¹Huaijiakin, huchitela theihpihte-meipi thupi umsuaka I om theiin, honhihnok peuhmah leh khelhna eimaha belhte koihmang ni, huan, ima ua kitaitehna ding om ah kuhka ltakin tai ni.

¹Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,

²Jesu, I ginna siampa leh hihkippa, a maa kipahna om jiaka zahlaknate ngaineua krosa thuakpa, Pathian mang tutphah taklama vatu, Amah lam enin.

²idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af Guds Trone.

³Nakha lam ua na bah ua, nalung kiak louhna dingun, mikhialte apana huchibanga selkalhna thuakpa tuh ngaihtuah dih ua leh.

³Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle,

⁴Khelhna douna sisan suak hialin na pangnai tadih kei ua; hasotna thu, tate taihilh banga nou hontaihilhna, na namangngilhta uhi.

⁴Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden,

⁵Ka ta, Toupa sawina ngaineu kenla, a taihilha na om inleng lungke tuan ken;

⁵og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, når du revses af ham;

⁶Toupan a itte sawi naka, ta a kipahpih tuh a vo nak hi. chih.

⁶thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig hver Søn, som han tager sig af."

⁷Na thuak ujaw noumau ding ahi; tate tunga hih bangin Pathianin na tunguah a hiha; pa sawi louh ta kua a om ngeia?

⁷Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?

⁸Ta chihna teng loha, sawina pen loh loua na om unbel, ta tak hilouin, sawn na hi ua kei dia.

⁸Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner.

⁹Huailou leng eite hon sawi ding, I sa pate uh inei uhi, huaite lah jahtak ngal hanga; huai sanga thupijaw in, I hinna dingin, khate Pa thuthu in I om kei ding ua hia?

⁹Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Åndernes Fader og leve?

¹⁰Amau jaw ni sawtlou chik, hoih a sak bangjel un a honsawi ngei ua, aman bel, a siangthouna I tan sam theihna dingin, I hoihna dingin a honsawi jaw ahi.

¹⁰thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed.

¹¹Huan, sawina himhim thuaklaiin kipahhuai in a lang keia, khasiathuai takin a lang jaw hi, thuaknungin tuh huchia sawijawta omte dingin gah khamuanhuaitak, diktatna tak a suah sak jel ahi.

¹¹Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.

¹²Huchiin, khut kaikhete liktou unla, khut jawte toh;

¹²Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,

¹³Huan, khebai kilawisak loua, hihdama a om jawkna dingin, na khete uh dingin lamtang bawl un.

¹³og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.

¹⁴Mi tengteng toh kituahna leh siangthouna delh un, huai siangthouna louin kua mahin Toupa a mu kei ding uhi:

¹⁴Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren;

¹⁵Pilvang takin enun, huchilouin jaw Pathian hehpihna ngah zoulou kuahiam a om dinga, khakna zung banghiam hongsela nou honhihbuaiin, huaiin tuh mi tampi hihnitin a om ding ua;

¹⁵og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;

¹⁶kingaihhat hiam, Esau banga Pathian zahlou mi hiam a hawngawm kha ding hi. Amantuh a tamasahihna an khatvei nek in khawngta hi.

¹⁶at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.

¹⁷Huainung in vualzawlna tuh gouluah a ut inleng, khitui kekawm in phatuamngai takin zawng mahleh, kisikna hun amuh louh ziak in paih in a awmta chih na thei ngal ua.

¹⁷Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer.

¹⁸Nouzaw tangkhawlh theih, meia kangte, mei vomte, mialte, huihpite,

¹⁸I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr,

¹⁹pengkul ginnate, thugen ging awmnate tung nahi ngal kei ua; hua ging za tentuh thudang himhim a kiang a gen nawnlou ding in angen ua;

¹⁹og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem.

²⁰sa nangawn in huai tang a khawih aleh suang a denlup in a awm ding ahi, chih, thupiakpen a thuak thei ta ngalkei ua;

²⁰Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes".

²¹A thil muh peuhmah uh a kihtakhuai mahmah, huchi in, Mosi in, ka lau a, ka naklin mahmah achi hial hi.

²¹Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og bæver."

²²Himahleh Ziontangte, Pathian hing khua, van Jerusalemte, sim zawhloh angel hawn ki khawmpite,

²²Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare

²³Tamasa van a min tuang saptuam hawn kiangte, Pathian, mitengteng naihtuah pa kiang bang, midiktat hihhawihkimte kha kiang bang,

²³og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Ånder

²⁴Jesu, thukhunthak palai kiang bang, sisan theh, Abel sisan sang a thu hoih zaw genpa kiang bang tung nahi zaw uhi.

²⁴og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.

²⁵Thugenpa tuh nana deihkei kha ding uh, pilvang un. Lei a amaute taihilh khawlpa a deihlouh ua bawn, gimthuakna a pelh louh ngal un tuh, eite, van a kipan a hon taihilhpa ki lehheisante, ipel kei hawldiak ding hi.

²⁵Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene,

²⁶Huchihlaiin huai aw inlei a hihling a; himahleh tunzaw, Khatvei lei kia hilou in, van leng ka hih ling nawn ding chi in, a kichiam zawta hi.

²⁶han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men også Himmelen."

²⁷Huan, Khatvei ka hihling nawn ding chihin, thil lingloute tuh a om gige theihna ding in, thil nalingte tuh thil siamte bang phet in, suanmang in a om ding chih atheisak hi.

²⁷Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive.

²⁸Huchiin, gam hih lin vuallouh itan ziakin, hehpihna inei ding ua, huaziakin zah leh laudan siam kawm in, Pathian pahtaklam na isem thei ding uh a nahi;Pathian zaw mi katmang hat mei ahi ngala.

²⁸Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt.

²⁹Pathian zaw mi katmang hat mei ahi ngala.

²⁹Thi vor Gud er en fortærende Ild.