¹Og Jakob drog videre, og Guds engler møtte ham.

¹А Јаков отиде својим путем; и сретоше га анђели Божији;

²Da Jakob så dem, sa han: Dette er Guds leir. Og han kalte stedet Mahana'im*. / {* d.e. to leire.}

²А кад их угледа Јаков, рече: Ово је логор Божји. И прозва оно место Маханаим.

³Og Jakob sendte bud foran sig til sin bror Esau i landet Se'ir, på Edoms mark.

³И Јаков посла пред собом гласнике к Исаву брату свом у земљу Сир, крајину едомску.

⁴Og han bød dem og sa: Således skal I si til min herre Esau: Så sier din tjener Jakob: Jeg har opholdt mig hos Laban og vært der helt til nu,

⁴И заповеди им говорећи: Овако кажите господару мом Исаву: Слуга твој Јаков овако каже: Био сам дошљак код Лавана и бавио се до сад.

⁵og jeg har fått okser og asener, småfe og træler og trælkvinner; og nu vilde jeg sende bud til min herre om dette for å finne nåde for dine øine

⁵А имам волова и магараца, оваца и слуга, и слушкиња, и послах да јавим теби господару свом, еда бих нашао милост пред тобом.

⁶Og budene kom tilbake til Jakob og sa: Vi kom til Esau, din bror, og han drar dig nu selv i møte, og fire hundre mann med ham.

⁶И вратише се гласници к Јакову и рекоше му: Идосмо до брата твог Исава, и ето он ти иде на сусрет с четири стотине момака.

⁷Da blev Jakob overmåte forferdet; og han delte folket som var med ham, og småfeet og storfeet og kamelene i to leire.

⁷А Јаков се уплаши јако и забрину се; па раздели своје људе и овце и говеда и камиле у две чете.

⁸For han tenkte: Om Esau kommer til den ene leir og slår den, da kan den leir som er igjen, få berge sig unda.

⁸И рече: Ако Исав удари на једну чету и разбије је, да ако друга утече.

⁹Og Jakob sa: Min far Abrahams Gud og min far Isaks Gud, Herre, du som sa til mig: Dra tilbake til ditt land og til ditt folk, og jeg vil gjøre vel imot dig!

⁹И рече Јаков: Боже оца мог Аврама и Боже оца мог Исака, Господе, који си ми казао: Врати се у земљу своју и у род свој, и ја ћу ти бити добротвор!

¹⁰Jeg er ringere enn all den miskunnhet og all den trofasthet som du har vist mot din tjener; for med min stav gikk jeg over Jordan her, og nu er jeg blitt til to leire.

¹⁰Нисам вредан толике милости и толике вере што си учинио слузи свом; јер само са штапом својим пређох преко Јордана, а сада сам господар од две чете.

¹¹Fri mig ut av Esaus, min brors hånd; for jeg er redd han skal komme og slå ihjel mig og mine, både mor og barn.

¹¹Избави ме из руке брата мог, из руке Исавове, јер се бојим да не дође и убије мене и матер с децом.

¹²Du har jo selv sagt: Jeg vil alltid gjøre vel mot dig og la din ætt bli som havets sand, som ikke kan telles for mengde.

¹²А Ти си казао: Заиста ја ћу ти бити добротвор, и учинићу семе твоје да буде као песка морског, који се не може избројати од множине.

¹³Så blev han der den natt, og av alt det han eide, tok han ut en gave til Esau, sin bror:

¹³И заноћи онде ону ноћ, и узе шта му дође до руке, да пошаље на дар Исаву брату свом,

¹⁴to hundre gjeter og tyve bukker, to hundre får og tyve værer,

¹⁴Двеста коза с двадесет јараца, двеста оваца с двадесет овнова,

¹⁵tretti kameler som gav die, med sine føll, firti kjør og ti okser, tyve aseninner og ti asenfoler.

¹⁵Тридесет камила дојилица с камиладима, четрдесет крава с десеторо телади, двадесет магарица с десеторо магаради.

¹⁶Og han lot sine tjenere dra avsted med dem, hver hjord for sig, og han sa til sine tjenere: Far i forveien, og la det være et mellemrum mellem hver hjord!

¹⁶И предаде их слугама својим, свако стадо напосе, и рече слугама: Идите напред преда мном, остављајући доста места између једног стада и другог.

¹⁷Og han bød den første og sa: Når min bror Esau møter dig og han taler til dig og spør: Hvem hører du til, og hvor skal du hen, og hvem eier denne hjord som du driver foran dig?

¹⁷И заповеди првом говорећи: Кад сретнеш Исава, брата мог, па те запита: Чији си? И куда идеш? И чије је то што гониш пред собом?

¹⁸da skal du si: Din tjener Jakob; det er en gave han sender til min herre Esau, og snart kommer han selv efter.

¹⁸А ти реци: Слуге твог Јакова, а ово шаље на дар господару свом Исаву, а ето и сам иде за нама.

¹⁹Og han bød likeledes den annen og den tredje og alle de andre som drev hjordene, og sa: Således skal I tale til Esau når I møter ham,

¹⁹Тако заповеди и другом и трећем и свима који иђаху за стадом, и рече: Тако кажите Исаву кад наиђете на њ.

²⁰I skal si: Snart kommer din tjener Jakob selv efter. For han tenkte: Jeg vil forsone ham ved den gave som jeg sender foran mig, og siden vil jeg selv trede frem for ham; kanskje han vil ta nådig imot mig.

²⁰И још кажите: Ето, Јаков слуга твој иде за нама. Јер говораше: Ублажићу га даром који иде преда мном, па ћу му онда видети лице, да ако ме лепо прими.

²¹Så drog de i forveien med gaven; men selv blev han i leiren den natt.

²¹Тако отиде дар напред, а он преноћи ону ноћ код чете своје.

²²samme natt stod han op og tok sine hustruer og de to trælkvinner og sine elleve sønner og gikk over Jabboks vadested.

²²И по ноћи уста, и узе обе жене и две робиње и једанаесторо деце своје; и преброди брод Јавок.

²³Han tok og satte dem over åen og førte over alt det han eide.

²³А пошто њих узе и преведе преко потока, претури и остало што имаше.

²⁴Så var Jakob alene tilbake. Da kom det en mann og kjempet med ham inntil morgenen grydde.

²⁴А кад оста Јаков сам, тада се један човек рваше с њим до зоре.

²⁵Og da mannen så at han ikke kunde rå med ham, rørte han ved hans hofteskål; og Jakobs hofteskål gikk av ledd, mens han kjempet med ham.

²⁵И кад виде да га не може свладати, удари га по зглавку у стегну, те се Јакову ишчаши стегно из зглавка, кад се човек рваше с њим.

²⁶Og han sa: Slipp mig, for morgenen gryr! Men han sa: Jeg slipper dig ikke, uten du velsigner mig.

²⁶Па онда рече: Пусти ме, зора је. А Јаков му рече: Нећу те пустити докле ме не благословиш.

²⁷Da sa han til ham: Hvad er ditt navn? Han svarte: Jakob.

²⁷А човек му рече: Како ти је име. А он одговори: Јаков.

²⁸Han sa: Du skal ikke lenger hete Jakob, men Israel*; for du har kjempet med Gud og med mennesker og vunnet. / {* d.e. en som kjemper med Gud.}

²⁸Тада му рече: Одселе се нећеш звати Јаков, него Израиљ; јер си се јуначки борио и с Богом и с људима, и одолео си.

²⁹Da spurte Jakob: Si mig ditt navn! Han svarte: Hvorfor spør du om mitt navn? Og han velsignet ham der.

²⁹А Јаков запита и рече: Кажи ми како је теби име. А Он рече: Што питаш како ми је име? И благослови га онде.

³⁰Og Jakob kalte stedet Pniel*; for [sa han] jeg har sett Gud åsyn til åsyn og enda berget livet. / {* Pniel eller Pnuel betyr Guds åsyn.}

³⁰И Јаков надеде име оном месту Фануил; јер, вели, Бога видех лицем к лицу, и душа се моја избави.

³¹Og da han var kommet forbi Pnuel så han solen rinne; og han haltet på sin hofte.

³¹И сунце му се роди кад прође Фануил, и храмаше на стегно своје.

³²Derfor er det så den dag idag at Israels barn aldrig eter spennesenen som er på hofteskålen, fordi han rørte ved Jakobs hofteskål på spennesenen.

³²Зато синови Израиљеви не једу крајеве од мишића на зглавку у стегну до данашњег дана, што се Јакову повредише крајеви од мишића на зглавку у стегну.