¹Så fikk han høre at Labans sønner hadde sagt: Jakob har tatt alt det som vår far eide, og av det som vår far eide, har han lagt sig til all denne rikdom.

¹А Јаков чу где синови Лаванови говоре: Јаков узе све што беше нашег оца, и од оног што беше нашег оца стече све ово благо.

²Og Jakob så på Labans ansikt at han ikke var den samme mot ham som før.

²И виде Јаков где лице Лаваново није према њему као пре.

³Og Herren sa til Jakob: Vend tilbake til dine fedres land og ditt eget folk, og jeg vil være med dig.

³И Господ рече Јакову: Врати се у земљу отаца својих и у род свој, и ја ћу бити с тобом.

⁴Da sendte Jakob bud efter Rakel og Lea og bad dem komme ut på marken, hvor han var med sin buskap.

⁴И пославши Јаков дозва Рахиљу и Лију у поље к стаду свом.

⁵Og han sa til dem: Jeg ser på eders fars ansikt at han ikke er den samme mot mig som før; men min fars Gud har vært med mig.

⁵И рече им: Видим где лице оца вашег није према мени као пре; али је Бог оца мог био са мном.

⁶Og I vet selv at jeg av all min evne har tjent eders far.

⁶И ви знате да сам служио оцу вашем како сам год могао;

⁷Men eders far har sveket mig og forandret min lønn ti ganger; men Gud lot ham ikke få gjøre mig noget ondt.

⁷А отац ме је ваш варао и мењао ми плату десет пута; али му Бог не даде да ме оштети;

⁸Når han sa: Det flekkete skal være din lønn, da fikk alt småfeet flekkete unger, og når han sa: Det stripete skal være din lønn, da fikk alt småfeet stripete unger.

⁸Кад он рече: Шта буде шарено нека ти је плата, онда се младило све шарено; а кад рече: С белегом шта буде нека ти је плата, онда се младило све с белегом.

⁹Således tok Gud eders fars fe fra ham og gav mig det.

⁹Тако Бог узе стоку оцу вашем и даде је мени;

¹⁰Og ved den tid småfeet parret sig, så jeg frem for mig i drømme og fikk se at bukkene som parret sig med småfeet, var stripete, flekkete og prikkete.

¹⁰Јер кад се упаљиваше стока, подигох очи своје и видех у сну, а то овнови и јарци што скачу на овце и козе беху шарени, с белегама прутастим и коластим.

¹¹Og Guds engel sa til mig i drømmen: Jakob! Og jeg sa: Ja, her er jeg.

¹¹А анђео Господњи рече ми у сну: Јакове! А ја одговорих: Ево ме.

¹²Da sa han: Se nu frem for dig, så skal du få se at alle bukkene som parrer sig med småfeet, er stripete, flekkete og prikkete; for jeg har sett alt det Laban gjør mot dig.

¹²А он рече: Подигни сад очи своје и гледај, овнови и јарци што скачу на овце и козе, шарени су, с белегама прутастим и коластим; јер видех све што ти чини Лаван.

¹³Jeg er den Gud som du så i Betel, der hvor du salvet en minnesten, og hvor du gjorde mig et løfte; gjør dig nu rede og dra bort fra dette land, og vend tilbake til ditt fødeland.

¹³Ја сам Бог од Ветиља, где си прелио камен и учинио ми завет; устани сада и иди из ове земље, и врати се на постојбину своју.

¹⁴Da svarte Rakel og Lea og sa til ham: Har vi vel ennu nogen lodd og arv i vår fars hus?

¹⁴Тада одговори Рахиља и Лија, и рекоше му: Еда ли још имамо какав део и наследство у дому оца свог?

¹⁵Har han ikke aktet oss som fremmede? Han har jo solgt oss og selv fortært det han fikk for oss.

¹⁵Није ли нас држао као туђинке кад нас је продао? Па је још и наше новце једнако јео.

¹⁶All den rikdom Gud har tatt fra vår far, den hører oss og våre barn til; gjør nu bare du alt det Gud har sagt til dig!

¹⁶Јер све ово благо што узе Господ оцу нашем, наше је и наше деце. Зато чини све што ти је Господ казао.

¹⁷Så gjorde Jakob sig ferdig og satte sine barn og hustruer på kamelene,

¹⁷И подиже се Јаков, и метну децу своју и жене своје на камиле;

¹⁸og han tok med sig hele sin buskap og alt det gods som han hadde samlet sig, det fe han eide, og som han hadde lagt sig til i Mesopotamia, og vilde dra til Isak, sin far, i Kana'ans land.

¹⁸И одведе сву стоку своју и све благо што беше стекао, стоку коју беше стекао у Падан-Араму, и пође к Исаку оцу свом у земљу хананску.

¹⁹Men Laban hadde draget bort for å klippe sine får; da stjal Rakel sin fars husguder.

¹⁹А Лаван беше отишао да стриже овце своје; и Рахиља украде идоле оцу свом.

²⁰Og Jakob stjal sig bort fra arameeren Laban; han sa ikke noget til ham om at han vilde flykte.

²⁰И Јаков отиде крадом од Лавана Сирина не јавивши му да хоће да иде.

²¹Så flyktet han med alt det han hadde; han gjorde sig ferdig og satte over elven* og tok veien til Gileadfjellet. / {* Eufrat.}

²¹И побеже са свим благом својим, и подиже се те пређе преко воде, и упути се ка гори Галаду.

²²Den tredje dag efter fikk Laban vite at Jakob var flyktet.

²²А трећи дан јавише Лавану да је побегао Јаков.

²³Da tok han med sig sine frender og satte efter ham syv dagsreiser, og nådde ham igjen på Gilead-fjellet.

²³И узе са собом браћу своју, и пође за њим у потеру, и за седам дана стиже га на гори Галаду.

²⁴Men Gud kom til arameeren Laban i en drøm om natten og sa til ham: Vokt dig og si ikke noget til Jakob, hverken godt eller ondt!

²⁴Али Бог дође Лавану Сирину ноћу у сну, и рече му: Чувај се да не говориш с Јаковом ни лепо ни ружно.

²⁵Da Laban nådde Jakob igjen, hadde Jakob slått op sitt telt på fjellet, og Laban med sine frender slo også op sitt telt på Gilead-fjellet.

²⁵И стиже Лаван Јакова; а Јаков беше разапео шатор свој на гори, па и Лаван такође разапе свој с браћом својом на гори Галаду.

²⁶Da sa Laban til Jakob: Hvad er det du har gjort? Du har stjålet dig bort fra mig og ført mine døtre avsted som om de var tatt i krig.

²⁶И Лаван рече Јакову: Шта учини те крадом побеже од мене и одведе кћери моје као на мач отете?

²⁷Hvorfor flyktet du hemmelig og stjal dig bort fra mig og sa ikke noget om det til mig, så jeg kunde ha fulgt dig på veien med gledesrop og sanger, med trommer og harper?

²⁷Зашто тајно побеже и крадом отиде од мене? Нити ми рече да те испратим с весељем и с песмама, с бубњевима и гуслама?

²⁸Du lot mig ikke engang få kysse mine sønner og døtre; det var uforstandig gjort av dig.

²⁸Нити ми даде да изљубим синове своје и кћери своје? Лудо си радио.

²⁹Jeg har det i min makt å gjøre ondt mot eder; men eders fars Gud sa til mig inatt: Vokt dig og si ikke noget til Jakob, hverken godt eller ondt!

²⁹Могао бих вам досадити; али Бог оца вашег ноћас ми рече говорећи: Чувај се да не говориш с Јаковом ни лепо ни ружно.

³⁰Men når du nu har draget bort, fordi du lengtes så såre efter din fars hus, hvorfor stjal du da mine guder?

³⁰Иди дакле кад си се тако ужелео куће оца свог; али зашто украде богове моје?

³¹Da svarte Jakob og sa til Laban: Jeg var redd; jeg tenkte at du kunde ta dine døtre fra mig med makt.

³¹А Јаков одговори и рече: Бојах се и мишљах хоћеш силом отети кћери своје од мене.

³²Men den som du finner dine guder hos, han skal ikke leve. Se nu efter i våre frenders nærvær, om du kjennes ved noget av det jeg har med mig, og ta det så! Men Jakob visste ikke at Rakel hadde stjålet dem.

³²А богове своје у кога нађеш, онај нека не живи више; пред нашом браћом тражи шта је твоје у мене, па узми. Јер Јаков није знао да их је украла Рахиља.

³³Da gikk Laban inn i Jakobs telt og i Leas telt og i begge trælkvinnenes telt, men fant ikke noget. Så gikk han ut av Leas telt og inn i Rakels telt.

³³И уђе Лаван у шатор Јаковљев и у шатор Лијин и у шатор двеју робиња, и не нађе их; и изашав из шатора Лијина уђе у шатор Рахиљин.

³⁴Men Rakel hadde tatt husgudene og lagt dem i kamelsalen og satt sig på dem; og Laban gjennemsøkte hele teltet, men fant ikke noget.

³⁴А Рахиља узе идоле и сакри их под самар камиле своје и седе озго; и Лаван пипаше по целом шатору, и не нађе.

³⁵Og hun sa til sin far: Min herre må ikke bli vred fordi jeg ikke kan reise mig for dig; for det går mig på kvinners vis. Så lette han efter husgudene, men fant dem ikke.

³⁵А она рече оцу свом: Немој се срдити, господару, што ти не могу устати, јер ми је шта у жена бива. Траживши дакле не нађе идоле своје.

³⁶Da blev Jakob vred og gikk i rette med Laban. Og Jakob tok til orde og sa til Laban: Hvad er min brøde, hvad er min synd, siden du forfølger mig så?

³⁶И Јаков се расрди, и стаде корити Лавана, и говорећи рече му: Шта сам учинио, шта сам скривио, те си ме тако жестоко терао?

³⁷Du har nu gjennemsøkt alt det jeg har; hvad fant du da som hører ditt hus til? Legg det frem her for mine og dine frender, så de kan dømme mellem oss to!

³⁷Пипао си сав пртљаг мој, па шта си нашао из своје куће? Дај овамо пред моју и своју браћу, нека расуде између нас двојице.

³⁸Nu har jeg vært hos dig i tyve år; dine får og dine gjeter har ikke født i utide, og værene av ditt småfe har jeg ikke ett op;

³⁸Ево двадесет година бих код тебе: овце твоје и козе твоје не јаловише се, а овнова из стада твог не једох.

³⁹det som var sønderrevet, kom jeg ikke hjem til dig med; jeg godtgjorde selv skaden; av mig krevde du det, enten det var stjålet om dagen, eller det var stjålet om natten.

³⁹Шта би зверје заклало нисам ти доносио, сам сам подмиривао; од мене си искао што би ми било украдено дању или ноћу.

⁴⁰Slik hadde jeg det: Om dagen fortærtes jeg av hete og av kulde om natten, og søvnen flydde fra mine øine.

⁴⁰Дању ме убијаше врућина а ноћу мраз; и сан ми не падаше на очи.

⁴¹I tyve år har jeg nu vært i ditt hus, jeg har tjent dig fjorten år for dine to døtre og seks år for ditt småfe; men du forandret min lønn ti ganger.

⁴¹Тако ми је био двадесет година у твојој кући; служио сам ти четрнаест година за две кћери твоје и шест година за стоку твоју, и плату си ми мењао десет пута.

⁴²Hadde ikke min fars Gud vært med mig, han som var Abrahams Gud, og som også Isak frykter, sannelig, du hadde nu latt mig fare med tomme hender. Men Gud har sett min møie og alt mitt strev, og han har dømt inatt.

⁴²Да није Бог оца мог, Бог Аврамов, и страх Исаков био са мном, би ме зацело отпустио празна. Али је Бог видео невољу моју и труд руку мојих, па те укори ноћас.

⁴³Da svarte Laban og sa til Jakob: Døtrene er mine døtre, og barna er mine barn, og buskapen er min buskap, og alt det du ser, er mitt; hvad skulde jeg da nu kunne gjøre mot disse mine døtre eller mot deres barn, som de har født?

⁴³А Лаван одговори Јакову и рече: Ове су кћери моје кћери, и ови су синови моји синови, и ова стока моја стока, и шта год видиш све је моје; па шта бих учинио данас кћерима својим или синовима њиховим које родише?

⁴⁴Så kom nu og la oss gjøre en pakt, jeg og du, og den skal være et vidne mellem mig og dig.

⁴⁴Него хајде да ухватимо веру, ја и ти, да буде сведочанство између мене и тебе.

⁴⁵Da tok Jakob en sten og reiste den op som en minnesten.

⁴⁵И Јаков узе камен и утврди га за спомен.

⁴⁶Og Jakob sa til sine frender: Sank sammen stener! Og de tok stener og laget en røs; og de holdt måltid der ved stenrøsen.

⁴⁶И рече Јаков браћи својој; накупите камења. И накупише камења и сложише на гомилу, и једоше на гомили.

⁴⁷Og Laban kalte den Jegar-Sahaduta, men Jakob kalte den Gal-Ed*. / {* vidnesbyrdets stenrøs.}

⁴⁷И Лаван га назва Јегар-Сахадут, а Јаков га назва Галед.

⁴⁸Da sa Laban: Denne røs skal være et vidne mellem mig og dig idag. Derfor kalte de den Gal-Ed,

⁴⁸И рече Лаван: Ова гомила нека буде сведок између мене и тебе данас. Зато се прозва Галед.

⁴⁹og tillike Mispa*, fordi han sa: Herren holde vakt mellem mig og dig, når vi kommer hverandre av syne; / {* d.e. et sted hvorfra en skuer vidt omkring.}

⁴⁹А прозва се и Миспа, јер рече Лаван: Нека Господ гледа између мене и тебе, кад не узможемо видети један другог.

⁵⁰dersom du farer ille med mine døtre eller tar dig andre hustruer foruten mine døtre, da er det vel intet menneske hos oss, men se, Gud er vidne mellem mig og dig.

⁵⁰Ако уцвелиш кћери моје и ако узмеш жене преко мојих кћери, неће човек бити између нас него гле Бог сведок између мене и тебе.

⁵¹Så sa Laban til Jakob: Se, denne røs og denne minnesten som jeg har reist mellem mig og dig -

⁵¹И још рече Лаван Јакову: Гледај ову гомилу и гледај овај споменик, који подигох између себе и тебе.

⁵²vidner skal de være, både røsen og minnestenen, at ikke skal jeg dra til dig forbi denne røs, og at heller ikke skal du dra til mig forbi denne røs og denne minnesten med ondt i sinne.

⁵²Сведок је ова гомила и сведок је овај споменик, да ни ја нећу прећи преко ове гомиле к теби ни ти к мени да нећеш прећи преко ове гомиле и споменика овог на зло.

⁵³Abrahams Gud og Nakors Gud skal dømme mellem oss, han som var deres fars Gud. Så svor Jakob ved ham som hans far Isak fryktet.

⁵³Бог Аврамов и богови Нахорови, богови оца њиховог, нека суде међу нама. А Јаков се закле страхом оца свог Исака.

⁵⁴Og Jakob ofret et slaktoffer på fjellet og innbød sine frender til måltid. Og de holdt måltid og blev natten over på fjellet.

⁵⁴И Јаков принесе жртву на гори, и сазва браћу своју на вечеру; и једоше па ноћише на гори.

⁵⁵Morgenen efter stod Laban tidlig op, og han kysset sine sønner og sine døtre og velsignet dem. Så drog Laban hjem igjen.

⁵⁵А ујутру рано уста Лаван, и изљуби своју унучад и кћери своје, и благослови их, па отиде, и врати се у своје место.