¹Da tok Job til orde og sa:

¹ Ayuba tu ka ne:

²Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.

² «Ay jin ka maa sanni woodin yaŋ dumi boobo. Araŋ kulu yaamarkoyaŋ no kaŋ ga taabandi.

³Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?

³ Haw sanni wo gonda kokor no? Wala ifo no ka ni zukku kaŋ naŋ ni goono ga tu?

⁴Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;

⁴ Ay mo gonda hina kaŋ ga salaŋ sanda araŋ cine. Amma d'a ma ciya araŋ fundey go sanda nango kaŋ ay wano go, Doŋ ay ga hin ka sanniyaŋ margu-margu araŋ boŋ, K'ay boŋ zinji araŋ gaa.

⁵jeg kunde styrke eder med min munn*, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte. / {* d.e. med tomme ord.}

⁵ Amma ay wo, kala day ya araŋ gaabandi nd'ay meyo. Yaamaryaŋo kaŋ ay meyo ga te araŋ se din g'araŋ gurzugayey dogonandi.

⁶Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?

⁶ Baa ay salaŋ, ay bine sara day si te daama, Wala baa ay naŋ mo, daama woofo no ay ga maa?

⁷Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.

⁷ Amma sohõ Irikoy n'ay fargandi. _Ya Irikoy_, ni n'ay jama kulu ciya yaamo.

⁸Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.

⁸ Ni n'ay daŋ ya koogu parkatak, ay taalo seeda nooya! Faabiri go ga tun ka gaaba nd'ay, Taray kwaaray ra a goono ga seeda ay boŋ.

⁹Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.

⁹ A futa ra a n'ay tooru-tooru, ka wangu ay fundo. A na nga hinjey kaama ay se, Ay yanjekaaro goono g'ay gullu nda nga moy.

¹⁰De* spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig. / {* mine fiender, JBS 16, 11.}

¹⁰ I na ngey meyey nyatte ay gaa k'ay wow, I go g'ay saŋ-saŋ da kayna, i go ga margu ay boŋ.

¹¹Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.

¹¹ Irikoy n'ay daŋ boro yaamo yaŋ kambe ra, A n'ay jindaw laalakoyey kambe ra.

¹²Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.

¹² Doŋ ay goono ga goro baani goray ra, Kal a n'ay ceeri-ceeri. Oho, jinde gaa no a n'ay di k'ay bagu-bagu. A n'ay sinji, k'ay ciya nga se goo hari.

¹³Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.

¹³ A hangawey n'ay daŋ game. A n'ay teelo gooru-gooru, bakaraw si, A n'ay tay haro mun ganda.

¹⁴Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.

¹⁴ A go g'ay bagu, korti go korti boŋ. A ga kaŋ ay boŋ sanda wongaari fo cine.

¹⁵Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet*; / {* d.e. opgitt min makt og høihet.}

¹⁵ Ay na zaara-zaarayaŋ ta ka daŋ ay kuuro gaa, Ay n'ay hillo sara laabo ra.

¹⁶mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.

¹⁶ Ay moyduma sara nda hẽeni, Ay mo-kuurey gaa mo gonda buuyaŋ biya,

¹⁷Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.

¹⁷ Baa kaŋ toonye si no ay kambe ra, Ay adduwa mo ga hanan.

¹⁸Å jord, dekk ikke mitt blod*, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser! / {* JES 26, 21. 1MO 4, 10.}

¹⁸ Ya laabo, ma s'ay kuro fiji, Ay hẽeno mo ma si du kayyaŋ nangu.

¹⁹Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.

¹⁹ Baa sohõ, guna, ay gonda ay seeda beena ra, Yongo beene mo, boro go no kaŋ ga yadda ka kay ay se.

²⁰Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,

²⁰ Ay corey goono g'ay hahaara, Amma ay moy goono ga mundi dooru Irikoy gaa,

²¹at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;

²¹ Hala boro fo ma kalima gaakasinay te Irikoy do, Sanda mate kaŋ cine boro ga te nga gorokasin se.

²²for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.

²² Zama hal a ga to jiiri kayna fooyaŋ, Ay ga fondo gana kaŋ ay si ye ka kaa koyne.