веће и заклеше се говорећи да неће ни јести ни пити докле не убију Павла.

¹³Det var mere enn firti som således sammensvor sig,

¹³А беше их више од четрдесет који ову клетву учинише.

¹⁴og de gikk til yppersteprestene og de eldste og sa: Vi har forbannet oss på at vi ikke vil smake mat før vi har drept Paulus;

¹⁴Ови приступивши ка главарима свештеничким и старешинама, рекоше: Клетвом заклесмо се да нећемо ништа окусити док не убијемо Павла;

¹⁵nu må da I sammen med rådet la den øverste høvedsmann vite at han skal føre ham ned til eder, som om I nøiere vilde prøve hans sak; så holder vi oss ferdige til å drepe ham før han når frem.

¹⁵Сад дакле ви са сабором кажите војводи да га сутра сведе к вама, као да бисте хтели дознати боље за њега; а ми смо готови да га убијемо пре него се он приближи.

¹⁶Men Paulus' søstersønn fikk høre om dette hemmelige råd, og han kom og gikk inn i festningen og fortalte Paulus det.

¹⁶А син сестре Павлове чувши ову заседу дође и уђе у логор и каза Павлу.

¹⁷Paulus kalte da en av høvedsmennene til sig og sa: Før denne unge mann til den øverste høvedsmann! for han har noget å melde ham.

¹⁷А Павле дозвавши једног од капетана рече: Ово момче одведи к војводи, јер има нешто да му каже.

¹⁸Han tok ham da med sig og førte ham til den øverste høvedsmann og sier: Fangen Paulus kalte mig til sig og bad mig føre denne unge mann til dig, da han hadde noget å si dig.

¹⁸А он га узе и доведе к војводи, и рече: Сужањ Павле дозва ме и замоли да ово момче доведем к теби које има нешто да ти говори.

¹⁹Den øverste høvedsmann tok ham da ved hånden og gikk til side og spurte: Hvad er det du har å melde mig?

¹⁹А војвода узевши га за руку, и отишавши насамо, питаше га: Шта је што имаш да ми кажеш?

²⁰Han sa da: Jødene er kommet overens om å be dig at du imorgen vil føre Paulus for rådet, som om det vilde få nøiere rede på hans sak;

²⁰А оно рече: Јевреји договорише се да те замоле да сутра сведеш Павла к њима на скупштину, као да би хтели боље испитати за њега;

²¹du må da ikke la dig overtale av dem; for mere enn firti menn av dem ligger på lur efter ham, og de har forbannet sig på at de hverken vil ete eller drikke før de har drept ham, og nu holder de sig ferdige og venter på at du skal love det.

²¹Али ти их немој послушати, јер га чекају од њих више од четрдесет људи који су се заклели да неће ни јести ни пити докле га не убију; и сад су готови, и чекају твоје обећање.

²²Den øverste høvedsmann lot da den unge mann gå og bød ham: Du må ikke si til nogen at du har latt mig få vite dette.

²²А војвода онда отпусти момче заповедивши му: Ником не казуј да си ми ово јавио.

²³Og han kalte til sig to av høvedsmennene og sa: La to hundre stridsmenn holde sig ferdige til å dra til Cesarea, og sytti hestfolk og to hundre skyttere, fra den tredje time på natten!

²³И дозвавши двојицу од капетана рече: Приправите ми двеста војника да иду до Ћесарије, и седамдесет коњика и двеста стрелаца, по трећем сату ноћи.

²⁴Og han bød at de skulde gjøre hester i stand, forat de kunde la Paulus ride på dem og føre ham sikkert frem til landshøvdingen Feliks.

²⁴И нека доведу коње да посаде Павла, и да га прате до Филикса судије.

²⁵Og han skrev et brev med dette innhold:

²⁵И написа посланицу у којој овако говораше:

²⁶Klaudius Lysias hilser den mektige landshøvding Feliks.

²⁶Од Клаудија Лисије честитом Филиксу поздравље.

²⁷Denne mann, som var grepet av jødene og nær ved å bli drept av dem, ham fridde jeg ut; jeg kom til med krigsfolket, efterat jeg hadde fått vite at han var romersk borger;

²⁷Човека овог ухватише Јевреји и хтеше да га убију; ја пак дођох с војницима и отех га дознавши да је Римљанин.

²⁸og da jeg vilde vite hvad det var de hadde å klage på ham, førte jeg ham ned for deres råd.

²⁸И желећи дознати узрок за који га криве сведох га на њихову скупштину.

²⁹Jeg fant da at de førte klage over ham for nogen spørsmål i deres lov, men at det ikke var noget klagemål imot ham som gjorde ham skyldig til død eller fengsel.

²⁹Тада нађох да га криве за питања закона њиховог, а да нема никакве кривице која заслужује смрт или окове.

³⁰Men da det nu er blitt meldt mig at de vil gjøre et overfall på mannen, sender jeg ham uten ophold til dig, efterat jeg har pålagt hans anklagere at også de skal fremføre for dig det de har å si.

³⁰И дознавши ја уговор јеврејски о глави овог човека одмах га послах к теби заповедивши и супарницима његовим да пред тобом кажу шта имају на њ. Здрав буди!

³¹Krigsfolket tok nu Paulus, som det var blitt dem pålagt, og førte ham om natten til Antipatris,

³¹А војници онда, као што им се заповеди, узеше Павла и одведоше га ноћу у Антипатриду.

³²og dagen efter lot de hestfolket dra videre med ham og vendte selv tilbake til festningen.

³²А сутрадан оставивши коњике да иду с њим, вратише се у логор.

³³De kom da til Cesarea og lot landshøvdingen få brevet, og førte også Paulus frem for ham.

³³А они дошавши у Ћесарију, предаше посланицу судији и изведоше Павла преда њ.

³⁴Da han hadde lest det og spurt hvad land han var fra, og fått vite at han var fra Kilikia, sa han:

³⁴А судија прочитавши посланицу запита одакле је; и дознавши да је из Киликије

³⁵Jeg skal ta dig i forhør når dine anklagere kommer. Og han bød at han skulde holdes i varetekt i Herodes' borg.

³⁵Рече: Испитаћу те кад супарници твоји дођу. И заповеди да га чувају у двору Иродовом.