¹En sang ved festreisene. Til Herren ropte jeg i min nød, og han svarte mig.

¹Ка Господу завиках у невољи својој, и услиши ме.

²Herre, fri min sjel fra en løgnaktig lebe, fra en falsk tunge!

²Господе! Избави душу моју од уста лажљивих и од језика лукавог.

³Hvad vil han gi dig, og hvad mere vil han gi dig, du falske tunge?

³Шта ће Ти дати и шта ће Ти принети језик лукави?

⁴Voldsmannens skarpe piler og glør av gyvelbusken*. / {* d.e. fordervende og smertefulle straffer.}

⁴Он је као оштре стреле у јакога, као угљевље смреково.

⁵Ve mig, at jeg lever som fremmed iblandt Mesek, at jeg bor ved Kedars telt*! / {* d.e. iblandt mennesker som ligner de stridslystne og rovgjerrige folkeslag Mesek og Kedar.}

⁵Тешко мени кад сам туђин код Месеха, живим код шатора кидарских.

⁶Lenge nok har min sjel bodd hos dem som hater fred.

⁶Дуго је живела душа моја с онима који мрзе на мир.

⁷Jeg er bare fred, men når jeg taler, er de ferdige til krig.

⁷Ја сам миран; али кад станем говорити у њих је рат.