¹Men mens de talte til folket, kom prestene og høvedsmannen for tempelvakten og sadduseerne over dem;

¹А кад они говораху народу, наиђоше на њих свештеници и војвода црквени и садукеји;

²de harmedes over at de lærte folket og forkynte i Jesus opstandelsen fra de døde,

²И расрдише се, што они уче људе и јављају у Исусу васкрсење из мртвих.

³og de la hånd på dem og satte dem i fengsel til den næste dag; for det var alt aften.

³И дигоше на њих руке, и метнуше их у затвор до ујутру: јер већ беше вече.

⁴Men mange av dem som hadde hørt ordet, kom til troen, og tallet på mennene blev omkring fem tusen.

⁴А од оних који слушаху реч многи вероваше, и постаде број људи око пет хиљада.

⁵Dagen efter skjedde det da at deres rådsherrer og eldste og skriftlærde samlet sig i Jerusalem,

⁵А кад би ујутру, скупише се кнезови њихови и старешине и књижевници у Јерусалим,

⁶og med dem ypperstepresten Annas og Kaifas og Johannes og Aleksander og så mange som var av yppersteprestelig ætt,

⁶А Ана поглавар свештенички и Кајафа и Јован и Александар и колико их год беше од рода свештеничког;

⁷og de stilte dem frem midt iblandt sig og spurte dem: Ved hvilken kraft eller ved hvilket navn gjorde I dette?

⁷И метнувши их на средину питаху: Каквом силом или у чије име учинисте ви ово?

⁸Da sa Peter til dem, fylt av den Hellige Ånd: I folkets rådsherrer og Israels eldste!

⁸Тада Петар напунивши се Духа Светог рече им: Кнезови народни и старешине Израиљеве!

⁹Når vi idag blir tatt i forhør for en velgjerning mot et sykt menneske, om hvad han er helbredet ved,

⁹Ако нас данас питате за добро дело које учинисмо болесном човеку те он оздрави:

¹⁰da være det vitterlig for eder alle og for hele Israels folk at ved Jesu Kristi, nasareerens navn, han som I korsfestet, han som Gud opvakte fra de døde, ved ham står denne helbredet for eders øine.

¹⁰Да је на знање свима вама и свему народу Израиљевом да у име Исуса Христа Назарећанина, ког ви распесте, ког Бог подиже из мртвих, стоји овај пред вама здрав.

¹¹Han er den sten som blev forkastet av eder, I bygningsmenn, men som er blitt hjørnesten.

¹¹Ово је камен који ви зидари одбацисте, а постаде глава од угла: и нема ни у једном другом спасења;

¹²Og det er ikke frelse i nogen annen; for det er heller ikke noget annet navn under himmelen, gitt blandt mennesker, ved hvilket vi skal bli frelst.

¹²Јер нема другог имена под небом даног људима којим би се ми могли спасти.

¹³Men da de så Peters og Johannes' frimodighet og fikk vite at de var ulærde og lege menn, undret de sig, og de kjente dem igjen, at de hadde vært med Jesus;

¹³А кад видеше слободу Петрову и Јованову, и знајући да су људи некњижевни и прости, дивљаху се, и знаху их да беху с Исусом.

¹⁴og da de så mannen stå ved deres side, han som var blitt helbredet, kunde de ikke si imot.

¹⁴А видећи исцељеног човека где с њима стоји не могаху ништа противу рећи.

¹⁵De bød dem da gå ut fra rådet, og de rådførte sig med hverandre og sa:

¹⁵Онда им заповедише да изиђу напоље из савета, па питаху један другог

¹⁶Hvad skal vi gjøre med disse mennesker? for at et vitterlig tegn er gjort ved dem, det er åpenbart for alle som bor i Jerusalem, og det kan vi ikke nekte.

¹⁶Говорећи: Шта ћете чинити овим људима? Јер велики знак што учинише они познат је свима који живе у Јерусалиму, и не можемо одрећи;

¹⁷Men forat det ikke skal utbrede sig mere blandt folket, så la oss alvorlig true dem til ikke mere å tale i dette navn til noget menneske!

¹⁷Али да се даље не разилази по народу, да им оштро запретимо да више не говоре за име ово никоме.

¹⁸Så kalte de dem inn og bød dem at de aldeles ikke skulde tale eller lære i Jesu navn.

¹⁸И дозвавши их заповедише им да ништа не спомињу нити да уче у име Исусово.

¹⁹Men Peter og Johannes svarte dem: Døm selv om det er rett i Guds øine å lyde eder mere enn Gud!

¹⁹Петар и Јован одговарајући рекоше им: Судите је ли право пред Богом да вас већма слушамо неголи Бога?

²⁰for vi kan ikke la være å tale om det som vi har sett og hørt.

²⁰Јер ми не можемо не говорити шта видесмо и чусмо.

²¹De truet dem da enn mere, og så lot de dem gå, da de for folkets skyld ikke fant nogen råd til å straffe dem; for alle priste Gud for det som var skjedd;

²¹А они запретивши им пустише их, не нашавши ништа како би их мучили, народа ради; јер сви хваљаху Бога за оно што се беше догодило.

²²for han var mere enn firti år gammel den mann som dette helbredelsestegn hadde hendt med.

²²Јер оном човеку беше више од четрдесет година на коме се догоди ово чудо здравља.

²³Da de nu var løslatt, kom de til sine egne og fortalte dem alt det yppersteprestene og de eldste hadde sagt til dem.

²³А кад их отпустише, дођоше к својима, и јавише им шта рекоше главари свештенички и старешине.

²⁴Da de hørte det, løftet de samdrektig sin røst til Gud og sa: Herre! du som gjorde himmelen og jorden og havet og alt det som i dem er,

²⁴А они кад чуше, једнодушно подигоше глас к Богу и рекоше: Господе Боже, Ти који си створио небо и земљу и море и све што је у њима;

²⁵du som ved din tjener Davids munn sa: Hvorfor fnyste hedningene og grundet folkene på det som fåfengt er?

²⁵Који устима Давида слуге свог рече: Зашто се буне незнабошци, и народи измишљају празне речи?

²⁶Jordens konger steg frem, og høvdingene samlet sig sammen mot Herren og mot hans salvede -

²⁶Састаше се цареви земаљски, и кнезови се сабраше уједно на Господа и на Христа Његовог.

²⁷ja i sannhet, i denne by samlet de sig mot din hellige tjener Jesus, som du salvet, både Herodes og Pontius Pilatus med hedningene og Israels folk,

²⁷Заиста се сабраше у овом граду на светог Сина Твог Исуса, ког си помазао, Ирод и понтијски Пилат с незнабошцима и с народом Израиљевим,

²⁸for å gjøre det som din hånd og ditt råd forut hadde besluttet skulde skje.

²⁸Да учине шта рука Твоја и савет Твој напред одреди да буде.

²⁹Og nu, Herre! hold øie med deres trusler, og gi dine tjenere å tale ditt ord med all frimodighet,

²⁹И сад Господе! Погледај на њихове претње, и дај слугама својим да говоре са сваком слободом реч Твоју;

³⁰idet du rekker din hånd ut til helbredelse og til tegn og undergjerninger ved din hellige tjener Jesu navn.

³⁰И пружај руку своју на исцељивање и да знаци и чудеса буду именом светог Сина Твог Исуса.

³¹Og da de hadde bedt, skalv det sted hvor de var samlet, og de blev alle fylt med den Hellige And, og de talte Guds ord med frimodighet.

³¹И пошто се они помолише Богу затресе се место где беху сабрани, и напунише се сви Духа Светог, и говораху реч Божју са слободом.

³²Men hele flokken av dem som var kommet til troen, hadde ett hjerte og en sjel, og ikke en sa om noget av sitt gods at det var hans eget de hadde alt felles.

³²А у народа који верова беше једно срце и једна душа; и ниједан не говораше за имање своје да је његово, него им све беше заједничко.

³³Og med stor kraft bar apostlene frem vidnesbyrdet om den Herre Jesu opstandelse, og det var stor nåde over dem alle.

³³И апостоли с великом силом сведочаху за васкрсење Господа Исуса Христа; и благодат велика беше на свима њима:

³⁴For det var heller ikke nogen trengende iblandt dem; for alle som eide akrer eller hus, solgte dem og bar frem verdien av det de hadde solgt,

³⁴Јер ниједан међу њима не беше сиромашан, јер колико их год беше који имаху њиве или куће, продаваху и доношаху новце што узимаху зато,

³⁵og la det for apostlenes føtter, og det blev delt ut til enhver efter som han hadde trang til.

³⁵И метаху пред ноге апостолима; и даваше се свакоме као што ко требаше.

³⁶Og Josef, som av apostlene hadde fått tilnavnet Barnabas, det er utlagt: formaningens sønn, en levitt, født på Kypern, som eide en aker, solgte den og bar frem pengene og la dem for apostlenes føtter.

³⁶А Јосија, прозвани од апостола Варнава, које значи Син утехе, Левит родом из Кипра,

³⁷Он имаше њиву, и продавши је донесе новце и метну апостолима пред ноге.