1Da tok Bildad fra Suah til orde og sa:
1 Kala Bildad Suhi bora tu ka ne:
2Hvor lenge vil du tale så? Hvor lenge skal din munns ord være som et veldig vær?
2 «Waati fo no ni ga sanni woone yaŋ dumi teeyaŋ naŋ? Waati fo mo no ni ga fay da me sanney kaŋ ciya sanda haw bambata kaŋ ga faaru cine?
3Skulde vel Gud forvende retten, eller den Allmektige forvende rettferdigheten?
3 Irikoy no ga cimi ciiti siirandi, wala? Wala Hina-Kulu-Koyo no ga adilitaray siirandi?
4Har dine sønner syndet mot ham, så har han gitt dem deres brøde i vold.
4 Da ni izey na zunubi te a se, Nga mo n'i nooyandi i alhakko gaa.
5Hvis du vender dig til Gud og beder den Allmektige om nåde,
5 Da ni na Irikoy gande ceeci nda himma, Ka kande ni ŋwaarayyaŋo Hina-Kulu-Koyo do,
6hvis du er ren og opriktig, da vil han våke over dig og gjenreise din rettferds bolig,
6 Da ni gonda hananyaŋ da cimi, Doŋ daahir no a ga tun ka mo hay ka haggoy da nin sohõ. A ga albarka daŋ ni adilitaray nangora gaa.
7og din forrige lykke vil bli ringe mot din senere lykke, for den skal være overmåte stor.
7 Koyne, baa kaŋ ni sintina ya ikayna no, Ni kokora wo ga yulwa gumo.
8For spør bare fremfarne slekter og akt på det som deres fedre har gransket ut
8 Ni ya day, ay ga ni ŋwaaray, Ma waato zamaney fintal, Ma laakal ye haŋ kaŋ i baabey fisi ka kaa taray gaa.
9- for vi er fra igår og vet intet; for en skygge er våre dager på jorden -
9 Zama iri ya bi wane yaŋ no, Iri si hay kulu bay, Zama iri ndunnya jirbey si hima kala bi cine.
10de skal lære dig og si dig det og bære frem ord fra sitt hjerte.
10 Manti doŋ borey ga ni dondonandi, Ka ci ni se bo? I ma sanniyaŋ kaa taray ka fun ngey biney ra?
11Vokser sivet op hvor det ikke er myrlendt? Blir starrgresset stort uten vann?
11 Gooru kwaari ga hin ka fun ka zay mansaara si no, wala? Wala kundu ga hin ka beeri, hari si no?
12Ennu står det friskt og grønt og blir ikke skåret; da visner det før alt annet gress.
12 Za a gonda nga tayyaŋo, I man'a beeri mo, A ga waasu ka lakaw da kobto kulu.
13Således går det alle dem som glemmer Gud, og den gudløses håp går til grunne;
13 To, yaadin cine no borey kulu kaŋ yaŋ dinya Irikoy, i fondey go. Wo kaŋ siino ga may Irikoy se mo, A beeje kulu ga halaci.
14hans tillit avskjæres, og det han trøster sig til, er spindelvev.
14 A beeja ga ceeri, A deyaŋo mo sanda dadaara taaru cine no.
15Han støtter sig på sitt hus, men det står ikke; han holder sig fast i det, men det står ikke fast.
15 Bora ga jeeri nga fuwo gaa, Amma a si kay, A g'a di da gaabi no, amma a si duumi.
16Frodig står han der i solens skinn, og hans skudd breder sig ut over hans have;
16 Bora wo sanda tuuri boogu no, Kaŋ ga tun wayna ra, A kambey ga salle kalo boŋ.
17om en stenrøs slynger sig hans røtter, mellem stener trenger han sig frem.
17 A kaajey go didijante tondey gaa, A ga furo hala tondi fu ra.
18Ryddes han bort fra sitt sted, så kjennes det ikke ved ham, men sier: Jeg har aldri sett dig.
18 D'i n'a dagu ka kaa nga nango ra, Kala nango m'a ze ka ne: ‹Ay mana di nin baa ce fo.›
19Se, det er gleden på hans vei, og av mulden spirer andre frem.
19 Guna, Irikoy fonda farhã neeya: Ganda laabo ra no afooyaŋ ga zay ka fatta.
20Nei, Gud forkaster ikke en som er ulastelig, og han holder ikke ugudelige ved hånden.
20 Guna, Irikoy si naanay boro furu bo, hal abada. Goy laalo teekoy mo, a si i kayandi.
21Ennu vil han fylle din munn med latter og dine leber med jubel.
21 A ga ye ka ni meyo toonandi nda haari, Ni me kuurey mo da farhã dooni.
22De som hater dig, skal klædes med skam, og de ugudeliges telt skal ikke mere finnes.
22 Borey kaŋ yaŋ konna nin, Haawi no g'i daabu. Laalakoyey bukkey mo ga daray.»