1Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.
1Потом отвори уста своја Јов и стаде клети дан свој.
2Job tok til orde og sa:
2И проговоривши Јов рече:
3Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!
3Не било дана у који се родих, и ноћи у којој рекоше: Роди се детић!
4Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!
4Био тај дан тама, не гледао га Бог озго, и не осветљавала га светлост!
5Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!
5Мрак га запрзнио и сен смртни, облак га обастирао, био страшан као најгори дани!
6Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!
6Ноћ ону освојила тама, не радовала се међу данима годишњим, не бројала се у месеце!
7Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!
7Гле, ноћ она била пуста, певања не било у њој!
8Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!
8Клели је који куну дане, који су готови пробудити крокодила!
9Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -
9Потамнеле звезде у сумрачје њено, чекала видело и не дочекала га, и не видела зори трепавица;
10fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.
10Што ми није затворила врата од утробе и није сакрила муку од мојих очију.
11Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?
11Зашто не умрех у утроби? Не издахнух излазећи из утробе?
12Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?
12Зашто ме прихватише кољена? Зашто сисе, да сем?
13For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -
13Јер бих сада лежао и почивао; спавао бих, и био бих миран,
14sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,
14С царевима и саветницима земаљским, који зидаше себи пустолине,
15eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;
15Или с кнезовима, који имаше злата, и куће своје пунише сребра.
16eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.
16Или зашто не бих као недоношче сакривено, као дете које не угледа видела?
17Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.
17Онде безбожници престају досађивати, и онде почивају изнемогли,
18Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.
18И сужњи се одмарају и не чују глас настојников.
19Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.
19Мали и велики онде је, и роб слободан од свог господара.
20Hvorfor gir han* den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte, / {* Gud.}
20Зашто се даје видело невољнику и живот онима који су тужног срца,
21dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,
21Који чекају смрт а ње нема, и траже је већма него закопано благо,
22dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -
22Који играју од радости и веселе се кад нађу гроб?
23til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?
23Човеку, коме је пут сакривен и ког је Бог затворио одсвуда?
24For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.
24Јер пре јела мог долази уздах мој, и као вода разлива се јаук мој.
25For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.
25Јер чега се бојах дође на мене, и чега се страшах задеси ме.
26Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.
26Не почивах нити имах мира нити се одмарах, и опет дође страхота.